”Da jeg var revolutionær marxist,  var vi alle tilhængere af størst mulig indvandring. Det var ikke fordi vi kunne li indvandrere, men fordi vi ikke kunne li Storbritannien”

Peter Hitchens

”Efter valget 2001,  strammede det nye flertal så meget, at stigningstakten (mht indvandring) blev nedbragt en hel del, og det er især disse stramninger, der betyder, at Danmark ikke står, hvor Sverige gør i dag. Det ændrer blot ikke ved, at retningen er sat mod katastrofe” (Morten Uhrskov  i Nationalkonservativ Renæssance)

I  den nævnte bog forklarer Uhrskov lidt om, hvordan og hvorfor Europas nuværende katastrofekurs omkring indvandringspolitikken er kommet endnu et skridt i retning af afgrunden. Der er  selvsagt mange måder man kan angribe dette her på,  selv har jeg valgt at se på det som fornuftens afgang,  fratræden,  afrejse,  opbrud eller frafald.  Som vi ved står det værst til i lande som Frankrig, England, Sverige og Tyskland. Sidstnævnte kan så til det tyvende århundredes to katastrofer nu også føje Merkels idiotiske ”Wir schaffen das” der står for en forsikring om, at vi (Tyskland) også vil sørge for Europas tredje katastrofe.  Men et er Tabernes kontinenter,  et andet er åbne grænser, og noget helt tredje og afgørende er godhedens tankepoliti, der udgår fra den intolerante elite.

Danmark er splittet,  og som et ofte gentaget tema herinde kæmper vi på to fronter. På den ene side har vi et vågent blik på de mange ”tiltag og overfald ” der sker fra minoritetens side mht  voldsudøvelse, kriminalitet i almindelighed, desuden  særrettigheder bl.a. ved påberåbelse af krænkelses-hysteriet som ved bogafbrændinger osv.  På den anden side kæmper vi også mod de danske  (europæiske) meningsdannende eliter og de politisk korrekte medier, der  aldrig bliver trætte af at pege på os som de fremmedhadende højrenationale racister, de opfatter som udskud, fascister og ”gamespoilere”, hvis bare vi holdt  vores kæft og lod  ”elefanten” være i fred, så kunne overfarten over Middelhavet fortsætte i  tryg forvisning om, at Europa hurtigere ville blive en samling  fremskudte muslimske provinser, husk åbne hjerter rimer på åbne grænser.

1. På jagt efter de højre-nationale: I bogen  Europa er ikke et sted, skriver forfatteren J. C. Grøndahl både om danske forfattere  og et par franske, men jeg får hurtigt  en  klar fornemmelse af, at hans egentlige ærinde i denne bog ikke så meget handler om dansk eller fransk litteratur som om de højre-nationale og deres  plads i det offentlige rum.  Det er især dette aspekt,  der her interesserer ham (og undertegnede). En forfatter som J.C. Grøndahl har en stor stjerne blandt læsere og kritikere her og i udlandet,  hvor han har fået flere priser,  og det må vel betyde, at han har fundet en ”litterær melodi” som er populær mange steder. Han har  som i denne bog også kastet sig over essay-genren,  og det kan skyldes, at han har noget på hjerte, som ikke udelukkende handler om Blixen eller Ole Wivel.  Som titlen antyder handler det om politik og meninger. Hvor fiktionen er den symbolske gestaltning af en række handlingstråde med et mere eller mindre privat budskab, som spiller på læserens  fantasi og følelser,  er  essayet som bekendt mere en reflekterende prosatekst mellem fakta og fiktion  og kan læses som afsenderens subjektive og nysgerrige,  drøftelser af et givet emne. 

På et tidligt tidspunkt i bogen mærker vi hensigt og bliver forstemt. Forfatterens egentlige ærinde handler som nævnt ikke så meget om dansk litteratur som om den politiske situation i Europa, dvs  EU  og den postulerede indvandring.  Og her må jeg virkelig  tage mig til hovedet over, hvor lidt denne  forfatter egentlig  forstår af Europas betændte situation i disse år. Mellem linjerne fremgår det snart, at hans egentlige  ærinde, handler om den danske højrefløj, som han ikke kan blive træt af at udskamme og som han sammen med Georg Metz  og de anstændige hurtigt forbinder med nazismen i 30`erne. ”Demokratiets fjender vinder terræn”, ”højredrejningen” ”manglende vilje til solidaritet”,  lyder det, og  når man læser videre,  fylder den slags udsagn efterhånden halvdelen af bogen. Og snart falder nye spørgsmål mig ind.  Hvis manden er så glad for dansk litteratur,  hvorfor er han da ikke opmærksom på, at den ikke bliver læst eller værdsat af den voksende minoritet her i landet? Ja, at Fredens religion vitterligt ingen interesse har i dansk kultur,  så hvad laver de mange mennesker egentlig her i landet?  Så meget er sikkert, at der hvor indvandrerne i USA hurtigt assimilerede sig og blev amerikanere efter en generation,  så lader det modsatte  til at være tilfældet her i landet. Hvis nogen gifter sig med en dansker, skal denne straks konvertere til den nye religion.  Hvorfor egentlig?  Og når bomber og attentater finder sted,  viser den samlede Umma sig hurtigt solidarisk med de skyldige.  Hvad betyder det?  Hvad skal vi lægge i de mange demonstrationer der for tiden finder sted i Europas storbyer? Hvad skete der egentlig i Europa, efter at Merkel havde udtalte de magiske ord om, at den klarer vi?  Den slags spørgsmål kunne  Grøndahl  sandsynligvis ikke stille sig selv.  Enten turde han ikke, eller også mener han, de er uden betydning, hvis ikke ligefrem fornærmende. 

”Den skrigende spyttende intolerance kommer fra en forvænt elite, som skammer sig over sit eget land , som foragter andres patriotisme og ikke selv føler nogen. De længes efter et rædselsfuld og grænseløst Utopia, hvor fædrelandskærligheden er forsvundet, barnepigerne er billige og andres løn er lav. – Hvor er det en skam, at det ikke ser ud til at lade sig gøre at fratage disse mennesker indflydelse og magtpositioner. For hvis der skal være noget håb om harmoni i dette ørige (UK), så kan det kun ske ved en stor indsats for at forene os alle sammen i fælles kærlighed til dette land, det smukkeste og mest velsignede sted på Jorden.” Peter Hitchens  (Forvandlingen af England)

NB –  Den 6. juni 1968 blev Robert Kennedy Myrdet i et hotel i LA af en indvandrer,  SirHan SirHan, fra Palæstina.  Motivet til drabet hang sammen med Kennedys støtte til Israel efter den nyligt overståede Seksdageskrig i 1967.  Arabisk nationalisme

Den 7 oktober 2023 blev omkring 1.200 israelere (opgjort 12. november 2023) dræbt under angrebet.^[3] Ligeledes blev flere israelere bortført til Gazastriben, hvor de holdes som gidsler af Hamas.^[26][27] Ifølge det israelske militær var tallet 242 personer.^[3]