Kommentar

Marika Formgren gjorde karriere som lederskribent på Östgöta Correspondenten, men havnede i vanskeligheder, da hun talte frit fra leveren i spørgsmål om indvandring, multikultur og genusproblematik. Hun blev truet på livet af venstreekstreme og måtte forlade skribentvirksomheten.

– Det bliver fattigt og det bliver farligt, siger den svenske etnolog og dissident, Karl-Olov Arnstberg, i et interview med Svensk Webbtelevision om Sveriges fremtid. Arnstberg er aktuel med en ny bog, hvori 12 forfattere fortæller om deres liv som dissidenter i et samfund, der er i færd med at havarere, og hvor sagligt argumenterende mennesker, som er kritiske i forhold til dette samfundshavari, ikke mødes med saglige modargumenter, men med udtalelser som: – Din djævel, bort med dig!

Bogen har titlen «Priset», og denne «bort med dig»-afvisning er en del af den pris, som de 12 videnskabsfolk, forskere, fagforeningsfolk og skribenter må betale for at have lagt sig ud med den svenske politiker- og meningselite. Mange af de tolv troede som udgangspunkt, at deres advarsler til politikerne om en uheldig udvikling af det svenske samfund, ville blive modtaget med tak og hilst velkommen. I stedet har deres påpegning af farerne ved denne udvikling ført til tab af job og ære, personlig chikane, beskyldninger om racisme og fascisme, social isolation, at blive forladt af slægt og venner og at blive personligt forfulgt af politiske korrekte journalister og venstrefascistiske «antiracister».

ANNONSE

Siden de første kritiske stemmer mod den svenske asyl- og indvandringspolitik begyndte at lyde i begyndelsen af 1990’erne, er problemerne accelereret i en sådan grad, at statsminister Stefan Løvfen fornylig gik ud og sagde, at det kunne blive aktuelt at sætte militærfolk ind i kampen mot bandekriminelle (indvandrerkriminelle) i de svenske forstæder for at aflaste politiet, som allerede er på knæene  på grund af alle drabene, likvidationerne og voldtægterne i indvandrermiljøerne, en situation hvor Sverige kontinuerligt «perser» tidligere rekorder.

De allerfleste af de 12 dissidenter er mennesker som har leved med, har erfaringer fra og som har fulgt udviklingen af det svenske samfund de sidste 50-60 år. For den yngste af dem, den tidligere journalist Marika Formgren, som begyndte som journalist i slutningen af 1990’erne, blev hadmeldingerne fra venstrefascistiske miljøer så skræmmende, at hun frygtede for sit  liv.

«At udnævnes til ugens hadeobjekt af de gængse medier (de gamle medier, MSM) er ubehageligt, men at blive udsat for mordbrand eller en bilbombe af en eller anden galning fra Antifascistisk Aktion er værre», skriver hun. Efter beskyldninger om antisemitisme fra venstreekstremister som Henrik Arnstad og Mathias Wåg, blev hun så bange, at hun gennemførte nogle private sikkerhedstiltag så diskret, at hendes tre børn ikke skulle blive urolige. Efter at truslerne kom på afstand og hun var holdt op med at ængste sig, plejede hendes fireårige datter at sige, når de skulle ud at køre bil: «Mamma, du glemte at se under bilen om der er en bombe».

Venstrefascismen

I dagens Sverige kan det at kritisere etablissementet med våben som saglighed, sandhed og pålidelig information være livsfarligt. Og det får de 12 forfattere til at overveje, om de lever i et borgerligt demokrati eller i noget, som har  lighedspunkter med angiver- og overvågningssamfund som Østtyskland og Sovjetunionen. Og det er også til sådanne regimer de 12 vender blikket, når de uden at tøve kalder sig svenske dissidenter.

Mens fortidens dissidenter i Østeuropa kunne regne med at blive sendt i fængsel, i arbejdslejre, blive tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger, få nakkeskud eller blive hængt, er dissidenternes skæbner i dagens vestlige samfund mindre dramatiske, men tunge nok for dem, som blir ramt.

Fortidens dissidenter havde først og fremmest staten imod sig, mens dagens dissidenter ikke bare har staten, men også medierne og størsteparten af samfundseliten imod sig. Mens fortidens dissidenter i de kommunistiske samfund i Østeuropa blev kaldt samfundsfjender, tyr dagens meningsundertrykkere til andre begreber, som er lige så moralsk fordømmende. En dissident i dag i et vestligt samfund som Sverige forbryder sig ikke bare mod samfundet, men mod hele menneskeheden, og de stemples som umenneskelige, som racister, som nazister, antisemitter og fremmedfjendtlige.

Og de, som ikke skræmmes til tavshed, bliver forsøgt stoppet med mediechikane og fysiske angreb af de vestlige ”demokratiers” fascistiske stormtropper, små grupper af ”antiracister” og ”antifascister”, såkaldte Antifa-grupper, som særlig er stærke i lande som Sverige, Tyskland og USA.  Disse grupper kan legitimt aktionere og standse møder og ytringer, uden at politiet griber ind, som den erfarne journalist Ingrid Carlqvist oplevede, da hun i 2013 skulle dække et debatmøde med lederen av Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson. Det lykkedes for demonstranter fra Antifascistisk Aktion at jage hende bort med tilråb som: Skrid herfra!  Forbandede racist!, uden at politiet greb ind. En lignende demonstration fandt sted i Malmø året før, da den hollandske politiker Geert Wilders holdt foredrag i byen. ”Ingrid er racist, ikke journalist. Ingen racister i vore gader! lød det den gang, da demonstranterne forsøgte at forhindre folk i at komme ind i mødelokalet. Politi med heste, hunde og helikoptere gjorde lidt eller ingenting for at forhindre dem i deres forsæt. Politiets kommunikationschef sagde til Sveriges Televisjon, at Wilders er en person med ekstreme meninger, og at folk, som vil høre på en sådan person, selv er ude om det, hvis der skulle ske dem noget.

Venstrefascister i Norge

Ingrid Carlqvist kommer fra det svenskerne kalder gammelmedia, altså MSM-medierne, hvor hun havde arbejdet i 30 år, før hun hoppede af og begyndte på Dispatch International sammen med den danske pressemand og islamkritiker Lars Hedegaard. Han lever under politibeskyttelse og på hemmelig adresse, efter at en islamist forsøgte at tage ham af dage udenfor hans eget hjem. Det er formentlig samarbejdet med Hedegaard, som i høj grad ligger bag islamofile Antifa’s reaktioner mod Carlqvist. Hedegaard var også en central person, da han som redaktør for danske Information publicerede artikler om de danske venstre-ekstremister i Blekingegadebanden som bl.a. begik bankrøverier for at finansiere palæstinensisk terror. Det har venstrefascisterne nok ikke glemt.

Også Norge har sine antiracistiske Antifa-miljøer, og et af dem, Antirasistisk senter, er også statsfinansieret. Et andet er Blitz-miljøet i Oslo, hvor et tidligere ”medlem”, Jonas Bals, indtil fornylig var rådgiver for Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre. Bals’ rådgiverrolle siger en del om forholdet mellem venstreekstreme miljøer her i landet og det politiske etablissement. De vestlige, politisk korrekte demokratier er afhængige af den slags venstreekstreme stormtropper, som kan lamme og bortskræmme kritiske elementer i samfundet ved at stigmatisere dem som fascister, racister og fremmedhadere.

Antiracisternes monopolistiske definition af begreber som fascisme legitimerer, at enhver form for kritik, som gælder asylindvandring og migration, må begrænses eller standses. Antifa-gruppernes aktionsfrihed og indflydelse på etablissementets politik, siger også meget om, hvor stærkt små grupper kan påvirke et helt samfunds holdninger og opfattelser af et sagskompleks. Sådanne smågruppers ideologi og fremfærd virker ikke forstyrrende ind på flertallets liv og har ikke nogen praktisk betydning for flertallets adfærd. Disse smågrupper skaber altså ikke noget bryderi for majoriteten. Når deres ideologi bare er en radikal variant af de grundlæggende holdninger i etablissementet, kan disse grupper frit aktionere, uden at hverken politi eller opinion finder det klandreværdigt eller strafbart.

Fra venstre til højre

Seks av de 12 forfattere i ”Priset” er journalister og med én undtagelse har alle baggrund i gammelmedierne (MSM), som de siger i Sverige, men er endt i alternative medier efter at have fulgt forskellige udviklingsbaner.  Den mest detaljerede beretning om overgangen fra etablissementet til en position som kritiker giver Marika Formgren. Hun begyndte som nyhedsjournalist, efter at hun gik ud fra Journalisthøjskolen i Stockholm (kommunisthögskolan, som journalist Janne Josefsson har kaldt den) i slutningen af 1990’erne. Allerede der mærkede hun den stærke meningskonformitet i det svenske samfund. Med kærlighed til faget og en kritisk indstilling dykkede hun som nyhedsreporter ned i den svenske MSM-presse, hvor hun hurtigt opdagede, at der var problemstillinger og spørgsmål, som ikke var legitime.

Et tabubelagt problemområde, som Formgren opdagede omkring årtusenskiftet, var den nye pædagogik (reformpædagogikken). Skoledebatten omkring årtusindskiftet minder hende meget om, hvordan indvandringsdebatten i Sverige har været i de sidste år. De, som ikke tiljublede den nye, ”progressive” pædagogik, blev beskyldt for ikke at have det rette menneskesyn, det rigtige værdigrundlag og for at huse fascistiske eller reaktionære holdninger. Erfaringerne fra arbejdet med skolespørgsmål gjorde, at Formgren bevægede sig væk fra den politiske venstreside. Hun forlod nyhedsjournalistikken og begyndte som lederskribent på en borgerlig, konservativ avis i 2007 for at kunne stå friere, når hun skrev om blandt andet skolespørgsmål.

Uvelkommen

Formgren havde succes og fik ros som en dygtig lederskribent, men hun fik hen ad vejen en diffus følelse af, at avisens redaktør ikke brød sig om nogen af de emner, hun skrev om, som f.eks. såkaldt genusvidenskab (genus i stedet for køn, for køn er biologisk, mens genus er en social konstruktion ifølge genusvidenskaben ). Sommeren 2012 kom det første, store ”smæld” da hun skrev om den svenske debatkultur, som gør, at afvigere fra ”meningskorridoren” bliver dæmoniserede i stedet for at blive mødt af saglige argumenter, og hvor de politisk korrekte råber på censur af politisk ukorrekte meninger. Efter dette og nogle andre lederartikler fik Formgren tjenestefri og begyndte som vikarmedarbejder i andre medier. Der fortsatte hun med sine kritiske og politisk ukorrekte artikler på sin færd på bandlysningens vej for til sidst at ende som fuldblods dissident uden plads og hjem i de etablerede medier. Formgren tog konsekvensen og begyndte at studere til ingeniør.

68-ideologien

Formgren kom altså fra venstresiden i svensk politik, og det gælder også de fleste af de andre 11 forfattere i bogen. Situationen er analog med den i Norge, hvor kritiske journalister som Hans Rustad, Nina Hjerpeseth Østlie og Hege Storhaug også kommer fra den politiske venstreside, Rustad endog fra ekstremvenstre. Det samme gør den mest fremtrædende kritiker af den norske politiske korrekthed, historikeren Terje Tvedt, som omhyggeligt har kortlagt de norske eliters selvforståelse og holdninger i al sin groteskhed. Karl-Olov Arnstberg har i Sverige haft en rolle som ligner Tvedts i Norge. Arnstberg har skrevet grundlæggende bøger om den svenske kultur og tænkemåde og om den politiske korrekthed i Sverige. Sammen med journalisten Gunnar Sandelin har han skrevet om og dokumenteret løgnene og fortielserne i den svenske asyl- og indvandringspolitik. Sandelin, som også har rødder i venstreekstreme miljøer, er repræsenteret med en artikel i ”Priset”, hvor han beskriver sin egen udvikling og svensk journalistik i den seneste menneskealder.

At de stærkeste kritikere af den politiske korrekthed i Sverige og Norge kommer fra venstresiden, trænger til at blive forklaret. En sådan forklaring vil blive altfor lang i denne sammenhæng. Men helt kort kan man sige, at for at få et fuldstændigt kendskab til og erfaring med hvad venstresiden er, så må man have været en del af den. Man må have arbejdet sig gennem den og være kommet ud ”på den anden side” og indset venstreradikalismens skavanker i 68-generasjonens postmoderne samfund, hvor 68-ideologiens totalitære immanens er slået ud i fuldt flor. Man må med andre ord have været ”syg” for å bli ”rask”.

Det begyndte i 1993

Det var ikke journalister, som begyndte at stille spørgsmål til den svenske, politisk korrekte galskab, men forskere og akademikere. En av dem var Ingrid Bjørkman, som havde et forskerophold ved universitetet i Nairobi i Kenya i 1980’erne og som sammen med Jan Elvferson og Åke Wedin i 1993 udgav den lille bog: ”Innvandring – sammanbrott eller utveckling?” De tre havde på forskellige områder erfaring om migration fra Afrika og Latinamerika og vidste, at flertallet af dem, som søgte asyl i Sverige, ikke var flygtninge.

De regnede med, at politikerne ville omlægge politikken, når de fik adgang til det kendskab, som de tre havde til migrationsspørgsmål. Men der var ikke noget forlag, som ville udgive bogen, og da bogen blev udgivet på eget forlag, var der ingen, som skrev om den i medierne. I foråret 1993 fik Bjørkman, efter en del diskussion frem og tilbage, en kronik i Svenska Dagbladet, som handlede om de spørgsmål, som der blev redegjort for i bogen. Kronikken blev udgangspunkt for en debat i de svenske medier, som varede hele sommeren, og hvor etablissementet, repræsenteret ved regeringsmedlemmer og folkevalgte, brugte kneb og manipulerede med statistik for at skjule de realiteter, som bogen præsenterede. Bjørkman opdagede, at etablissementet greb til løgne, udflugter og moralisering for at imødegå hende. Argumenterne fra hendes kritikere var, at Sverige havde pligt til at tage imod flygtninge, at det flerkulturelle samfund var en god ting, at migrationsstrømmen var uundgåelig og lønsom for Sverige. Altså de samme argumenter, som etablissementet benytter i dag. Motstanden mot Bjørkman og hendes to kollegaer endte i ren forfølgelse. Med pasbilleder af forfatterne havde avisen Expressen et tre siders opslag som lød: ”Fremmedhatets nye ansikter”. I tillæg var det en svensker, som fik Bjørkman registreret som nazist i et internationalt register med base i USA.

Til trods for modgangen og nazistbeskyldningerne gav de tre ikke op og fik i 1996 udgivet en ny bog: ”Flyktningpolitikens andra steg”. I 2005 skrev de bogen ”Exit Folkehemssverige” sammen med amerikaneren og professor i sosialantropologi ved universitetet i Lund, Jonathan Friedman.

Hetsen mot Friedman

Den internationalt anerkendte antropolog, Jonathan Friedman, er sammen med sin kone, Kajsa Ekholm Friedman, som også er professor i antropologi, medforfattere til ”Priset”.

Kajsa Ekholm Friedman, som er ekspert på civilisationers fald og på migration, talte på et møde i 1997 og advarede mod masseindvandring til Sverige. Dagens Nyheter benyttede hendes tale til et opslag, som skulle resultere i, at Ekholm Friedman blev beskyldt for racisme. Hun blev truet på livet, og fra doktorgradsstuderende og vanlige studenter i sociologi ved universitetet i Lund blev det krævet, at hun skulle afgå som forsker og lærer ved universitetet. De krævede desuden, at hun ikke skulle have lov til at forske om indvandrere og mennesker fra den tredje verden. I begyndelsen blev hendes mand ikke angrebet, antagelig fordi han er jøde, men efterhånden satte angrebene også ind mod ham, fordi han var kritisk overfor svensk indvandringspolitik og dens bizarre ideologi, som han skriver i bogen.

Friedman er vel en af de få antropologiprofessorer, som har holdt kursus om den politiske korrektheds antropologi. Det kursus han afholdte på universitetet i Lund, førte til ballade i medierne og ved universitetet. Efter et ophold som direktør ved Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sosiales i Paris, kom Friedman 2007 endnu en gang i strid med universitetet i Lund, hvor beskyldninger af forskellig art gjorde, at han tog imod et professorat ved University of California i San Diego. Friedman mener, at Sverige er havnet i en tilstand av blåøjet stalinisme, hvor det ikke er henrettelse eller Sibirien, som venter den, som stiller op imod den politiske korrekthed, men arbejdsløshed, offentlig udhængning og social udfrysning.

 Et sammenbrud

Som journalist har jeg i denne anmeldelse behandlet flere av de journalistiske skæbner i ”Priset”, fordi jeg har lignende erfaringer som journalist i Norge. Men der er andre historier i ”Priset”, som er lige så stærke, som for eksempel hvordan den ungarske immigrant, optikeren og politikeren Anna Hagwall, ikke bare blev jaget bort fra job og social omgangskreds, men også som riksdagsmedlem blev ekskommunikeret og frosset ud af partiet Sverigedemokraterne. ”Priset” giver et rystende billede af et samfund, hvor etablissementet er gået fra vid og sans og som til fordel for en postmodernistisk forståelse har forladt den rationelle verden og den videnskabs- og kundskabsforståelse, som har præget og været fundamentet i den vestlige civilisation i de sidste århundreder. Og som Jonathan Friedmann skriver:

”Den vestlige sivilisasjonen bygger på en serie verdier som ikke uten konsekvenser kan forlates……… når Staten krever konformitet av sine medborgere og de som konsekvens fokuserer på sin sosiale status og posisjon, betyr det et sammenbrudd”.

At det er et sammenbrud, er også bogens redaktør, Karl-Olov Arnstberg, smertelig klar over. Han mener, at etablissementets svigt er så alvorligt, at Sverige, som vi kendte det, er færdig. Kun en stor social og kundskabsmæssig opvågning kan redde Sverige, og det har han kun liden tro på. Galskaben er gået for langt, landet er havnet i det, man på engelsk kalder ”point of no return”.

Arnstberg er en pensioneret etnologiprofessor, som en gang i tiden blev benyttet som forsker og udreder af de svenske myndigheter. Han var en del af etablissementet, men via sin forskning og job så han, at virkeligheten var en annen end det som det politiske etablissement officielt proklamerede. Han er med sine arbejder om migrationen til Sverige og sine beskrivelser af den svenske politiske korrekthed og den svenske tænkemåde antagelig den mest betydningsfulde kritiker af dagens Sverige. Men det koster, hans kone har forladt ham og hans datter trækker sig væk fra sin far, fordi hun mener han er højreekstrem, hvilket er en eklatant form for politisk korrekt sludder. Men Arnstberg står rank i stormen, han bøjer ikke af, fordi det gælder Sveriges væren eller ikke væren. I et normalt samfund ville han være blevet æret for sin indsats. I det skammelige og politisk korrekte galehus Sverige, høster han utak. For som det heder: Utak er verdens løn!

Boken kan bestilles her:

Antal sidor: 247
Utg.datum: 2017.12.14
Förlag: Debattförlaget
ISBN: 978-91-983357-4-3

Køb Hege Storhaugs bog her!

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)