Nyt



Dramatikeren Hassan Preisler og instruktør Moqi Simon Trolin fik idéen om at markere 30 år siden udgivelsen af  “De Sataniske Vers” ved at sætte op en dramatiseret version på den danske nationalscene. Det Kongelige Teater tændte på idéen og fik ja af Salman Rushdies mægtige agent, Andrew Wylie.

Men efter et halvt år ombestemmer teatret sig. Nu vil de alligevel ikke. Preisler og Trolin er ikke bare skuffede, de er vrede. De kender stanken af frygt lang vej.

Det lyder bare ikke overbevisende at teatret pludselig skifter mening.

Skuespilchef Morten Kirkskov kaldte det en brilliant idé at gøre teater af romanen som blev den første store prøvesten mellem et totalitært islam og vestlig ytringsfrihed. Rushdie måtte leve i dækning i flere år efter ayatollah Khomeinis fatwa. Kun i USA kan han leve nogenlunde frit.

ANNONSE

Mange politikere skammet sig ud ved at undlade at backe Rushdie. Dengang, i 1989 var det forfattere og skribenter der solidariserede sig med Rushdie. Men med karikaturstriden i 2005/2006 var det anderledes: Nu forsvarede medierne og kulturarbejdere at vi måtte vise hensyn og ytringsansvar.

Ytringsansvar blev også tolket som hensyn til egne medarbejdere. Risiko er et relativt begreb. Hvor meget er ytringsfriheten verd? Ikke så meget, ifølge Det Kongelige Teater.

Preisler tror ikke på begrundelsene teatret giver om at de har andre roman-projekter på gang:

– Frygt! Kort og godt frygt. Jeg kender min branche ud og ind. I Danmark er kulturlivet defineret af kunstnernes angst for udstødelse, og at vi dermed kunne blive frataget vores position og vores penge, siger han ifølge Radio24syv.

Når ikke en stor institution som Det Kongelige Teater tør, hvem så?

Til slut bliver ytringsfrihed noget som kun kan foregå bag metertykke vægge og under munningen af maskingevær.

 

 

Billede: Ayatollah Khomeini er død, men hans fatwa virker fra det hinsidige og får Det Kongelige Teater til at bøje sig.

 

 

omslag.De-Sataniske-Vers.png_1927633649

ANNONSE


  • arcil

    «Mange politikere skammet sig ud ved at undlade at backe Rushdie»
    Det var akkurat dette jeg registrerte med vantro da boken kom for første gang. Jeg husker godt hvor forundret jeg var over at ikke de internasjonale reaksjonene ble sterkere, over at ikke den enkelte, selvstendige nasjon satte foten så ettertrykkelig ned at fatwa-gjengen mistet lysten.

    Tenke seg til: Én mann i ett enkelt land vil bestemme hva som kan sies og skrives i andre selvstendige land som ligger tusenvis av mil borte! Det var – og er – uhørt å ta seg slik til rette: Noen forsøker (og klarer?) å oppheve selvstendige lands grenser og uthule ulike selvstendige lands rettssystemer!

    Men for likeglade politikere den gang (og nå?) var det vel enklest å se denne fatwaen som et ubetydelig engangstilfelle – alt går seg jo til! – og så ble det begynnelsen til dagens pillråtne landegrenser overalt (nesten) i Europa!

    Vel kunne paven med en viss tilsvarende effekt lyse folk i bann i hine hårde dager, men det er lenge siden, det! Og som
    historieinteressert burde jeg kanskje være glad for at verden går bakover? Nå skal jeg finne frem igjen denne boken og se til å få brent den – før jeg selv blir brent!