Kommentar

Theo van Gogh og Salman Rushdie.

Alle som nægter at terror er en del af islam er en vantro  al-Surabaa  (islamistisk gruppe i UK) 

”Hvad skal vi med bomber,  vi har jo barnevogne  (Ghadaffi)

I den danske tv-serie Livvagterne fra 2009 faldt der flg. hvislende bemærkning fra en bodyguard der skulle mandsopdække en tegner:  Har han ikke selv bedt om det?”   Sådan kan DR på mere eller mindre  diskret,  men som regel  mere åbenlys vis,  udtrykke sit  politisk korrekte synspunkt, her om at ofrene for islamisk terror  nok selv  har bedt om det.  Senere var det en journalist fra Deadline der forsøgte at miskreditere  Hedegaard i et pinligt interview  fra 2013. Der kunne sikkert nævnes mindst tyve andre lignende eksempler på dette,  bare så  vi ikke glemmer  hvem der er de gode  og  hvem der er de onde.    Mht  ordet fatwa har det karakter af at være en dødsdom, uanset at der ikke er bred enighed herom, jf   Bernard Lewis har redegjort for mere retslærde tanker bag en sådan,

 Jeg skal ikke her beskæftige mig med Muhammedkrisen men derimod med den britiske forløber: sagen om Rushdie – , en fatwa der skabte precedens.

Tilbage i 1938 skrev den fransk-engelske forfatter Hilaire Beloc en bog med titlen The great Heresies, hvori han udtrykker uro over, at samtidens vesterlændinge syntes at have glemt alt om islam:

”De har aldrig været i kontakt med den. De anser det for givet, at den er ved at gå i opløsning  og at den under alle omstændigheder  blot er en fremmed religion, som de ikke behøver at bekymre sig om. Og så er den i virkeligheden den mest frygtindgydende og vedholdende fjende  som vores civilisation har haft,  og som når som helst kan blive en lige så stor fremtidig trussel,  som de var i fortiden.  For mig har det altid forekommet muligt,  og endog sandsynligt at der kunne komme en genrejsning af islam…”  

ANNONSE

Der er andre citater  fra denne bog,  der får  De Sataniske Vers  til at fremstå  som en teenagers poesi-bog.  Men Belloc måtte ikke gå i skjul eller leve under politi-beskyttelse,  gennem et årti,  fordi  der i trediverne kun var et ubetydeligt antal muslimer i Storbritannien.  Og fordi Det Muslimske Broderskab stadig var i sin vorden. 

På ca.  samme tidspunkt som Rushdie  får sin fatwa  fra det iranske præstestyre, februar  1989,  starter EU en  offensiv mod ytringsfriheden.  Således er fronterne ved at blive tegnet,  og  de politisk korrekte  ved nu  hvad du må og skal vide om dette emne. 

”Jeg vil gerne meddele alle verdens frygtløse muslimer , at forfatteren til bogen med titlen De Sataniske Vers, der er blevet udarbejdet, trykt og udgivet i modstrid med islam, profeten og Koranen, så vel som de forlæggere, der kendte til dens indhold, er blevet erklæret madhur el dam (de hvis blod skal udgydes). Jeg opfordrer alle nidkære muslimer til at henrette dem hurtigst muligt, hvor end de finder dem, så at ingen igen vil vove at fornærme islam. Hver den der bliver dræbt under udførelsen af dette forehavende, vil blive betragtet som martyr” lød det fra  ayatolla Khomeini.

Herefter deltog et stort antal muslimer fra hele ummaen  i  demonstrationer,  bombeanslag, mord, trusler og mordforsøg  på Rushdie og hans oversættere og forlæggere.  Herefter går det stærkt,  og de fleste af os kan kun følge fatwaens bevægelser og konsekvenser gennem medierne, de samme medier som  kort forinden gennem EU begyndte en offensiv mod ytringsfriheden.,  som  herefter var  under angreb  fra tre forskellige  steder/kilder: 

1.  fra EU og FN 

2.  Fra de nationale regeringer herunder domstolene, kirkefolk,  intellektuelle, mediefolk  og andre der var villige til at deltage i den stadigt mere intense kamp mod ”racisme”,  ”fremmedhad” og ”hadetale”

3.  Fra magtfulde ledere af Fredens religion  

Den danske?  ”Abdul Wahid Pedersen kunne herefter uden fare for at stå  til regnskab for et anklageskrift om racisme sige, at shariaen selvfølgelig vil blive indført den dag, muslimerne er talrige nok . Hvis derimod en ikke-muslim advarer mod islamisk indvandring og folkeforøgelse og sharia, står han i akut fare  for at få en anklage for racisme og fremmedhad  på halsen”   (Camre-Hedegaard  2009)  Og DR/TV2,  Information og Politiken  vil være blandt de første der bringer en sådan videre. 

”Imamer kan true vantro og frafaldne med alverdens ulykker uden at nogen krummer et hår på deres hoved. Hvis andre gentager hvad de har sagt må de frygte for at blive straffet for at have tilskyndet til had mod en sårbar minoritet,  såkaldt etniske medlemmer af en religiøs gruppe.  Alle disse ting opererer  bag skærmen,  når  der vises Vild med Dans, X-factor eller en af tidens mange klima-dokumentarer.  Man kunne foranlediges til at tro, at de nævnte mediefolk og kultureliter alle er konverteret,  for så vidt de altid står op  og forsvarer en ganske bestemt religion hver gang,  den føler sig udsat eller krænket.  Dette er næppe tilfældet,  men der er unægtelig tale om et tankevækkende sammenfald,  hvor man altså gør fælles sag mod det sted hvorfra uanstændighed og ondskabsfuldhed  udgår, nemlig højrefløjen,  ikke mindst populisterne.  Her er selvfølgelig tale om den politiske korrekthed det store kompleks af kulturradikalisme og dens fætter  multikulturalismen.  – Uanset om denne fatwa  var i overensstemmelse med islamisk lov, så bredte den sig ud over kloden som en fortsættelse af civilisationernes sammenstød, mest spektakulært med  9/11,  der hurtigt blev  set som et adækvat svar på Vestens racistiske hovmod:  hvis de hader os,  har de sikkert gode grunde til det!   

Senere  det vil sige året efter i  2002  skete der endnu et angreb, ganske vist fra en venstre-radikal veganer,  men da den hollandske politiker Pim Fortuyn  blev skudt ned på åben gade var det med henvisning til at Fortuyn som politiker selv ”gik efter muslimer”.  Som homoseksuel  havde han et skarpt blik for fredens religion,  ikke mindst dens forhold til kvinder og homoseksuelle.  Holland som indtil da havde været det mest liberale land i Europa,  når det kom til livsstil og personlig frihed  måtte nu se sig knægtet ikke kun af islam men nok så meget landets kultureliter,  der slog hårdt ned på  den flamboyante professor,  der for sent opdagede at landet var under forvandling. 

Hvis nogen efter dette mord var i tvivl om  retningen  på landets kulturelle udvikling blev mordet på Theo van Gogh en påmindelse.  Denne kunstner havde sammen med Hirsi Ali i 2004 dristet sig til at lave en lille film med titlen Submission,  der handlede om den dårlige behandling af kvinder i islam.  Theo van Gogh blev  den 2. november  mødt af sin snigmorder Mohammed Bouyeri,  der efter at have skudt van Gogh skar halsen over på ham og stak ham i brystet.  I dødsøjeblikket havde  hollænderen sagt til Bouyeri: ”kan vi ikke tale om det” ,  men ingen dialogkaffe her,  det drikker snigmordere ikke! Det land som  i fortiden havde fostret religiøs tvivl og skabt rationalistiske tænkere som Spinoza var nu utryg ved emnet religion (Murray  2017) 

Derefter fik vi Muhammed-krisen i Danmark, hvis forløb vi  kun kender alt for godt,  og i 2006  blev det  den franske filosof Robert Redekers tur til at møde muren, det vil sige den uforsonlige mur af islam og vestlig kulturelite, der lyste  Redeker i band, fordi han havde dristet sig til at skrive en artikel  i  Le Figaro med titlen: Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler ? Var man stadig i tvivl om,  hvad der var ved at ske i Europa,  kunne man her med tordnende klarhed se  hvor udviklingen bar hen. 

Få dage efter var han på flugt, ikke kun fra rasende muslimer, hvoraf nogle planlagde af likvidere ham, men også  fra det franske establisment, ikke mindst hans egne kolleger, den franske offentlighed.

Redeker skulle likvideres, dette blev klart efter at det franske  efterretningsvæsen opsnappede et kodet budskab med et indhold, der tydeligvis var en drejebog for et mord: 

”Først svinets navn: Redeker, Robert. Og så for det andet: et foto, for at vi ikke skal glemme hans ansigt. For det tredje denne arrogante løgners adresse: (…) For det fjerde: Hvor arbejder han? Nær Toulouse i Saint-Orens-de-Gameville, han underviser i filosofi ved Pierre-Paul Riquet Gymnasium. (…) For det femte: Hvor ligger Escalquens? Ikke særlig langt fra Toulouse, ca. 15 kilometer sydøst for byen.”

Det pågældende nummer af avisen Le Figaro blev endvidere forbudt i Egypten og Tunesien. Desuden blev en fatwa udstedt af den indflydelsesrige egyptiskfødte sheik Youssef Al Qaradawi på tv-stationen Al Jazeera. –  Jeg kan kun  opfordre enhver til at læse  Redekers bog:Man skal jo leve.

Som  vi kan se her,  er en fatwa uanset  dens tvivlsomme placering i det islamiske retssystem en religiøs funderet ordre om at dræbe og det i et ikke muslimsk land,  godt hjulpet på vej af landets egne eliter,  så at både ummaen  og Europas  egne ledere bidrager til at forfølge franske, hollandske, danske, engelske undersåtter med hen på at myrde  og true befolkningen til at holde kæft og rette ind,  men forklædt som  anstændig hensyntagen til en ”følsom minoritet” ..med hvilket formål?  kunne man spørge, ikke mindst når man tager de mange  efterfølgende attentater og fatwaer  i betragtning. 

Jeg er ikke konspirationsteoretiker, men meget tyder på, at de voksende islamiske mindretal i Europa arbejder på at indføre islamisk lov godt hjulpet på vej af de nationale eliter i de mange europæiske værtslande, der er ved at opgive ytringsfriheden.  Det ser ud til at skulle lykkes,  når man tænker på  mediernes konstante beskyttelse,  opbakning, forståelse  og kriminalisering af enhver kritik.  Lyder det vanvittigt,  så kom med en bedre forklaring!  Det ligner jo unægtelig en gigantisk invitation,  en  international politisk ”curling”,  hvor man baner vejen for en ny besættelse,  med en forudsigelig destabilisering af nationalstaterne,  for at fremme EU, storkapitalen og/eller islam ?  

 

Murray :                                  Europas  Undergang  (2017)

Lewis     :                                  Islam I krise                 (2003)

Camre-H.G:                             1400 års krigen           (2009)

B. Bawer    :                             Surrender                   (2009)

Rushdie                                    Joseph and Anton     (2012)

Fouroozandeeh                      Global Jihad               (2012)

  

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa