Irans ledere i krig mod vestlig civilisation Hvorfor finder Vesten sig i det?

USA har netop trukket sig ud af den iranske atomaftale. Dette skridt er fuldt berettiget, ikke kun af sikkerhedsgrunde, men først og fremmest fordi Irans Khomeini-revolution er en dødbringende ideologi i fremdrift, som Vesten ikke kan tillade at blive en atommagt.

På det franske satireblad Charlie Hebdo blev alting forandret, da Said og Sharif Kouachi myrdede 11 mennesker i dets kontor i Paris. Blandt de tekster, der blev efterladt på Kouachi-brødrenes bærbare computer, var den iranske opfordring til død over forfatteren Salman Rushdie, som blev kaldt for “fuldkommen berettiget“. Morderne var inspireret af ayatollah Khomeinis dødsfatwa imod Rushdie. Blodbadet på Charlie Hebdo var en af den Islamiske Republiks giftige frugter. De iranske ayatollaher frygter den vestlige kulturs tillokkelser. Det er grunden til, at de lige siden 1979 har været i krig med den.

Lederen af Irans islamiske revolution, ayatollah Rouhollah Khomeini, fotograferet i 1979. (Foto af Asadollah Chahriari/Keystone/Getty Images)

Ikke før ayatollah Khomeinis opstigen til magten har en forfatter været tvunget til at leve under truslen om bevidst mord, med en pris på sit hoved, for at have kritiseret islam. Før den iranske revolution var ingen arabisk skribent mærket til at skulle dø. Siden Khomeini er dette at myrde litterære dissidenter blevet en rutine: den algeriske forfatter Tahar Djaout, den egyptiske intellektuelle Farag Foda, tyrkiske skribenter myrdet i Sivas og for nylig nedslagtede bloggere fra Bangladesh. Fatwaen imod Rushdie var et af Irans mest succesfulde angreb på vestlig civilisation og bestræbelse på at skræmme Vesten.

ANNONSE

Afbrænding af det amerikanske flag og råbet “Død over Amerika” blev først almindeligt i Mellemøsten efter den iranske overtagelse af den amerikanske ambassade i Teheran. Da Donald Trump trak USA ud af atomaftalen, afbrændte iranske parlamentsmedlemmer det amerikanske flag inde i deres parlament. I de seneste måneder er iranske piger, som tog tørklædet af, blevet arresteret og slået. Det var Iran, der gjorde chador (hellang dragt, som kun viser ansigtet) til et symbol på politisk islam. En kvinde klædt i en sort chador, den mest ortodokse form for hijab, er blevet et af det mest synlige billeder på Den Islamiske Republik.

Kvinder plejede ikke at være tildækkede i Egypten, Syrien, Afghanistan, Tyrkiet og Maghreb-landene. Khomeini ændrede alt dette; han kaldte tørklædet for “et revolutionsflag“. Det er ikke tilfældigt, at 1989 ikke blot var året for Rushdies fatwa, men også det år, hvor Frankrig indledte kontroversen over det islamiske tørklæde. En skoleinspektør fortalte tre muslimske teenagere, at de ikke kunne blive optaget på gymnasiet i Creil på grund af den franske forfatnings forpligtelse på sekularisme. Det islamiske samfund begyndte at slås for retten til at tildække deres døtre i skolerne. “Vi beholder det, til vi dør,” råbte de islamiske fundamentalister i Frankrig.

Hijabben blev først distribueret af den iranske ambassade i Algiers. I Tunesien blev den sekulære regering bandlyst af de iranske fundamentalister efter 1981, hvor den tunesiske regering udsendte et cirkulære, som forbød brugen af hijab i skoler og offentlige kontorer. I de senere år er det tillige lykkedes Iran at gennemtvinge hijab for et stort antal europæiske ledere og ministre, som aflægger besøg i landet, og derved anbringe dem i en ydmygende tilstand af kulturel og symbolsk underkastelse.

De iranske ayatollaher var de første til formelt at forfølge de kristne befolkninger i Mellemøsten. I dag figurerer Iran på Open Doors’ liste blandt de ti værste lande for kristne. Ideen med at angribe jødiske samfund overalt i verden er også en iransk opfindelse: i 1992 og 1994 blev det jødiske samfund og den israelske ambassade i Buenos Aires sprængt. Før den iranske revolution havde intet land ansporet til løgnagtig Holocaust-benægtelse.

Den politiske islams øhav i Europa, fra Tariq Ramadan til Det Muslimske Broderskab, kredser i en bane omkring Qatar-Iran-aksen. Det egyptiske Muslimske Broderskab tog åbenlyst parti for Khomeinis revolutionære, da disse væltede shahen, og truer i dag Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og andre i regionen.

I revolutionens tidlige fase ramtes landet af en grum puritanisme. Tusindvis af “prostituerede”, narkomaner og homoseksuelle blev henrettet. På offentlige pladser gik de revolutionære til angreb på mennesker, som ikke overholdt de strenge nye regler for påklædning og opførsel. Dengang var der ingen Taliban, ingen ISIS, ingen Boko Haram. Siden den iranske revolution har ideen om inklusion af sharia i national lovgivning bredt sig i hele den islamiske verden. Efter revolutionen erklærede iranerne for første gang krig mod deres eget kulturliv: teatre blev lukket, koncerter bandlyst, underholdningsbranchens folk flygtede ud af landet, biografer blev konfiskeret, radio- og fjernsynsudsendelser forbudt.

Ideen om at bruge børn som menneskelige bomber udvikledes også af Iran. Som den tyske lærde Matthias Küntzel skrev: “Khomeini var den første til at udvikle en fuldt udfoldet dødskult”. Under krigen mellem Iran og Irak importerede ayatollah Khomeini i tusindvis af plasticnøgler fra Taiwan. Ayatollahen sendte de iranske børn gennem de irakiske minefelter i retning mod fjenden for at skabe en åbning med børnenes kroppe. Før hver mission fik de iranske børn foræret en nøgle til at hænge om halsen; de fik at vide, at den ville åbne dørene til paradis.

Siden er barneselvmordsbombere dukket op i Gaza, Irak, Syrien, Nigeria og Afghanistan.

Fatwaerne mod “blasfemiske” forfattere, tildækningen af kvinder, angrebene på jøder verden over, forfølgelsen af kristne, misbruget af børn, påtvingelsen af islamisk lov… Alt dette har været de forgiftede frugter af Khomeinis revolution og de mest direkte udfordringer af den vestlige civilisations centrale dele. Vil Europa – den vestlige kulturs og civilisations vugge – åbne sine øjne og holde op med systematisk at vælge side til fordel for Irans tyranniske ayatollaher?