Kommentar

Alsace, Bas-Rhin, Église protestante de Notre Seigneur Jésus-Christ de Bischheim. Peinture «Le Christ aux limbes» (XXe). (Kilde: Ralph Hammann, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons)

Salmisten skriver: Herre, du min tilmålte del og mit bæger, du sikrer min lod. Målesnorene tildelte mig herlige steder, jeg kan fryde mig over min ejendom. Jeg vil prise Herren, som råder mig, ja, om natten får jeg vejledning i mit indre. Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke. Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed. For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se graven. Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd. Sl 16,5-11

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. 1 Kor 15,12-20

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Joh 20,1-18

ANNONSE

2. påskedag

I går fejrede vi den største begivenhed, der nogen sinde har fundet sted – den begivenhed, der er hele fundamentet for vores kristne tro: Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Sikke noget at bygge sit liv på: at tro på, at der engang var én, der stod op fra de døde. Det kan man jo ikke. Det var noget, folk kunne tro på i gamle dage, da der ikke fandtes ting som radioer og  mobiltelefoner og rumraketter. Da ikke i 2018. Hvor må man være dum i hovedet, hvis man tror på den slags, nu hvor vi har opfundet naturvidenskaben. Og som kristne i dag må vi finde os i, at mange folk vender øjne ad os og regner os for at være håbløst ude af trit med tiden. Vi må finde os i at være til nar. Det måtte Jesus nu også, så måske er det helt som det skal være? Men alligevel – det var nu rart, om man kunne overbevise verdens kloge hoveder om, at man alligevel er et ganske fornuftigt væsen, selvom man går i kirke og den slags.

Det er der også nogen, der har fundet en løsning på. Nogle, der gerne vil have navn af kristne, men samtidig også gerne vil anerkendes af den kulturelle elite. De siger nemlig bare, at man skam sagtens kan være kristen uden at tro, at Kristus virkelig er opstanden fra de døde. Man kan bare betragte mennesket Jesus som et stort forbillede og leve efter de anvisninger, han gav i fx Bjergprædikenen, hvor han siger så mange smukke ting, om man skal elske sine fjender, vende den anden kind til osv. Hvis man gør det, så vil man kunne skabe et gudsrige på jorden, for, som Thorkild Grosbøll sagde for nogle år siden: ”Der er kun det gudsrige, der skabes og lykkes ved os.” Gud formår intet, mennesket formår alt. Fortællingen om Jesu opstandelse kan man så bruge som ”livspoesi” eller ”et smukt billede”, som det hedder, og på den måde kan man altså være kristen uden at tro, at Kristus er opstanden.

Jeg synes nu, der er noget lidt trist over en sådan kristendom, som er tømt for alt indhold, der ligger ud over, hvad vi kan sige os selv; en kristendom, der ikke tror på Jesus som den opstandne Kristus, men kun som den døde og begravede tømrersøn fra Nazareth.

Det kan godt være, der er nogen, der mener, at alting ville glide nemmere og verden være bedre, hvis alle var lidt venligere mod hinanden havde lettere ved at tilgive hinanden. Men dét synspunkt

kan man bare ikke tage Det nye Testamente til indtægt for. Og det er da også, om noget, naïvt. Det er så naïvt, at man ikke ved, om man skal le eller græde ved at høre lærde mennesker slå til lyd for det.

Hvis ikke opstandelsen fandt sted, så er påskefortællingen ikke den opbyggelige og ”smukke” historie, disse folk vil gøre den til. Så er det slet og ret historien om, hvordan det gode, redelige og kompromisløse menneske, Jesus fra Nazareth, blev pint, hånet og henrettet og lagt i sin grav. Og dermed punktum. Det gode tabte, og det onde vandt. Det er der ikke meget ”smukt” over. Ikke megen opmuntring til de gode mennesker, der så gerne vil gøre verden til et bedre sted.

Hvis påskeberetningen slutter med Langfredag, så er der ingen grund til nogen optimisme på godhedens vegne. Og al den rosenrøde humanisme, der tager Bibelen til indtægt for det fuldstændig ubegrundede standpunkt, at livet på jorden skulle blive bedre, hvis man prøver at opføre sig ligesom Jesus – den er ét stort bedrag, for enhver må da kunne se med sine egne øjne, at alt i verden går mod død og udslettelse, og at det er det onde – ikke det gode – der oftest løber af med sejren.

”Forbrydelse betaler sig ikke”, siger man, men det er jo løgn. ”Hvis der er noget, der betaler sig, så er det forbrydelse”, som Kriminalassistent Jensen siger i Olsen Banden. Forbrydelse betaler sig ganske udmærket, så sandt som der findes folk, der lever højt og flot på narkosalg, hæleri, rufferi, tyveri, og sådan kunne man blive ved. De gode græder og de onde ler; sådan er det alt for tit her i verden. Derfor kalder vi også Djævelen for Verdens Fyrste: han har stor magt her på den faldne jord.

Og tag nu denne mærkværdige hævdelse af, at opstandelsen skulle være ”et smukt billede”. Billede på hvad? Her må jeg skynde mig at sige, at det skulle ligge mig endog meget fjernt at hævde, at alt i bibelen skal tages for pålydende. Historien om Jesus bliver fortalt mange år efter den har fundet sted, af flere forskellige, almindelige, fejlbarlige mennesker, som modsiger hinanden indbyrdes. Men der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at dén historie, de alle sammen vil fortælle, i en nøddeskal handler om en mand, Jesus fra Nazareth, der blev født – ikke nødvendigvis lige nøjagtig i år nul, ikke nødvendigvis af en ubesmittet kvinde, og ikke engang nødvendigvis i Betlehem; levede – ikke nødvendigvis helt nøjagtig på den måde, der gengives i evangelierne; og døde på et kors – ikke nødvendigvis lige på en fredag. Men derefter stod han op fra de døde. Dérom er alle evangelisterne enige, og det er dem alt om at gøre at fortælle netop denne ene ting: at Herren er opstanden, han er virkelig opstanden! Og fordi han stod op, skal også du og jeg engang stå op fra vores grave. Med kød og ben. Fordi han virkelig stod op. Med kød og ben.

Hvis han kun billedlig talt stod op fra de døde – dvs. som et smukt minde om alle de gode og rigtige ting, han sagde og gjorde, inden han blev brutalt klynget op på et kors under alle folks hån og spot – hvad i alverden skulle det dog vedkomme mig eller dig eller nogen som helst andre? Så er han dog lige fuldt død, død og begravet, ligesom alle andre ting i verden også bliver det. Så er påskefortællingen historien om, at det gode har tabt. Historien om, at der intet håb er, ingen trøst. Historien om, at alt er tomhed. Og at bilde sig andet ind, hvis man vil være kristen uden at tro på opstandelsen, det er et stort bedrag!

Bibelens sande historie, dén vil til gengæld ikke bedrage. Den sænker ikke humanismens lyserøde fløjlstæppe ned over menneskenes virkelighed, nej, den flænger alle forhæng, vælter alle facader, ser lige igennem kalk og puds og overflade. For det er den barske og kyniske historie om, at mennesker ikke er rare, og at det gode er hjemløst i verden, hvis ikke – hvis ikke Kristus er opstanden fra de døde. Med Jesu opstandelse står og falder det hele. Simpelthen alting. Er Jesus opstanden – virkelig opstanden, så har det gode sejret og kan aldrig mere tabe, og så kan vi mennesker tro på det gode. Er han ikke opstanden – så har det gode ingen magt, og så er det bare med at dukke sig, når ondskaben invaderer vores tilværelse, for hvorfor kæmpe mod så overvældende en overmagt?

Jamen man kan jo vitterlig ikke stå op fra de døde. Anerkender jeg da ikke naturlovene? Jo, jeg ved da nok, at naturlovene ikke tillader folk at springe kækt op af deres grave i tide og utide. Det vidste man faktisk allerede lang tid før den moderne videnskab, og Bibelens forfattere var ikke idioter. De var udmærket klar over, at opstandelse fra de døde var umulig. Det forekom ikke. Og kristendommen er ikke en svævende hokuspokus-religion, der påstår, at naturlovene er til at omgå sådan i al almindelighed. Kristendommen afskriver ikke fornuften og forstanden, tværtimod. Men kristendommens under går over al forstand. Ikke udenom, men over. Kristendommen går  ind og overbyder og kortslutter forstanden med sin helt uforståelige påstand, at Jesus er opstået fra de døde. Fordi det kan man jo ikke! Men det gjorde han! Og kun fordi vi anerkender videnskaben og naturlovene og fornuften, kun derfor kan vi indse det helt overvældende fantastiske og grænsebrydende i det store under: at Jesus er opstanden fra de døde. Og med Jesu opstandelse står og falder alt.

Og nu kommer jeg så til dagens tekst. For det er dét, der går op for  Maria Magdalene i gravhaven. Hun går grædende omkring med billedet af korsfæstelsen på nethinden, i erkendelsen af, at det gode i verden har tabt. Hun er kommet til graven, fordi hun elskede Jesus noget så højt, men selv hun forstod ikke, hvem han var. Hun ledte efter en død Jesus, en menneskelig Jesus. Og hun kunne ikke forstå, hvorfor liget var væk. For folk i gamle dage var nemlig akkurat lige så fornuftigt tænkende som vi. De vidste godt, at døde folk ikke bare sådan stod op af deres grave. Maria var ikke så tåbelig, at hun begyndte at lede efter en form for trøst i det, som Jesus havde sagt eller gjort, når nu hun vidste, at Jesu vej ikke ledte til andet end død og ydmygelse. Og selv ikke da hun ser engle sidde inde i graven i lysende klæder, selv ikke da falder det hende ind, at han er opstået fra de døde. Selvfølgelig da ikke. Han var jo død. Desværre, ja. Og med ham var hendes håb lagt i graven og forsvundet.

Men nu sker der så bare det – at hun møder Jesus. Hun møder ham, midt i sit dybeste mismod, i gravhaven, og han taler til hende, siger hendes navn. Og da forstår hun – i dét øjeblik – at det utrolige er sket. Og hun gik hen til disciplene og sagde til dem: ”Jeg har set Herren!” Utroligt. Men sandt. Umuligt at fatte, og dog er det sket. Dét er det virkelig fantastiske! Vi tror det utrolige! Og det vil vi holde påske på!

Amen!

ANNONSE

Skriv et svar