Kommentar

Billede: Christ Pantocrator fra basilikaen i Monreale, Sicilien.

I tiden mellem hellenisme og senantik, fra ca. 300 f.Kr. til ca. 300 e.Kr., befinder middelhavslandene sig i en speciel brydningstid. Der sker en kontinuerlig udveksling av filosofiske tanker, religiøse impulser og krigerske konflikter, som har rødder i forskellige etniske grupperinger med særegne kulturelle traditioner. Meget af denne mangfoldighed flettes ind hinanden og danner nye konstellationer og legeringer. En sådan udveksling af impulser og udvikling af nydannelser på forskellige områder og til forskellige tider, kan med fordel studeres under synsvinklen appropriation.

Begrepet «appropriation» er af nyere dato og bruges mest inden for kulturvidenskaberne. Kernen i dette begreb er, at man  tilegner sig noget og omdefinerer det til noget andet, som ikke er radikalt forskelligt, men repræsenterer en ændring eller udvidelse i form og indhold. I et historisk perspektiv er den slags ændringer ret komplekse, derfor må man ty til visse metodiske forenklinger, som kan belyse overgangen mellem etableret tænkning til nytænkning, indarbejdet religiøsitet til nye kultiske praksisser og traditionelle formudtryk til formfornyelse osv. Det er i sådanne overgangsfaser, at teorien om appropriation kan blive frugtbar, specielt med tanke på den historisk omfattende periode, jeg nedenfor skal gå ind i. På en måde synliggøres her konturerne af det, som efterhånden bliver den europæiske civilisation, hvor kristendommen udgør drivkraften og fastlægger præmisserne for et nyt religiøst trosfællesskab.

Kontekst

Kristendommen opstod i den kulturelle smeltedigel, som vi benævner hellenismen, i den periode man karakteriserer som verdensrigernes tid. Der var romersk overherredømme i områderne omkring Middelhavet, præget af blandingskulturer, hvor man var gået fra selvstændigt styrede bystater til et centraldirigeret overherredømme med den romerske kejser på toppen. Hellenismen startede med Alexander den Stores erobringer på 300-tallet f.Kr. og bliver gerne betegnet som en overgang fra mythos til logos. De gamle bystater (polis) med sine kulturelle og religiøse referencerammer, var knyttet til mythos. Myter, sagn og fortællinger udgjorde dermed grundlaget for polis. Man kalder dette en handlingskult, hvor man lagde vægten på, hvad man gjorde (offerhandlinger) og ikke på, hvad man troede. Under mythos var der ikke nogen individuel forbindelse mellem jeg’et og guddommen.

ANNONSE

Til forskel fra bystatens etablerede orden var den nye tid under hellenismen præget af store kulturmøder via handel, stor rejsevirksomhed og folkeforflytninger. Antikken udgør et samlebegreb for denne kompleksitet.

I de græske bystater havde borgerne politisk indflydelse, denne forsvandt med hellenismen. Riget blev for stort og uoverskueligt, individet har ikke længere nogen indflydelse på samfundet, det føler sig magtesløst og interessen vendes indad mod den personlige udvikling. Politik og samfundsliv bliver mere usikkert.

I dette klima udvikler der sig en enhedskultur af politisk og filosofisk art. Enheden forstærkes gennem det fælles græske sprog, samt en dyrkning af guder, som ikke er lokalt forankret (f.eks. mysteriekulter). Filosofien, med sin læggen vægt på fornuften (logos), får en dominerende plads. På samme tid opstår en individualistisk, indadvendt kultur, hvori stoicismen er en vigtig drivkraft. Denne, både individuelle og globale orientering, beredte dermed grunden for kristendommen. Det er i denne kontekst, man må forstå kristendommens møde med antikken, dens forskellige konflikter, assimilation og videreudvikling i retning af et religiøst afklaret verdensbillede.

Brydninger

Kristendommen udsprang først og fremmest af jødedommen.  I den første tid blev de kristne opfattet som jøder og havde de samme privilegier, bl.a. frihed til egen gudsdyrkelse og fritagelse fra at dyrke kejseren. Den græsk-romerske kult var som udgangspunkt inkluderende, i den forstand at man godtog dyrkelse af flere guddomme. Den første konflikt eller brud de kristne havde med antikken skete alligevel først og fremmest indenfor jødedommen, med Jesus’ korsfæstelse. Peters og Paulus’ forkyndelse medførte også en afstandstagen til anden gudstro, bl.a. kejserkulten, hvilket skærpede konflikten. Begge led også martyrdøden.

Et af de store problemer for etablering af kristendommen var, hvordan man skulle forholde sig til den vigtigste klassiske tekst i antikken, nemlig Homers fortællinger i Illiaden og Odysséen. Disse tekster blev benyttet over hele romerriget i den encykliske undervisning og var en kilde til kritik og diskussion også fra ikke-kristent hold, for eksempel fra Seneca og Filon. Homers tekster blev opfattet som den kulturelle kanon, hvori al visdom var samlet. Men hvordan skulle man som kristen forholde sig til en hedensk gudeverden,hvor guderne ofte opførte sig værre og mere umoralsk end vanlige dødelige.  Et citat fra Aristides apologi (s. 231) siger meget om, hvordan mange kristne opfattede grækerne og deres guder: «Skønt grækerne siges at være kloge, har de vist større dårskab end kaldeerne ved at indføre mange guder, mandlige og kvindelige, ophav til alle slags lidenskaber og lovløsheder. Ja, selv har de fremstillet disse som ægteskabsbrydere og mordere, hidsige og opfarende, sådanne som myrder fædre og brødre, tyve og røvere, halte og lamme, troldmænd og utilregnelige.»

For de, som var mere imødekommende overfor de encykliske studier, var det sædvanligt, at tolke fortællingerne propædeutisk (forberedende læring), som hos jøden Filon. Han opfatter dem som et forstadium til at forstå de store dyder og de dybere sandheder, som han fandt i Moseloven. Denne holdning deltes også af mange kristne, men der var også stor uenighed.

Tertullian (ca.160-225), en af de mest indflydelsesrige teologer i oldkirken, var den, som stillede sig mest afvisende til det græske undervisningsoplæg, filosofi og kultur. Han betragtede hedningernes skrifter som vranglærens kilde (De idolatria). Han mente, at den eneste kundskab, som var nødvendig, var Kristus og evangeliet. Man blev uren af at læse Homer.

Den anden konflikt eller bruddet med antikken, som Tertullian tager op, er afgudsdyrkelse. Han peger på, at der findes forskellige former for afgudsdyrkelse, som også har med erhvervsudøvelse at gøre. Her nævner han håndværkere, som laver afguder, astrologer og sandsigere, som tilbeder stjernetegnene, læreren, handelsmænd som hengiver sig til afguden «grådighed» eller de, som sælger udstyr til fremmed kult. Han finder også denne type afgudsdyrkelse hos offentlige tjenestemænd og blandt militært personel. Det at de kristne på forskellige måder brød med den antikke kultur, resulterede i en udstrakt kristendomsforfølgelse, specielt under kejser Nero.

Tilpasning og videreudvikling

Selv om de kristne i flere henseender var på kollisionskurs med antikkens idéer og tankemåder, forhindrede det alligevel ikke at de, efterhånden som kristendommen fik større indflydelse og stærkere grobund, også lod sig influere af den. Gradvist tilpassede og videreudviklede de en række elementer og symboler i den antikke kultur, så den blev mindre fremmedartet. Eksempler på en sådan symboltilpasning finder man i katakomberne, hvor duen, som i antikken var symbolet på sjælen eller døden, i den kristne lære bliver til den hellige ånd. I katakomberne finder man også det antikke motiv den gode hyrde, som lidt efter lidt blev omtolket til Kristus. Sejrskransen, som blev brugt ved de olympiske lege, bliver på samme måde forvandlet til et symbol på Kristi sejr over hedenskabet.

Et andet eksempel er det antikke kultsymbol «sol invictus» som bliver koblet til Kristi fødsel, til dens fejring 25. december. Således også med det egyptiske solsymbol, obelisken, som i et kristent perspektiv bliver forvandlet til «Jesus er livet». Nævnes bør også, at betegnelsen for Vestalindernes ypperstepræst, «Pontifeks maximus», senere bliver en titel, pavekirken tager i brug.

De gamle antikke templer bliver heller ikke revet ned, men fik en kristen indvielse og blev  brugt som kirker. En av de mest kendte er Pantheon i Rom, i begyndelsen et rundt tempel som i følge navnet skulle være et tempel for alle guder. Men det var særlig de antikke basilikaer, antikkens mest offentlige rum, som skulle blive den mest hensigtsmæssige bygningstype for de kristne ceremonier, som efterhånden udviklede et fastere ritual. Basilikaerne var store, aflange forsamlingshuse med en apsidal afslutning (formet som en halvcirkel) forbeholdt kejseren, som ved specielle anledninger fremstod med guldstøv i håret, så det skinnede og strålede som en glorie. Denne kejserlige placering blev senere overtaget af præster, biskopper og paver, mens stråleglansen blev forvandlet til guldglimtende glorier hos de kristne helgener i tråd med traditionen fra «sol invictus». Det vi opfatter som et genuint kristent symbol, nemlig englen, har sin oprindelse i de romerske viktorier, som var bevingede sejrsgudinder. Den slags symbolske forvandlinger fra kejserkult til kristen ikonografi vidner om et udstrakt behov for at opbygge en specifik kristen symboltradition i en overgangsfase.