Trykkefrihedsselskabets grundlægger Lars Hedegaard måtte tidligere i dag stå skoleret i Retten på Frederiksberg, tiltalt for at have brudt navneforbuddet på sin formodede attentatmand BH. En tragikomisk affære anført af advokat Thorkild Høyer, tidligere maoist i Kommunistisk Arbejderparti, tidligere juridisk rådgiver for Café Liberation – Blekingegadebandens tilholdssted på Amager.

I forbindelse med retssagen var adskillige støttere af Lars Hedegaard tilstede, og det forlyder at Trykkefrihedsselskabets Torben Mark Pedersen står foran en lignende sigtelse, da han mødte op i en hvid t-shirt påskrevet navnet på den unævnelige islamist. En farce.

Der falder dom i sagen den 4. marts skriver Trykkefrihed.dk. Herunder Lars Hedegaards forsvarstale.

Høje Ret

Det ligger mig fjernt at ville belære retten om jura, især fordi jeg ikke er jurist. Jeg er til gengæld historiker og vil i denne sammenhæng fremdrage et særdeles indflydelsesrigt historisk dokument, nemlig Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 4. juli 1776.

I en af dens berømteste formuleringer hedder det: ‘Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.’

Den første umistelige rettighed er altså retten til liv. Det betyder, at retten til liv ikke er noget, vi har fået skænket af kongen, Folketinget eller domstolene. Vi har denne ret alene i kraft af, at vi er mennesker.

Men når vi har denne umistelige ret, følger det også, at vi har retten til at beskytte vores liv, hvis andre ikke kan eller ikke vil. Denne ret benyttede jeg mig af den 5. februar 2013, da jeg var nødsaget til at nedkæmpe en terrorist, der kom for at skyde mig. Og det var den samme ret, jeg henholdt mig til, da jeg i midten af oktober 2014 nævnte navnet på min attentatmand.

Min situation var på det tidspunkt, at politiet halvanden måned forinden havde meddelt mig, at B.H. var ude af fængslet, og at ingen dansk myndighed vidste, hvor har befandt sig. Jeg havde dengang ingen personbeskyttelse. Enhver kunne så let som ingenting skyde mig ned, hvis jeg vovede at åbne døren eller gå en tur på gaden. Der var ingen grænsekontrol, hverken i Sverige eller Danmark, og det ville være en smal sag for det uheldige postbud at tage til Sverige, køre over broen og genoptage jagten på mig.

Derfor greb jeg til den selvforsvarshandling at gøre attentatmandens navn, billede og andre personlige fakta så kendte som muligt – ud fra den betragtning, at det ville være til min fordel, hvis andre blev opmærksomme på hans færden.

Hvis jeg skal dømmes for det, så har domstolen i realiteten frakendt mig retten til efter bedste evne at forsvare mit liv.

Jeg har bemærket, at advokaturchefen I Københavns Politi har anklaget mig for at udvise manglende respekt for retsvæsenet. Intet kunne være mere forkert. Jeg nærer den største respekt for retsvæsenet og ønsker derfor, at det udviser respekt for sig selv som forudsætning for, at andre også kan gøre det. Og hvis hensynet til en attentatmands eventuelle fornærmelse skal vægte mere end min ret til at forsvare mit liv, er jeg bange for, at den almindelige retsfølelse vil lide skade. Ganske særligt i en situation, hvor argumentet om hensynet til sagens efterforskning er faldet til jorden i og med, at politiet gerne ser navneforbuddet ophævet.

Til slut blot dette: Der tales fra tid til anden om Danmarks omdømme i udlandet. Jeg har på det seneste talt med flere oplyste og veluddannede mennesker på begge sider af Atlanten, der ryster på hovedet over, at jeg – som dog er offeret i denne sag – skal trækkes for retten. Og jeg kan forsikre, at deres forundring ikke bliver mindre, hvis jeg nu skal dømmes, mens min attentatmand frit kan rejse rundt og planlægge nye ugerninger.