Kommentar



Der var en afdæmpet – nærmest resigneret – stemning bland de fremmødte tilhørere til Østre Landsrets ankebehandling af Frederiksberg Rets dom fra marts i år, hvor Lars Hedegaard blev idømt en bøde på 5000 kr. for at bryde navneforbuddet mod hans attentatmand, BH. Ingen – heller ikke Lars Hedegaard – forventer et andet udfald af anken, end at Landsretten om en uge, når dommen offentliggøres, vil stadfæste byrettens dom.

Hedegaards forsvarer, Peter Trudsø, gjorde ellers en ihærdig indsats for at levere argumenter for en frifindelse, med afsæt i sagens særegne karakter: ikke alene har Hedegaard været udsat for en meget alvorlig forbrydelse – denne forbrydelse er også en terrorhandling, hvor gerningsmanden fortsat er på fri fod, og derfor stadig kan udgør en trussel mod Hedegaard. Overtrædelsen af navneforbuddet skal altså ses som en nødretshandling, der havde til formål at udbrede kendskabet til BH for dermed at gøre det mindre sandsynligt, at Hedegaard igen ville stå ansigt til ansigt med ham. Politiet har som bekendt ikke været i stand til at finde BH, som efter sigende er steget voldsomt i graderne hos IS, der fik ham udleveret fra et tyrkisk fængsel.

Gode argumenter – men ikke nok til at overbevise Retten på Frederiksberg om, at der var tale om nødret. Og med mindre Østre Landsret – mod forventning – kommer til det modsatte resultat, er der juridisk set ikke så meget at komme efter: Hedegaard har erkendt, at han bevidst trodsede navneforbuddet og nævnte BHs navn, både i artikler på nettet og i bogen “Attentatet” – og så har han overtrådt Retsplejelovens § 32 b, stk. 1, som takserer overtrædelse af navneforbud med bødestraf.

ANNONSE

Det er vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at argumentere mod rettens mulighed for at nedlægge navneforbud i straffesager. Det er et af retsstatens mest grundlæggende principper, at en sigtet/tiltalt er uskyldig til det modsatte er bevist og der er faldet dom i sagen, og et navneforbud kan være med til at beskytte den tiltalte mod fejlagtigt at blive udstillet som kriminel i offentligheden. Derfor skal overtrædelse af et nedlagt navneforbud også have mærkbare konsekvenser for den formastelige. Vil vi fastholde retsstaten med alle dens retssikkerhedsgarantier, skal BH, som jo endnu ikke er dømt for attentatet mod Lars Hedegaard, derfor også nyde samme ret til anonymitet som enhver anden, der anklages for at have begået kriminalitet.

I det perspektiv – og alt andet lige – er Lars Hedegaard skyldig i overtrædelse af Retsplejelovens § 32 b, stk. 1 og er hjemfalden til bødestraf.

Problemet er bare, at BH ikke havde nogen anonymitet, der kunne beskyttes af et navneforbud, på det tidspunkt da det blev nedlagt. Hans navn var ude alle vegne – og blev flittigt delt på de sociale medier – sammen med hans klassebillede fra Frederiksberg Gymnasium.

Det var altså dybest set en tom gestus, da dommeren på Frederiksberg imødekom advokat Thokild Høyers anmodning om at nedlægge navneforbud for sin klient, for BHs anonymitet kunne ikke længere beskyttes.

På sin egen bagvendte og kontraproduktive måde er netop den retsgaranti, som navneforbuddet udgør, blevet et angreb på manges retsfølelse, når offeret for et mordattentat nu sidder på anklagebænken i en straffesag for at nævne sin attentatmand ved navn. Og det var også en helt absurd oplevelse at overvære offeret anklaget – med gerningsmanden som formelt offer. Og endnu mere absurd virkede det at se Lars Hedegaard ankomme til Østre Landsret i en sværm af PET-agenter og politi med automatvåben og skudsikre veste. Alt sammen for at beskytte Lars Hedegaard mod BH og hans åndsfæller.

Høyer har været BH en god forsvarer, og det som det skal være i en retsstat, ligesom der skal ikke pilles ved restplejelovens retsgarantier. Men den dommer på Frederiksberg, der nedlagde navneforbud i denne sag bør virkelig have røde ører.

 

 

 

 

 

ANNONSE