LEDER



Bødestraffen mod Lars Hedegaard er noget mer end en retspolitisk skandale, det er et tegn på at selve retssystemet er angrebet af den konflikt der deler samfundet i to: Enten beskytter man demokratiet eller islam.

Vi har frihed til at benytte vores fornuft og intelligens. Den kan ingen ta ifra os. Fornuften sier os at retskendelsen på Frederiksberg kan tilbageskrives til den fundamentale konflikt mellem demokrati og islam.

I politik som i filosofi er der noget der hedder first principles: Man må begynde i den riktige ende. I vores tid er det konflikten mellem demokrati og islam. Men det kræver i dag styrke at si det der enhver fornuftig person selv kan se med det blotte øje. I seg selv er denne blokering og stærke uvilje et tegn på hvor svagt demokratiet står. Demokratiet undsiger sig selv.

ANNONSE

Vi får det demonstrered hver eneste dag, i hver eneste nyhedssending: Demokratiet er i splid med sig selv. Store dele af den politiske elite er ikke i stand til at indrømme at konflikten engang findes. De viger udenom, og benægter konflikten. Andre er ude i et apologetisk ærend og det er ikke en sag hvor ikke medierne henter ind eksperter som sørger for at de får fastlagt den politisk rette kurs. Resultatet er at demokratiet bliver forsvarsløst. Dens håndhævere vælger i praksis at beskytte islam.

For nogle er dette ideologisk, men for langt de fleste er det snak om fellow travellers. De orker ikke indse at deres job befinder sig i et minefælt, at de måske trænger civil courage for at stå imod. Det gælder politikere, det gælder pressen og det gælder politi og rettsvæsen. Man gør sig selv magtesløs.

Når statsinstitutionerne vælger at tækkes islam får det store konsekvenser for borgerne. I dette tilfelde er det tale om det første politiske attentat i Danmark siden attentatet på konseilspræsident  J.B.S Estrup 21 oktober 1885.

Attentatet på Hedegaard 5. februar 2013 har med dommen på Frederiksberg fredag 4. mars 2016 fået en dybere historisk betydning. Da Trykkefrihedsselskabet holdt møde på Christiansborg kort efter attentatet, var et samlet politisk Danmark til stede for at vise solidaritet. Hedegaard var blevet et symbol på angrebet på ytringsfriheden. Hvad man end måtte mene om hans ytringer.

Men spørgsmålene hang også dengang i luften: Hva vil det officielle Danmark foreta sig? Hvilke konsekvenser vil det få at Danmark har politiske bevægelser som anvender attentat som middel? Det skete ingenting. Natten mellem 14. og 15. februar var det fjenden der gik til angreb og staten blev taget på sengen.

Socialdemokraternes partiformand har denne ugen blæst til frihedskamp mod islamismen. Hvis Mette Frederiksen mente noget med det hun sa, har hun her en anledning til at bevise det.

Efter attentatet i 2013 forsøgte Hedegaard at få til et møde med hennes forgjænger som justisminister, partifelle Morten Bødskov. Han ville ikke træffe Hedegaard. Det siger meget.

Politiets tjenestemænd har gjort deres arbejde. De var sikre på at de havde fundet frem til den riktige gerningsmand. De sa også til Hedegaard at BH (28) ikke handlet på egen hånd. Nogen havde sændt ham. Politiet lovede Hedegaard at det ville komme frem en stor hemmelighed når BH ble stilt for retten.

Men Tyrkiet ville det anderledes. De udleverede BH til IS i en byttehandel og har ikke været interessered i at samarbejde med danske myndigheder. Daværende udenriksminister Martin Lidegaard ville ikke belyse sagen.

Hedegaard gør hvad han kan for at beskytte sit liv: Han gør offentligheden opmærksom på hvem attentatmanden er. Danmark har åbne grænser. Hvem ved om de ikke vil forsøge sig igen?

For dette blir Hedegaard slæbt for retten. Alle der troede at det var tale om en formalitet, må tro om igen.

Attentatmandens rættigheder vejer tyngre end hensynet til en person der er forsøgt dræbt for sine meninger.

Først angriber en islamist ytringsfriheden og demokratiet. Dernest solidariserer retsvæsenet sig med islamisten.

Det er rene ord for pengene.

Bødestraffen mot Hedegaard er et anslag mot demokratiet, og denne gang er det staten som angriber en borger. I virkeligheden er det demokratiet dommen angriber. Det er den fundamentale indre splid. Nedbrytningen indenfra. Loven som redskab til at rive loven ned.

 

 

ANNONSE


  • Glennie Sørensen

    Dommeren(e) i sagen, er næsten med garanti, Radikal, som de fleste i den Danske dommerstand, det viser dommen jo også…

  • Jens Peder nicolaisen

    Dommerne skal dømme ud fra hvad de finder rimeligt og fornuftigt. Men problemet er, at dommerne er styret af deres følelser som vi jo alle er: Fornuften er og bør være følelsernes slave”. (Schopenhauer) Derfor er mange domme uforståelige

  • Trygve Eklund

    Kronerulling?