Nyt



Steve Bell, The Guardian. Her er det hele, Bindesbølls Carlsberg-typografi. Den Kongelige Porcelænsfabrik, LEGO og Danish Bacon. Men der er andre, der hader os mere. Sammenlignet med f.eks. Dagens Nyheters tegninger under Muhammedkrisen for ti år siden, er The Guardian gemytlig og med en vis satirisk varme. Derudover er den først og fremmest dum, man bør ikke ophidse sig over den, sådan som man kan se Jakob Ellemann-Jensen er humorbefriet nok til at gøre. Jeg kan godt se, Løkke ligner Julius Streicher, men der skal mere til at bringe mit pis i kog.

Se så DN’s perfide tegninger her med den øldrikkende, opkastende dansker og grisen, der inviterer til en baghyler under en moskéagtig bue. Den er fra landet, der har opfundet det politiske humbugord “hatsajt.” Her er gemytligheden under frysepunktet, og man forstår ikke, de gider, hvis man ikke ved, at de er politiske kommissærer. Det gælder deres herrer og hele deres korte liv, så der skal tryk på ondskaben. Så meget had i så nobel en indpakning. Borgerskabet er, som at træde ind i et TV spil af Leif Panduro, dæmoner fra gulv til loft, men hvem var det lige, der var overlegent de fleste under Muhammedkrisen, og fik ret af historien?

dn dn (1)

ANNONSE


  • Peter Pedersen

    Om jeg forstår, at nogen kan mene, at forargelse over det andet skulle være bedre end det første??? Forargelse er alene et udtryk for slet skjult selvhad, dog kan man sige, at megen satire dækker over selvhad med samme arnested som forargelsen. Ps. Muhammed krisen var uanset potentialet til noget meget grimt, men som blev afværget, en faktuel økonomisk krise, og dem der fik ret/vandt der, var igen igen petrodollar industrien med Arla som ubetydelig niche i det regnskab…

  • Svend

    Intet nyt under solen. Venstrefløjen har altid opført sig svinsk, da de ikke ejer evne til at argumentere. Altid svinske personangreb – hvis de ellers nøjes med det. Vi kender jo alle angrebene på Pia Kjærsgaard. Her kunne de være deres store forbillede Julius Streicher rangen stridig.

    Vi må huske på, at venstrefløjens globalsocialistiske projekt smuldrer med, en for dem, fouroligende hast. Allerede nu aner de i horisonten, hvorledes dygtige arbejdsgivere, arbejdere, jøder og andre værdifulde fremover måske får mulighed for at drive deres “spil”, der udstiller venstrefløjen som de evige tabere – de er.