Løgn om palæstinensernes afvisning af Israel

Fornægtelsen af palæstinensernes historiske afvisning af tostatsløsningen er en hjørnesten i den pro-palæstinensiske propaganda. Det er en misinformationskampagne, som alle anti-israelske kræfter, herunder Danmarks Radio og mange akademikere, kan samles om. Mellemøstekspert og historiker Jørgen Bæk Simonsen, der for længst har meldt sig under de pro-palæstinensiske faner, er ingen undtagelse. Han gør i Deadline på DR2, 20. maj 2025, en ihærdig indsats med samme formål.

I forbindelse med det kommende skolevalg og spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at debattere en eventuel anerkendelse af en palæstinensisk stat, har Deadline valgt at afholde “den forbudte debat” i studiet. Som optakt har man indbudt Jørgen Bæk Simonsen, som bedes om at “løbe nogle af de vigstigste nedslagspunkter igennem for Palæstinas moderne historie.”

Historieforfalskning

Jørgen Bæk Simonsen indleder sin fremstilling ved at forklare (retvisende), at FN i november 1947 vedtog oprettelsen af en arabisk og en jødisk stat i det tidligere mandatområde. “Altså to stater,” understreger han.

Men sådan gik det ikke, fortsætter eksperten:

“Det internationale samfund [levede ikke] op til det løfte, der blev givet i november 1947 om etablering af en arabisk stat i en del af det, som det britiske mandat, Palæstina, omfattede.”

Her afviger historikeren allerede fra den historiske sandhed ved at give indtryk af, at det var “det internationale samfund,” og ikke araberne selv, som torpederede tostatsløsningen, samt at de palæstinensiske arabere i 1948 skulle have været interesseret i en stat “i en del” af området.

Begge dele er faktuelt forkert. De arabiske palæstinensere (og de arabiske stater) afviste pure at dele området med de palæstinensiske jøder, der omvendt accepterede FN’s forslag. Netop det er et velkendt historisk faktum, som DR’s journalist burde være bekendt med og holde gæsten fast på. I stedet kører studieværten, Astrid Berg, med på Jørgen Bæk Simonsens falske præmis:

“Hvordan arbejder palæstinenserne (…) i årene efter [1948] for at få den stat, som de er blevet stillet i udsigt?”

Præmissen for hendes spørgsmål er totalt falsk, fordi palæstinenserne (som de sidenhen bliver kaldt) jo netop ikke arbejdede for at få den stat, som de blev stillet i udsigt, altså en stat ved siden af den jødiske, men derimod for at ødelægge den jødiske stat.

Jørgen Bæk Simonsen forklarer fortsat – i direkte modstrid med den historiske sandhed:

“De palæstinensiske ledere op igennem 1950’erne og 60’erne (…) fastholder igen og igen og igen, at det, der sådan set var udgangspunktet for etableringen af den jødiske stat, Israel, (…) det var, at man delte det britiske mandat, Palæstina. Men (…) den arabiske stat blev ikke etableret. Så de [palæstinenserne] må altså påtage sig opgaven. Og det er jo så det, som er udfordringen for den palæstinensiske nationale bevægelse igennem 60’erne og helt frem til i dag.”

Det er simpelthen lodret forkert. De palæstinensiske ledere fastholdt bestemt ikke, at man skulle dele mandatområdet med jøderne. De satsede tværtimod, sammen med de arabiske stater, benhårdt på at ødelægge Israel. Jørgen Bæk Simonsens fremstilling ovenfor er ren og skær historieforfalskning.

Palæstinenserne efterspurgte ikke en stat ved siden af Israel

Jørgen Bæk Simonsen bidrager interessant nok med en mindre kendt, men retvisende, historisk oplysning:

“Jordan annekterede jo [i 1950] Vestbredden, ikke? Og derved var det jordanske, hashemitiske kongedømme jo med til at tilintetgøre Palæstina, sådan som Palæstina ellers var kendt [sic, han mener sandsynligvis ‘tænkt’].”

Det er en god detalje at få med, at den arabiske stat, Jordan, overtog størstedelen af det område, der skulle have udgjort en arabisk palæstinensisk stat. Men Jørgen Bæk Simonsen undlader at fortælle, at hverken palæstinenserne eller andre i den arabiske verden modsatte sig Jordans (uretmæssige) overtagelse af Vestbredden.

Tværtimod. Af PLO’s oprindelige vedtægter fra 1964 (artikel 24) fremgår det eksplicit: “Denne organisation hævder ingen regional suverænitet over Vestbredden i det hashemitiske kongedømme, Jordan, over Gaza-striben eller Himmah-området.” Sidstnævnte refererer til Golan-højderne, der var besat af Syrien, mens Gaza dengang var besat af Egypten. Som det ses, gjorde palæstinenserne i 1964 intet krav på hverken Gaza eller Vestbredden. Ingen arabere insisterede i perioden 1949-1967 på oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af den jødiske. Al fokus var på at komme Israel til livs.

Falsk fremstilling af PLO’s formål

Jørgen Bæk Simonsen fortsætter med at forklare, at PLO, som var dannet i 1964, efter det arabiske nederlag i Seksdageskrigen i 1967, overtog kampen for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Men han udelader igen den væsentlige oplysning, at det omtalte ønske var en palæstinensisk stat i stedet for den jødiske – og ikke ved siden af.

Det fremgår faktisk tydeligt af PLO’s vedtægter, artikel 2: “Palæstina med dets grænser fra tiden for det britiske mandat er en regional, udelelig enhed.” Og ydermere af artikel 17: “Delingen af Palæstina i 1947 og etableringen af Israel er illegal og falsk”.

Sandheden kender Jørgen Bæk Simonsen som historiker naturligvis udmærket. PLO blev oprettet i 1964 (tre år før den kritiserede besættelse) med det formål at bekæmpe og ødelægge den jødiske stat. Og efter araberne i 1967 havde gjort endnu et mislykket forsøg på netop det, og i den forbindelse tabte bl.a. Gaza og Vestbredden til Israel, besluttede Den Arabiske Liga, at man aldrig ville hverken anerkende, forhandle med, eller slutte fred med Israel.

Hvad med den palæstinensiske terror?

Så let skal Jørgen Bæk Simonsen dog trods alt ikke slippe, så studieværten, Astrid Berg, bringer nu emnet med den palæstinensiske terror i 1970’erne, herunder massakren i München i 1972, på banen:

“[Den palæstinensiske terror] er vel også en del af historien om hvorfor, der fra Israels side har været nogle, der har kæmpet imod anerkendelse af en palæstinensisk stat?”

Jørgen Bæk Simonsen ønsker dog ikke at svare på studieværtens spørgsmål. Han vil hellere selv diktere interviewets gang:

“Jo, men det vi sætter fokus på nu, det er, hvad er den palæstinensiske bevægelses indsats for (…) den såkaldte tostatsløsning.”

Og her må man forstå, forklarer Jørgen Bæk Simonsen, at det er den oprindeligt planlagte stat – ved siden af Israel – som PLO efter 1967 kæmper for:

“Da PLO (…) overtager palæstinensernes sag, så lyder det krystalklart fra PLO: Det der er vores store opgave, det er at fastholde, at det palæstinensiske problem [er] et nationalstatsproblem, fordi den stat, som det internationale samfund i FN i november 1947 havde stillet i udsigt, der er det kun den ene part, der er blevet tilgodeset.”

Igen giver Jørgen Bæk Simonsen indtryk af, at palæstinenserne (nu repræsenteret af PLO) stræber efter en stat ved siden af den jødiske (“som det internationale samfund i FN i november 1947 havde stillet i udsigt”).

Men at han gentager den samme løgn, bliver den altså ikke sand af.

Hvad så med Hamas’ terror?

Efter Jørgen Bæk Simonsen gled af på spørgsmålet om PLO’s terror i 1970’erne, spørger studieværten nu, om ikke Hamas’ terror i dag udgør et problem for palæstinensernes ønske om at få deres egen stat.

Det er jo det, man kalder et rigtigt godt spørgsmål. Men heller ikke det ønsker Jørgen Bæk Simonsen at svare på.

Eksperten leverer i stedet et vaskeægte politiker-ikke-svar i form af en længere tirade imod Israel (som kan læses i sin fulde længde her), herunder noget med besættelsen af Vestbredden, bevæbnede bosættere, der generer palæstinensere, og så situationen Gaza – alle forhold, som Jørgen Bæk Simonsen bebrejder det internationale samfund at man “lukker øjnene for.”

En del af Israel-kritikken kan godt være relevant. Men det var bare ikke det, der blev spurgt om. Jørgen Bæk Simonsen opgiver her fuldstændigt at agere historisk ekspert, men springer i stedet ud som fuldtonet Palæstina-aktivist. Havde man inviteret formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening i studiet, havde man fået præcis samme (ikke-)svar.

Det skal da også bemærkes, at Jørgen Bæk Simonsen, sammen med en række andre danske mellemøstforskere, i 2021 skrev under på et anti-israelsk propaganda-manifest, hvori de i fællesskab erklærede deres uforbeholdne støtte til den fortsatte palæstinensiske kamp imod Israel. Det fik senere DR’s brugerredaktør, Jesper Termansen, til at anbefale, at en anden af medunderskriverne, professor ved RUC, Sune Haugbølle, fremover varedeklareres som politisk, Israel-kritisk aktivist, når han interviewes af DR, sådan at brugerne ikke forledes til at tro, at han er en objektiv ekspert. Det samme bør fremover gøre sig gældende for Jørgen Bæk Simonsens vedkommende.

Jeg har desuden kontaktet Deadline-redaktionen og appelleret til, at man fremover afstår fra at lade en aktivist på den måde styre et historisk narrativ væk fra den alment anerkendte virkelighed. Den evindelige påstand om, at palæstinenserne altid blot har ønsket sig en stat ved siden af Israel, bliver ikke sand, uanset hvor mange gange den bliver gentaget. Deadline-redaktionen bør tage ved lære af det historieforfalskende medløber-interview og bestræbe sig på at forhindre en gentagelse.

En redigeret udgave af nærværende nyhedsbrev er sendt til Jyllands-Posten som kronikforslag.