Gæsteskribent

Som arabere er vi mestre i at kræve vore menneskerettigheder respekteret, i det mindste når vi bor i frisindede demokratier som Nordamerika, Europa og Israel. Men hvordan ser det ud med vores respekt for andres menneskerettigheder, især jødernes?

Når vi kigger på vores indstilling til jøder, historisk såvel som i dag, må vi erkende, at den er centreret om at nægte jøder den mest grundlæggende menneskeret, den ret uden hvilken ingen anden menneskeret er relevant: retten til at leve.

Retten til at eksistere i Mellemøsten før 1948

Anti-zionister gentager ofte den påstand, at før etableringen af det moderne Israel kunne jøder leve i fred i Mellemøsten, og at det var dannelsen af staten Israel, der skabte det arabiske fjendskab til jøder. Det er løgn.

ANNONSE

Før dannelsen af det moderne Israel havde jøder, som historikeren Martin Gilbert har skrevet, “en inferiør status som dhimmier, som, selvom den ydede dem beskyttelse til at praktisere deres egen tro, udsatte dem for mange besværlige og ydmygende restriktioner i hverdagen.” Eller som en anden historiker, G.E. von Grunebaum, har skrevet, var jøder i Mellemøsten udsat for “en lang række af forfølgelser, vilkårlige konfiskationer, forsøg på tvungen konversion og pogromer.”

Retten til at eksistere som selvstændig stat

Zionismen udsprang af jødernes behov for at styre deres egen skæbne; ikke længere at være ofre for diskrimination og massakrer simpelthen fordi de er jøder. Dette projekt blev accepteret og formelt anerkendt af briterne, som af Nationernes Liga [forløberen for de Forenede Nationer] havde fået tildelt mandatet over Palæstina. Den arabiske verden har imidlertid aldrig accepteret den anerkendelse, som blev formuleret af Storbritannien i Balfour-deklarationen fra 1917, og den accepterede heller aldrig den delingsplan, som blev foreslået af FN i 1947, og som anerkendte jødernes ret til egen stat.

Arabernes nægtelse af at acceptere den jødiske stats ret til at eksistere, en ret som er stærkere rodfæstet i international lovgivning end næsten noget andet lands, resulterede i flere krige, begyndende med Uafhængighedskrigen i 1948-1949. I dag accepterer den arabiske verden stadig ikke forestillingen om en jødisk stat af nogen som helst størrelse eller skikkelse. Selv ikke Egypten og Jordan, som har underskrevet fredsaftaler med Israel, accepterer, at Israel er en jødisk stat, og de bliver ved med at fremme anti-semitisk had mod Israel.

Retten til at eksistere i Gaza, på Vestbredden og i Øst-Jerusalem

I 2005 trak Israel alle sine tropper og alle jødiske indbyggere ud af Gaza i det håb, at det ville føre til fred, i det mindste på den front, og give mulighed for, at Gazastriben, der nu var tømt for jøder, kunne udvikle sig til en blomstrende arabisk riviera, eller et nyt Singapore, og måske tjene som model for Vestbredden. Eksperimentet mislykkedes ynkeligt. Her er tale om en situation, hvor jøderne frivilligt opgav deres ret til at leve på dette stykke jord, men desværre opfattede palæstinenserne i Gaza det ikke som en mulighed for fred, men derimod som et tegn på, at hvis man skyder længe nok på jøderne, så rejser de – lad os derfor blive ved med at skyde.

Blandt zionister er der mange forskellige meninger om, hvad man skal stille op med Vestbredden. Disse meninger går lige fra en total og énsidig tilbagetrækning, ligesom i Gaza, til en fuld annektering, med mange muligheder derimellem. I øjeblikket hersker status quo, uden nogen specifikke planer for fremtiden.

Enhver ved imidlertid, trods UNESCO’s forræderiske omskrivning af historien, at før dette landområde blev kaldt for Vestbredden, havde det heddet Judæa og Samaria i mere end to tusind år.

Enhver ved, at Hebron rummer den traditionsrige gravplads for de bibelske patriarker og matriarker, Patriarkernes Grav, og at det regnes for det næst helligste sted i jødedommen. Ethvert fornuftigt menneske ved, at jøder fuldkommen uomtvisteligt skal have ret til at bo i dette område, selv under arabisk eller muslimsk jurisdiktion. Men enhver ved også, at intet arabisk regime kan eller vil beskytte de jøder, som måtte leve under dets jurisdiktion, imod det anti-semitiske had som udgår fra den arabiske verden.

Øst-Jerusalem, som af kongedømmet Jordan blev afskåret fra resten af Jerusalem under Uafhængighedskrigen, er en del af Jerusalem og indeholder Tempelbjerget, jødernes helligste sted. Den gamle bydel i Øst-Jerusalem var beboet af jøder, indtil disse blev etnisk udrensede af Jordan i krigen 1948-1949.

I maj 1948 fordrev den jordanske, arabiske armé alle de omkring 2000 jøder, som boede i Jerusalems gamle bydel, og smadrede hele det jødiske kvarter.

Selvom Israel to gange, først under premierminister Ehud Barak (år 2000) og siden under premierminister Ehud Olmert (år 2008), tilbød Øst-Jerusalem som del af en palæstinensisk stat, vil det tilbud næppe blive gentaget. Jøderne ved, at det ville betyde en ny bølge af etnisk udrensning, som ville nægte jøder ret til at leve i det landområde, hvor denne ret er vigtigere end noget andet sted.

Retten til at eksistere i Mellemøsten i dag

Under Israels uafhængighedskrig blev jøder etnisk udrensede fra Gaza, Vestbredden og Øst-Jerusalem, og i årene der fulgte, blev de udrensede fra resten af den arabiske verden.

Idag anfægter Israels fjender, hvoraf mange er arabiske, statens ret til at eksistere, og derfor jødernes ret til at eksistere, på to fronter: trusler om nuklear udslettelse og udslettelse ved demografisk kvælning.

Irans islamistiske regime har mange gange gentaget sine intentioner om at udradere Israel ved hjælp af atomvåben. Og for det tilfælde, at iranerne ikke skulle kunne gennemføre det, har den såkaldte “pro-palæstinensiske” bevægelse, herunder Boykot, Løsrivelses- og Sanktionsbevægelsen (BDS), en anden plan til udradering af den jødiske stat: én [fælles] stat med “ret til tilbagevenden” for alle efterkommere efter palæstinensiske flygtninge. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og hans forgænger, Yasser Arafats afvisning af at godtage nogen af de forslag til en to-statsløsning, som de indtil nu er blevet præsenteret for, er en del af denne plan.

Retten til at eksistere andre steder

Anti-zionisterne påstår, at jøderne er imperialister i Mellemøsten, ligesom briterne og franskmændene var det, og at de, ligesom disse, bør rejse tilbage, hvor de hører hjemme. Denne analogi er selvfølgelig ikke sand: Jøderne har en endnu længere historie i Mellemøsten end muslimer eller arabere.

Hører jøderne hjemme i Europa, som for blot få årtier siden forsøgte at dræbe hver eneste jøde, mænd, kvinder og børn? Hører jøderne hjemme i Nordamerika, hvor der indtil for få hundrede år siden ikke boede nogen europæere, kun indianere?

At sige, at jøderne “hører hjemme” disse steder, er ikke i overensstemmelse med virkeligheden; det er blot en belejlig påstand for anti-zionisterne.

Jøderne giver ikke op

Som arabere klager vi, fordi palæstinenserne føler sig ydmygede ved at skulle passere igennem israelske checkpoint. Vi klager over, at Israel opfører boliger på Vestbredden uden palæstinensisk tilladelse, og vi klager over, at Israel vover at forsvare sig imod palæstinensiske terrorister. Men hvor mange af os er standset op og har overvejet, hvordan situationen er blevet sådan? Hvor mange af os har mod til at indrømme, at det er den gentagne krigsførelse mod jøderne for at nægte dem retten til at eksistere, samt afvisningerne af hver eneste fornuftig løsning på konflikten, der har ført til den nuværende situation?

Vores budskab til jøderne, gennem hele historien og især efter at de havde den frækhed at ønske at blive selvstyrende, har været klart: det er selve jeres eksistens, vi ikke kan tolerere.

Men jøderne kræver retten til at eksistere og leve som ligeværdige på den jord, hvor de har boet og hørt hjemme uafbrudt i mere end tre tusind år.

At nægte et folk retten til at eksistere er desuden en forbrydelse af helt ufattelige dimensioner. Vi arabere foregiver, at det ikke er vores manglende respekt for jødernes ret til at eksistere, der er årsagen til konflikten mellem jøderne og os. Vi ynder at påstå, at konflikten handler om “besættelse” og “bosættelser.” Jøderne ser, hvad de radikale islamister i dag gør imod kristne og andre minoriteter, som også har levet i Mellemøsten i tusinder af år, før den muslimske profet Muhammed overhovedet blev født: yazider, kurdere, kristne, koptere, assyrere, aramæere og mange andre. Hvor findes disse oprindelige folk i Irak, Syrien og Egypten i dag? Lever de i frihed, eller bliver de forfulgt, fordrevet fra deres historiske hjemland, slagtet af islamister? Jøderne ved godt, at dette også ville være overgået dem, hvis ikke de havde haft deres egen stat.

Den egentlige arabiske anke imod jøderne er, at de eksisterer. Vi ønsker enten, at de forsvinder eller underkaster sig vore luner, men jøderne nægter at bøje sig for vores fanatisme, og de nægter at lade sig rokke af vores trusler og bagvaskelse.

Og hvem ved sin forstands fulde brug kan bebrejde dem det?

Fred Maroun, venstreorienteret araber med base i Canada, har bl.a. skrevet redaktionelle indlæg i New Canadian Media. Mellem 1961 og 1984 boede han i Libanon.

 

Oprindelig hos gatestoneinstitute.org.  Oversat af Mette Thomsen

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)