De to tidligere udenrigsministre, Mogens Lykketoft og Martin Lidegaard, siger til Danmarks Radio, at Danmark bør skride til anerkendelse af Palæstina som en suveræn stat. Per Stig Møller – også tidligere udenrigsminister – er mere forbeholden og fremhæver, at en såkaldt tostatsløsning ikke kan komme på tale, før den påtænkte palæstinensiske stat har vist vilje til at leve i fred med Israel. Men alle tre er enige om, at tostatsløsningen er den eneste sikre vej til fred.

Det besynderlige er, at der før Hamas’s overfald på Israel den 7. oktober sidste år allerede fandtes to stater, nemlig Israel og Gaza, som Israel havde rømmet i 2005 og overladt til palæstinenserne at styre. I den forbindelse gennemførte Israel med tvang evakueringen af mange tusinde israelere fra Gaza. Hvis palæstinenserne havde været interesseret i at opbygge deres egen stat, havde de nu chancen for at vise, hvad de kunne udrette – tilmed i et helt jødefrit område.

Men i stedet for at sikre de institutionelle og økonomiske rammer om et frit Gaza, accepterede indbyggerne et Hamas-diktatur, der lod sig finansiere af blåøjede udlændinge, og hvis egentlige politik var at forberede krig mod den jødiske stat.

Som flere har påpeget, havde Gaza med sin ideelle beliggenhed alle muligheder for at blive Mellemøstens Singapore med fred og velstand. Men det store flertal af områdets indbyggere valgte i stedet at hengive sig til et frådende raseri og støtte terrorbevægelsen Hamas, hvis erklærede mål er Israels udslettelse og jødernes fordrivelse. En sådan nabo kan intet land finde sig i, og det er derfor forståeligt, at Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, har planer om sikre sig permanent militær kontrol med Gaza, når den nuværende krig er overstået.

Det vil ligeledes være højst letsindigt af Israel at opgive sin militære kontrol med den såkaldte Vestbred, som israelerne kalder Judæa og Samaria, og som sammen med Gaza skulle danne grundlag for en større palæstinensisk stat.

Med erfaringerne fra Gaza ved vi præcis, hvad der ville ske, hvis Israel tvangsfjernede Jerusalems og Vestbreddens 700.000 jødiske indbyggere og overlod områdets sikkerhedspolitik til palæstinenserne: Judæa og Samaria ville blive en iransk klientstat, hvis hovedbestræbelse ville blive at dræbe Israels jøder. De iranske mullaher siger selv, at det er, hvad de drømmer om, og der er ingen grund til at betvivle, at de mener, hvad de siger.

Bortset fra det, er det underligt, at der ikke må bo jøder på Vestbredden. Der bor to millioner hovedsageligt muslimske arabere i Israel. Skal de også fjernes som led i en tostatsløsning?

Ligeså besynderlig er den ofte gentagne beskyldning mod Vestbreddens jøder for at være ”ulovlige besættere”. Hvis stat er det, de har besat? Vestbredden har været ejerløs siden 1967, da Israel erobrede området fra Jordan, som ikke vil have den tilbage. Hvad man udmærket kan forstå i betragtning af indbyggernes indstilling.

Kendsgerningen er, at mange arabiske stater gerne ser Israel nedkæmpe de iranske lejehære, Hamas i Gaza og Hezbollah i Libanon. Ingen – bortset fra de iranske galninge – vil have dem.

Skal der nogen sinde blive fred, er forudsætningen, at palæstinenserne accepterer, at Israel er kommet for at blive, og at de er bedst tjent med at have et venskabeligt forhold til den jødiske stat.