Det evige mantra – “på den besatte Vestbred” – efterfølges af:

“De jødiske bosættelser er i strid med folkeretten og menneskerettighederne.”

Hvilken international lov og hvilke menneskerettigheder, det drejer sig om, får man aldrig svar på. Når man præsenterer den folkeret og de menneskerettigheder, der gælder, og udfordrer dem til at vise, hvad der er forkert med dem, eller hvad der skulle gøre dem ugyldige, får man heller aldrig noget svar.

Efter Første Verdenskrig blev Palæstina afstået fra Det Osmanniske Rige til de vigtigste allierede og associerede magter – Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan – oprindeligt efter princippet om “de bellatio” – derefter afståelse af suverænitet under Sevres-traktaten i 1920. Den blev ikke ratificeret af den nye stat, Tyrkiet. Derefter blev den endelig ratificeret i Lausanne-traktaten i 1923.

De vigtigste allierede magter bevarede suveræniteten indtil San Remo-resolutionen i 1920, som overførte ejerskab/suverænitet til “det jødiske folk i hele verden”. Denne “overførsel” skulle administreres af Storbritannien under tilsyn af People’s League efter Palæstina-mandatet i 1922. I mellemtiden havde koloniminister Winston Chuchill folkeretsstridig (artikel 5 i mandatet) afstået Transjordanien til araberne i 1921, og efterlod jøderne med 23 procent af landområdet.

Israel besætter ikke “Vestbredden”. Israel har territorial suverænitet over Judæa og Samaria, inklusive Østjerusalem (og Gaza) i henhold til følgende tre positioner i international lov, som hver især er mere end tilstrækkelige til at hævde suverænitet:

1. San Remo-resolutionen fra 1920 med Folkeforbundets Palæstinamandat fra 1922, bekræftet af artikel 80 i FN’s charter.
2. Den folkeretlige doktrin om “uti possidetis juris” giver Israel suverænitet over de territoriale grænser for Palæstinamandatet, som de var i maj 1948, da briterne gav afkald på mandatet, trak deres militære styrker tilbage, og Israel blev en uafhængig stat – inklusive Jerusalem, Gazastriben og “Vestbredden”.
3. Fredstraktat mellem Israel og Jordan i 1994. Der kan ikke være nogen fjendtlig besættelse, efter at en fredsaftale er blevet underskrevet. Jordans besættelse af “Vestbredden” varede fra 1948 til 1967 – det samme gælder Israel og Egyptens fredstraktat om Gaza i 1979.

Hvad ville der være forkert med, eller annullere ovenstående punkter? Det vil du aldrig vide, det kan du ikke vide. Mantraet gentager sig bare: Israel overtræder international lov, Israel besætter, uden at henvise til hvilken international lov, der overtrædes. Det ender til sidst med at henvise til (en af) FN’s mange skammelige anti-israelske resolutioner. For eksempel resolution 181 om delingsplanen i 1947, som aldrig blev gennemført. Jøderne var enige. Resolutionen kunne være blevet international lov. Men araberne var ikke enige. De indledte en aggressionskrig, som de har gjort lige siden.

I stedet for traktatlovgivning, konventioner, aftaler og en række generelle principper som “erhvervede juridiske rettigheder”, politiske interesser, international sædvane, er “internationale parametre” blevet den juridiske kilde, vi er indoktrineret til at følge. Hvad FN-medlemmerne mener, med de 56 muslimske lande, der stemmer som en blok, og Erna, der gør tjenester for sin plads i Sikkerhedsrådet – er politik, men er blevet “den nye internationale lov” – mangeårig gentagelse af løgne er blevet “international lov”.

De palæstinensiske arabere fik Transjordanien (Jordan) i 1921 i strid med international lov, men det blev international lov med Palæstinamandatet i 1922 (de allierede stormagter lod det ske). Det er “tostatsløsningen”. Jøderne fik resten af Palæstina-mandatet, 23% af landområdet, “fra floden til havet”. I øvrigt blev en række andre stater oprettet i samme proces, fra de britiske og franske mandater og med den samme internationale lov. Oslo-avtalene endrer ingenting på Israels territoriale suverenitet. I henhold til Oslo-avtalene har de palestinske selv­styre­myndig­hetene på «Vestbredden» rettigheter som nærmer seg uavhengig myndighet bare i Område A, og selv der holder Israel tilbake fullstendig ansvar for sikkerhet, relasjoner til omverdenen, ikke-delegert myndighet og myndighet over israelere, og i Område B og C opprettholder Israel ansvaret for sikkerhet og relasjoner til omverdenen. Selv­styre­myndig­hetene kan utplassere sin politistyrke i Område A, i Område B i samarbeid med Israel, og i område C ikke i det hele tatt. Det er i område C du finner omstridte bosettinger, både jødiske og «palestinske» -og den sedvanlige antisemittisme å engasjere seg mot jødene.

Jøderne blev etnisk renset fra Judæa og Samaria under Jordans besættelse. Når de så vender tilbage til deres ejendomme, eller som “bosættere”, i det land, der blev givet dem under international lov, stjæler de så “palæstinensernes” ejendomme?

Jødernes ret til at bo på “Vestbredden” stammer i øvrigt ikke kun fra Palæstinamandatets artikel 2 om “jødisk nationalt hjem”, og artikel 6 om “skal lette jødisk immigration”, men fra folks ret til at etablere sig, og vedligeholde deres hjem i overensstemmelse med internationale menneskerettigheder, som findes i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. 1,8 millioner arabere, hvoraf 90% er muslimer, bor i Israel. Men “Vestbredden” skal være “Judenrein”, som resten af ​​den arabiske verden er efter jødernes “nakba” (katastrofe, fordrivelse), svarende til “palæstinensernes” nakba. Her henvises der ofte fejlagtigt til Genève-konventionen 49 (6), som Israel frivilligt følger mere end korrekt, uden at de behøver det, da de hverken besætter eller tvangsflytter deres egen befolkning til disse områder.

Den mest omfattende og autoritative bog er tilgængelig fra “The Hague Initiative for International Cooperation, thinc”, som samler en stor international gruppe af internationale jurister, hvoraf forfatterne til bogen er en del af ledergruppen:

“Israel on Trial – How International Law is Being Misused to Delegitimize the State of Israel” – den er oversat til norsk og udgivet af Senter mot antisemittisme: “Israel on Trial – How International Law is Being Misused to Delegitimise the State of Israel”.