
Liv er opstået og har udviklet sig af sig selv via blinde udirigerede processer.
Alting kan forklares gennem stof der reagerer med stof.
Alt i universet inklusive mennesket er intet andet end produkter af molekyler i bevægelse.
Denne antagelse – filosofisk materialisme – er gennem de seneste 100 år efterhånden blevet dominerende i videnskaberne og den akademiske verden. Gennem medier og undervisning er filosofisk materialisme uophørligt siden Anden Verdenskrig blevet propaganderet til Vestens befolkninger.
Troen på, at den materielle virkelighed er det eneste der findes, er nu så indprentet, at de færreste opdager, at basis for deres egen forståelse af virkelighedens beskaffenhed intet andet er end en tvivlsom filosofi, de ikke selv har ræsonneret sig frem til, men er blevet påduttet gennem årtiers indoktrinering.
Der undervises i Darwins evolutionsteori, som var den et faktum
Undertrykkelse og censurering af den massive akkumulerede evidens mod Darwins evolutionsteori er blevet standard i undervisningssystemet, og teorien bliver i dag undervist, som var den et faktum. Og Gud nåde og trøste den, der formaster sig til at betvivle den.
Konsekvent ignoreres opdagelser inden for kvantefysikkens, der peger på, at bevidsthed skaber vores virkelighed, og at information er universets fundamentale byggesten.
Men uden for det fossilerede forsknings- og undervisningsmiljø er der forskere, der for længst er begyndt at arbejde ud fra den præmis, at filosofisk materialisme er forkert.
For tiden er der i intelligent design-bevægelsen interesse for den information, der dirigerer udviklingen af et foster fra befrugtet æg til fuldt udviklet organisme. Ifølge den materialistiske forståelse af liv burde denne information være fysisk tilstede i det befrugtede æg – dvs man skulle kunne lokalisere det i de informationsbærende molekyler som DNA.
Evolutionsbiolog Richard Sternberg er nået til anden konklusion
Det viser sig imidlertid, at de enorme mængder af information, der kræves i udviklingen af et embryo, ikke kan lokaliseres. Dr. Richard Sternberg (evolutionsbiologen der ikke tror på evolution, hvilket kostede ham job og karriere) er nået til den konklusion, at den information, der styrer udviklingen af et foster, må befinde sig uden for tid og rum.
Fysiker Brian Miller: En ikke-materiel kilde tilfører information
Fysiker Brian Miller har analyseret problemet matematisk og fundet, at den nødvendige information til udviklingen af fx et menneskefoster ikke fysisk ville kunne rummes i det befrugtede æg. Altså må information blive tilført fra en ikke-materiel kilde.
Miller henviser til den seneste forskning af Dennis Noble m.fl., der har ført til erkendelse af, at et fosters udvikling ikke synes styret af algoritmer i en ren mekanistisk proces, men at der tydeligvis er involveret ”beslutningstagning” (decision making) i udviklingsprocesserne.
Ledende forskere taler imod den neodarwinistiske standardmodel
Ledende forskere går mere og mere i retning af at acceptere, at ”formål” er essentielt for dannelsen af liv. Selv forskere, der ikke bekender sig til intelligent design-hypotesen, taler nu imod den materialistiske neodarwinistiske standardmodel, hvor liv er et produkt af blinde udirigerede processer uden formålsretning.
Udviklingen af et embryo kan ikke koges ned til et ”bevidstløst” computerprogram, der ”af sig selv” mekanisk opbygger et nyt levende væsen. For hver gang celledeling finder sted, skal der tilføres ny information, da den nye celle indtager en ny rolle i udviklingsprocessen. Når den nye celle så deler sig, skal næste celle igen forsynes med nye instruktioner om dens funktioner i processen etc. etc. etc. For hver celledeling skifter fx cellemembranen egenskaber i forhold til den celle, ”den kom fra”.
Antallet af instruktioner, der skulle rummes i det befrugtede æg, ville således være astronomisk, da der for hver celledeling er et helt nyt sæt instruktioner, som skal realiseres.
Det er derfor udviklingen af et foster ikke kan være dirigeret af de sparsomme informationer, man finder i DNA-koden. Som Brian Miller forklarer i ovenstående video, er antallet af bits i DNA’et forsvindende lille i forhold til de enorme mængder information, der kontinuerligt skal tilføres for at holde udviklingen på rette spor.
Brian Miller forklarer, at en algoritmestyret udvikling uden en styrende bevidsthed meget let ville køre af sporet. Misfostre ville være mere reglen end undtagelsen, fordi der ingen bevidsthed ville være til at løse pludseligt opståede udfordringer.
I stedet for, at al den nødvendige information er ”front loaded” i det befrugtede æg, synes fosterudvikling netop at være dirigeret i realtid af en kilde uden for tid og rum, der kender endemålet for udviklingen, og som tager højde for og løser problemer undervejs. En egenskab, som kræver bevidsthed, og som ikke kan bygges ind i et computerprogram.
Det er derfor en velskabt baby er mere reglen end undtagelsen.
Af Karsten Pultz.