Kopierede/fra hoften

Jeg er en tur i Flauenskjold. Jeg har et ærinde. Af alle steder er det i den by, hvor morderen Thomas Thomsen boede og parterede sit offer Mia Skadhauge. I ikke mindre end 231 dele som medierne skrev. Flauenskjold ligner en by, hvor den slags godt kan forekomme. Den er nedslidt på en trist – næsten uhyggelig måde. På den anden side kom Amagermanden fra Amager og Peter Madsen fra Frederiksberg.

Vedkommende er ikke hjemme. Fraflyttet adressen. Jeg kører ud på Aalborgvej – som stadig hedder Ålborgvej her i kommunen – måske det var for dyrt / besværligt at skifte tilbage til den gamle stavemåde. Eller også har man bare ikke gidet.
Jeg kan køre på motorvejen længere nede, men ved en pludselig indskydelse beslutter jeg at fortsætte ad Aalborgvej mod Hjallerup. I går aftes blev en 13-årig pige fundet dræbt bag byens varmeværk på Gravensgade. Politiet modtog et alarmopkald klokken 22.10 angående en tilskadekommen person. Da politi og ambulance nåede frem, fandt de den 13-årige, der blev erklæret død på stedet kort tid efter.
Nordjyllands Politi har anholdt og sigtet en 17-årig dreng i sagen. Ifølge politiet er der tale om pigens ekskæreste.
Hovedgade er lukket for trafik. De er ved at grave nyt fibernet ned. Jeg drejer til venstre, følger vejen mod Dronninglund og drejer til højre, hvor jeg rammer byen lidt fra centrum og den lukkede hovedgade. Jeg kører ned forbi skolen, hvor pigen var elev. Der bliver flaget på halv.
Så kører jeg op til Gravensgade. Jeg kan i princippet parkerer lige ud for varmeværket og det mulige gerningssted. Men jeg finder det upassende og stiller bilen et stykke nede af gaden. Så fine fornemmelser har en udsendt fotograf ikke. Han springer rundt med sin overdimensionerede linse og fotograferer de buketter, der er lagt på den lille plæne ved Hjallerup Fjernvarme. Hans bil holder klos op ad stedet.
En gruppe forgrædte teenagepiger kommer gående imod mig. Jeg trækker ud på vejen, så de har fortovet for sig selv. Fotografen har fået sine billeder i kassen og sætter sig ind i sin bil og kører væk.

Jeg vader om bag fjernvarmeværket. Her ligger en lille buket. Det er nok gerningsstedet, tænker jeg. Indenfor sidder de ansatte på fjernvarmeværket og spiser til middag. De kigger misbilligende på mig. Jeg ignorerer dem med stoisk ro og snupper et foto af den enlige buket. Måske var det lige her, hun døde, tænker jeg.
Der er ikke umiddelbart noget at se. Ingen tegn på kamp. Ingen spor af nogen art i græsset.
Min svigerfar var i en årrække medlem af fjernvarmeværkets bestyrelse. Det var han stolt af. Han døde for år tilbage. Nu ligger han oppe på kirkegården og roterer i sin grav og forbander, at noget sådan kan ske lige her. Han blev kremeret, så det er ret beset asken, der hvirvler rundt i urnen.
Jeg går op i centrum af byen. Centrum ligger lige bag varmeværket. Det er år siden, jeg har været her. De har saneret en del af butikkerne. I stedet er der nu et grusbelagt kvadrat midt i det hele.
Nogle unge piger – lidt yngre end de grådkvalte teenagere i Gravensgade – står ved Netto. De ser ikke umiddelbart sorgtyngede ud. Jeg lister mig tættere på. De taler om, at Mobilepay er nede. Jeg kan ikke tjekke det. Jeg har ikke Mobilepay.
Jeg overvejer at udfritte dem om forbrydelsen. Men jeg er ikke blevet barberet og har ikke fået redt hår. Jeg frygter, at de vil tro, at jeg er børnelokker. Så jeg dropper det.
Der kommer en stålsat mand forbi med en tarvelig buket fra Netto. Retning: Fjernvarmeværket.
Jeg går ind i Røde Kors. Her var min afdøde svigermor frivillig. Der er dødt i butikken. To frivillige. Og mig, der sjosker rundt. Uden at kunne få øje på en eneste ting jeg vil have.
Jeg går ud. Der kommer nogle unge drenge (9. klasse?). Alle, der er yngre end min datter (28 år), ligner børn i varierende grader, og jeg har svært ved at bedømme, hvor gamle de er. Det er kommet så vidt, at jeg den anden dag, da jeg sagde farvel til nogle træningskammerater med et håndtryk i stedet klappede den enlige pige på holdet (der er tale om en ung kvinde på måske 25 år) på hovedet, som gik hun i 2. klasse. På vej ud ad døren indså jeg min idioti og ville løbe tilbage og undskylde. Det fandt jeg endnu mere pinligt. Jeg lod det fare.
Jeg vil ikke sætte barren for højt, hvad man selv angår, og jeg glædede mig over, at jeg trods alt ikke havde aet hende på kinden.
Jeg følger efter de unge drenge ned til varmeværket. To af dem har nogle minimale buketter med påskeliljer i hånden. Da vi når ned til Hjallerup Fjernvarmeværk, har pressen for alvor meldt sin ankomst.
TV2 Nord holder her med en sendevogn og mindst tre udsendte. Kamerastativet er rigget til, så de kan filme direkte over mod plænen med blomster. Imens render en almindelig fotograf – muligvis også fra TV2 Nord – rundt og fotografere de sørgende på plænen.
De udsendte pressefolk har lagt ansigterne i alvorlige folder. Men jeg gennemskuer dem. Det her er en snas. Der er både et grundlovsforhør, en begravelse og en kommende retssag, som de glubske nordjyske læsere og seere vil svælge i. Der er artikler og indslag, som vil blive delt på Facebook, hvorefter man efter en passende tid vil lukke kommentarsporet “af hensyn til de pårørende”. Hykleriet er tungt og ubærligt.
Men jeg er ikke den, der kaster den første sten. Inden jeg kørte til Flauenskjold, fik jeg et tip om, at den mulige gerningsmand var en “indisklignende dreng”.
Det kan betyde alt og ingenting. Det kan være et rygte. Det kan være, at den pågældende intet har med “drabet” – det kalder medierne det nu – at gøre. Meget kan tænkes. Men jeg beslutter ud fra lige dele nysgerrighed og kynisme at hoppe på sagen fra begyndelsen og se, hvad der kommer frem.
Der står nogle sørgende voksne. De bevæger sig om bag varmeværket. Så det er vel alt andet lige drabsstedet? Deres ansigter er forvrængede af sorg.
Jeg overvejer at gå tæt på (som fotografen fra TV2 Nord (?), der kredser i periferien af gruppen). Jeg gider ikke. Hele situationen er ubærlig.
Jeg går ned ad Gravensgade mod bilen. Danmarks Radio er ankommet med en sendevogn. En DR-medarbejder står på den modsatte side af vejen og taler i telefon. Måske får han dessiner fra redaktionen.
Jeg laver en trepunktsvending, så jeg ikke skal ned forbi gerningsstedet. Jeg overvejer at køre forbi min svoger, som jeg ikke har set siden min svigermors begravelse. (Min kone er kommet på kant med ham, fordi vi ikke blev inviteret til deres yngste barns konfirmation.) Måske har han nogle oplysninger. Jeg dropper ideen og kører lige ud af byen.
Da jeg kommer hjem, begynder tips at vælte ind på mail og Messenger.
ANNONSE