Kommentar

Gruppevoldtægtssagen i Fittja er først og fremmest en kriminalsag, men den fortæller også en historie om urbant og menneskeligt forfald i et område, som de svenske myndigheder har ødelagt.

Hvad var det egentlig, der skete i en gård i den gudsforladte Stockholm-forstad torsdag den 14. juli 2016?

Offerets og de anklagedes versioner står at læse i et af de officielle retsdokumenter, nærmere bestemt en hemmeligt­stemplet efter­forsknings­protokol fra Polisregion Stockholm, som svenske medier har indblik i, og som Document har fået adgang til. Her findes alle relevante politirapporter, forhør, fotografier, husundersøgelser, beslaglæggelser, arrestordrer, medicinske og toksikologiske undersøgelser, kriminal­tekniske rapporter, sagkyndige udtalelser – kort sagt alt det, man har behov for at vide, for at kunne sætte sig ind i sagens omstændigheder. Vi ser ingen grund til ikke at offentliggøre indhold derfra.

 

Protokollen er på mere end fem hundrede sider og kunne i sin helhed meget vel have dannet grundlag for et manuskript til en dokumentarfilm. Efter endt læsning forstår man, på et køligt, intellektuelt grundlag, hvorfor de fem tiltalte i sagen – ingen af dem etniske svenskere – blev frikendt for voldtægts­anklagen. Samtidig bliver man siddende tilbage med en følelse af, at der har fundet en stor, fornedrende uret sted, som er omfattet af et så betydeligt moralsk ansvar, at det virker urimeligt, at der ikke placeres et strafansvar.

ANNONSE

For politiet begynder det hele, da ofret, udmattet og ilde tilredt, tager kontakt med to politibetjente i Fittja centrum. Hun fortæller, at hun lige er blevet voldtaget af flere unge mænd i en opgang i en navngiven gade. Mens det stod på, var en mand kommet ud af en lejlighed for at tømme skrald. Ofret råbte på hjælp, men manden gik bare forbi. Ca.tyve mænd havde været til stede, heraf havde omkring otte af dem voldtaget hende. Der er sædpletter på hendes tøj. Politiet sikrer dem som spor, og overlader hende til sundhedspersonalet.

Ofret ryster og siger, at hun er vant til at «lukke af», men at hun ikke kunne gøre det denne gang. Hun har en række blå mærker, kradsemærker, hævede områder og hudafskrabninger flere steder på kroppen. Hun fortæller, at mændene har slået hendes hovede mod et stengulv. Hun har smerter og kan ikke tale ordentligt, fordi det gør ondt i kæben.

En mand, som det viser sig har været på samme behandlingshjem som ofret og nu bor sammen med hende, tilkaldes. Han fortæller, at de to skulle til Fittja for at købe hash. Hun bekræfter omstændigheden (prøver viserefterfølgende, at hun havde kokain i urinen og spor etter medicinering i blodet). Hun møder nogle mænd, som måske kan sælge hende noget, og går med dem. Så snart hun er inde i gården, begynder mareridtet. Politi og sundhedspersonale finner denne umiddelbare forklaringen troværdig. Hun orker ikke lade sig afhøre ordentligt med det samme.

Siden fortæller hun over flere afhøringer, at mishandlingen stod på i over fire timer, med orale, vaginale og anale voldtægter, grov vold og fornedrende behandling. Gerningsmændene lo, nogen kom og gik, andre filmede med deres telefoner. Politiet observerer, at der forekommer visse selvmodsigelser i hendesforklaringer, noget ofret forklarer med, at hun var omtåget på grund af mishandlingen.

To dage efter tildragelsen i opgangen bliver hun af politiet forelagt en række fotografier, som politiet har taget i Fittja af tvivlsomme typer, som går og driver rundt. Hun genkender otte af dem – fra Mellemøsten, Afrika, Balkan etc. En af dem udpeges med høj grad af sikkerhed som deltager i voldtægten, andre med mindre grad af sikkerhed. Under flere senere afhøringer redegør hun for hændelses­forløbet og hver enkelts rolle. En person i denne gruppe viser sig at være ejer af en telefon, som ofrets bekendte havde nummeret til. Efterhånden indkredses alle – mere eller mindre kriminelle skikkelser. Analyser af beslaglagte telefoner resulterer ikke i bevis.

Politiet finder til at begynde med ikke det rigtige gerningssted. Ofret havde angivet nummer 6, men efterhånden som efterforskningen skrider frem, står det klart, at det hele skete i nummer 8. Til trods for, at der vargået lang tid, lykkedes det politiet at sikre sig sædspor på det rigtige gerningssted. Der blev taget DNA-prøver af 13 mistænkte. Tre af dem stemmer med stor sikkerhed overens med sædrestene på tøj og gerningssted. De tre bliver arresteret.

Manden som var gået forbi og havde set, hvad der skete i opgangen, viser sig at have et slavisk navn. Under afhøringen siger han ikke meget, og han giver indtryk af at vide mere, end han siger. Efter afhøringen fortæller han off the record, at man har lært sig ikke at se eller høre så meget i Fittja. Man er bange for de kriminelle bander.

Et vidne, som bor i nummer 12, fortæller, at hun hørte skrig på gernings­tidspunktet. Afhøringen af hende sker længe efter, men hun kan tidsfæste øjeblikket ved at relatere det til hændelser med sikkert tidspunkt. En kvinde råbte på hjælp. Et kvarters tid senere så hun ca. ti unge mænd løbe fra stedet. Siden gik hun i seng, og tænkte ikke mere over sagen. Andre som bor i nærheden, har angiveligt hverken hørt eller set noget. Men i byen går der rygter  om, at en voldtægt har fundet sted, fortæller udenforstående. Noget af et nabolag.


Fra området i Fittja hvor gerningsstedet for voldtægtssagen ligger. Foto: Google Maps.

Politiet afhører efterfølgende en person, som tilsyneladende befandt sig i gruppen, som bevidnede mishandlingen uden at spille en aktiv rolle. Han benægter først at have vært til stede, men konfronteret med politibeviser, erkender han. Modstræbende antyder han noget af det, som skete, men han opgiver ingen navne på andre, selv om andre på stedet vidste, hvem han var.

En 21-årige kvinde som har vært kæreste med en af de aktive gerningsmænd fortæller, at de to har haft sex i opgangen, i bilen og andre steder. Han bor væg mod væg med sine forældre og kan ikke gøre det hjemme. Hun har intet at sige om, hvad der kunne være sket den 14. august 2016.

En af de hovedmistænkte, Amir, som bor i nærheden af gerningsstedet, benægter først at have haft noget med det hele at gøre. Politiet konfronterer ham med DNA-matchen, men han nægter fortsat. Efter at have konfereret med sin advokat, ændrer han forklaring under den næste afhøring: Han ville sælge hende narkotika, men hun kunne ikke betale, hvad det den kostede. Derefter skal hun have foreslået, at hun betalte med sex, noget hun gjorde, uden at der fandt en gruppevoldtægt sted. Han har ingen kommentar til, at han blev set af andre på gerningsstedet.

Ali, en anden hovedmistænkt med DNA-match, som bor i nærheden, siger, at han traf ofret, som spurgte, om han havde narkotika. Han sagde, at han ikke havde noget, men at han kunne tage hende med til andre, som havde. Da de kom frem til det sted, som viste sig at være gerningsstedet, sagde han, at de måtte vente på vennerne. Hun kunne ikke betale, men tilbød sex i stedet. Hun skal derefter have givet ham et blow-job, før der forelå noget narkotika. Det var bare noget, der skete. Siden ændrer han forklaring og siger, at hun fik to gram hash. Hvad der skete efter at vennerne kom, siger han, at han ikke ved. Selv var han gået sin vej. Under senere afhøringer siger han, at han har hørt rygter om, at der efterfølgende var gruppesex på stedet. Efterhånden siger han også, at han har set en video af det. Forklaringerne er svære at få frem, for det er pinligt. Sigtet for voldtægt? Hvad vil hans forældre sige?

Hovedmistænkte nummer tre, Samet, afviser anklagen om voldtægt. Han erkender, at han havde sex med ofret, at han gav hende et halvt gram kokain i bytte og at der var flere andre til stede. Hun havde frivillig sex med flere tilstedeværende samtidig, påstår han, og navngiver en af dem, som påstod,at de var alene med hende. Han forlod gerningsstedet, men lagde efterfølgende mærke til, at politiet var kommet til. Adspurgt svarer han, at ofret ikke havde noget imod at blive spyttet i munden af en af de andre, hvor Samet var kommet. Det hele skete uden vold og tvang, siger han. Han kvier sig ved at navngive andre, tilsyneladende fordi han er bange for reaktionerne og måske tænker, at de andre beskytter ham. Ikke desto mindre navngiver han to til, Sohail og Nenad. Disse to forlod gerningsstedet sammen med ham, mens Amir blev tilbage med hende bagefter.

Sohail erkender, at han var til stede sammen med Samet og en tredje person, som han ikke vil opgive navnet på, men som befinder sig i «hjemlandet». Han erkender, at der fandt sex sted, men også han benægter anklagen om voldtægt. Han forklarer sig modstridende om visse omstændigheder. Han filmede det, der skete, men har ikke filmen længere. Den befandt sig på en telefon, som efterfølgende gik i stykker. Han var ikke blandt dem, som havde sex med hende, men så viser det sig, at også hans DNA blev fundet på stedet. Han mener, det må have faldet fra hans kæreste, idet hun gik forbi. Måske havde han ved nærmere ettertanke haft sex med hende der. De venter forresten barn. Eller gjorde de? Han kan have onaneret der, selv om han tidligere påstod, at han aldrig i sit liv havde onaneret. Eller det kan have været en tredje pige. Det er pinligt for ham.

Heller ikke Nenad vil acceptere, at der har fundet en voldtægt sted. Han erkender at have været til stede og at sex fandt sted. Han forklarer sig også modstridende om omstændighederne knyttet til det hele.

De fem bliver alle tiltalt. De var til stede, og flere af dem havde sex med ofret. De benægter voldtægt, men fremstår alle med lav troværdighed. Ofrets skader er dokumenteret af sundhedspersonale.

Så hvordan kunne de undgå at blive dømt?

Det der reddede de tiltalte, var formodentlig en sagkyndig vurdering af de femten skader på ofrets krop. For tolv af skadernes vedkommende var ifølge de sagkyndige sandsynligvis påført nogle dage før den 14. august 2016, og konsistent med vold. En skade på håndleddet og på siden var friskere, den sidstnævnte konsistent med en BH, som rives av.


Foto fra den hemmeligt­stemplede efterforsknings­protokol fra svensk politi.

Hvis tolv af skaderne virkelig var ældre end det overgreb, som er genstand for retssagen, forstår man, at ofret – alt andet lige – har et yderst vanskeligt liv. Måske har hun kort forinden været igennem noget tilsvarende – noget som hun i tråd med det første hun sagde til politiet, havde kunnet «lukke af for». Den som måtte have forgrebet sig på hende siden, kunne i så fald ikke undgå at mærke sig, at man her havde at gøre med en uhyre sårbar person.

Men skaderne på håndleddet og i siden står tilbage som en som mulig bekræftelse på ofrets påstand om vold. Hvordan får man det til å harmonere med at alt skete frivilligt, uden vold og uden tvang?

Sagen er, som tidligere nævnt, først og fremmest en tragedie for ofret. Om beviserne bliver fundet tilstrækkelige i en højere retsinstans, vil hun under alle omstændigheder skulle gennemgå en ny proces i usikkerhed – og med svindende håb.

Det er umuligt ikke at blive rystet af den menneskelige sump, som sagen giver et billede af: Det kriminelle bagtæppe, frygten for repressalier, den beskæmmende tavshed, fraværet af samarbejde med myndighederne, løgnene og de skiftende forklaringer, den klanbaserede indbyrdes beskyttelse, klankulturen hvor det er en større skam at indrømme sex end at være vaneforbryder – Fittja fremstår i det hele taget som Helvedes forgård.

Og ingen af de involverede er ægte svenskere. De er fra Tyrkiet, Balkan, Somalia og andre brutale kulturer, som har leveret brutale mennesker til de skandinaviske lande, og omdannet hele lokalsamfund til mafiaterritorier, hvor det grænseoverskridende er blevet normen og dårligt får folk til at løfte et øjenbryn. På en måde lever man som dyr: Rovet og frygten er livets dominerende dimensioner. Hånen giver livet lidt krydder, idet man harcelerer over folk, som demonstrerer mod det indtrufne og dets efterspil.

De svenske myndigheder har et kolossalt ansvarfor at have fyldt forstæderne med kriminelle lykkejægere fra andre lande. At de har udråbt den multikriminelle kultur som mindst lige så god som nogen svensk, er næsten ikke til at tro.

Hvad enten de er juridisk ansvarlige eller ej, er disse unge mænd moralsk ansvarlige for grov udnyttelse af en ressourcesvag, forslået og medicineret narkoman. Der ville have været større værdighed over disse unge mænd, hvis de var faldet i kamp for deres egne lande, i stedet for at komme til Sverige for at lave et i udgangspunktet beboeligt territorium om til en kriminel sump, hvor man ikke lever liv, som er egnet for mennesker. I det omfang det overhovedet går i krig, bliver det for at forsvare disse erobrede territorier som kriminelle mikrokosmos, eller udvide dem til at omfatte mere af det, man en gang tænkte på som Sverige.

Svenskerne burde gøre næsten hvad som helst for at opbryde disse erobrede områder og sprede de mennesker for alle vinde, som danner klaner der. Slutpakker hjem til «Klanistan» ville være en formidabel investering. At jævne Fittja med jorden fremstår næsten som en barmhjertighedsgerning.

Det er ellers svært ikke at gøre sig overvejelser over, at seksuelle overgreb er genstand for klasseforskelle. Kriminelle mænds brutale, fornedrende gruppesex med én stakkels pige, uanset graden af tvang måtte være, svarer til en pornokultur lige så brutaliseret, som den er populariseret, og til romantiske forestillinger om sex, drugs and rock ‘n’ roll. Dømt for det bliver man ikke. Men hvis du som studine får en lummer sms af en fuld professor, er du et offer, og afsenderen en, som fortjener at miste sit job og blive hængt ud i offentligheden. Det er tilgiveligt, hvis man foragter sin samtid.

 

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

2 svar til “Fittja – helvedes forgård”

  1. Birgitte siger:

    Jeg forstår ikke, hvorfor de dyr ikke kan blive dømt på de 3 af skaderne, og at et vidne har hørt skrig og råb om hjælp. Jeg forstår ikke, hvordan retssystemet kan foragte en kvinde så meget. Hun kommer ind ilde tilredt, og systemet godtager forklaringen om, at hun har haft frivillig sex! Det er dybt rystende! Det gør mig ekstremt vred!

    • Margrethe siger:

      Pornoen normaliserer denne seksualiserede vold mod kvinder. Hvordan kan nogen forvente, de samme mænd, der sidder og får sig en spiller, opnår lystfølelse, ved at se kvinder blive fornedret og behandlet på den måde, dagen efter skal stå på sin arbejdsplads ved politiet i et retslokale etc. og tage sådan en anmeldelse alvorligt? Jeg har så rigeligt erfaret konsekvenserne i mit tidligere arbejde på et værested for gadeprostituerede.

      Hvad pornoen normaliserer af perversioner, mærker disse kvinder, som de første. Og den generelle holdning er jo, at det er heeelt iorden. Toppen af poppen inden for “frisind”… Se chefen give sekretæren et klask bagi og han kan dømmes for sexchikane. Bagefter kan, han gå ned i de beskidte gader og betale sig fra at udsætte en kvinde for absolut alt. Ingen rynker et øjenbryn. Jo, jeg lever med kronisk kvalme over min forløjede, hykleriske og dobbeltmoralske samtid.