Kommentar





Sveriges socialdemokrater har fået ny partileder. Men efter introduktionstalen at dømme er der intet nyt under solen. Det er de samme gamle sætninger, der genbruges, og den samme skamløshed, der udvises.

Efter syv år som statsminister har Stefan Löfven trukket sig fra partilederposten, og torsdag blev finansminister Magdalena Andersson valgt til ny partileder for Socialdemokratiet. Löfven er dog stadig statsminister. Udmeldingen om, hvornår han forlader den post, ventes i løbet af denne uge – men først skal Centerpartiet, Venstre og Miljøpartiet føle sig så tilgodeset, at de lader Magdalena Andersson komme til.

Löfven overvejer nu at søge en fremtid uden for Sveriges grænser, har han meddelt. Det er måske også godt, for Löfven ser ud til at gå over i historien som Sveriges næstdårligste statsminister gennem tiderne. Fredrik Reinfeldts bevidste og ondskabsfulde ødelæggelse af landet giver ham en solid førsteplads, men derefter kommer Löfvens imbecile gerning.

ANNONSE

I Löfvens tid som statsminister har billedet af Sverige gennemgået en fuldstændig metamorfose, da det, svenskerne længe havde vidst, blev internationalt kendt: at landet blev forvandlet til Europas førende gangstersamfund, med næsten daglige skudepisoder, eksplosioner og voldtægter.

Men nu skal der ske en ændring, har Socialdemokratiets kongres lovet. Nu vil de i hvert fald “bygge landet” – i modsætning til, hvad de har gjort de sidste syv år ved magten. Eller i modsætning til, hvad de har gjort siden 1932, for Socialdemokratiet har siddet ved magten i 72 af de 89 år. Men det var dengang, og nu er det nu – og NU bliver der i hvert fald orden i Sverige.

Magt er alt

Symbolet på dette gigantiske kursskifte er udskiftningen af partilederen. Stefan Löfven ud, Magdalena Andersson ind. Ændringen kommer på det helt rigtige tidspunkt: længe nok før valget til, at Andersson har tid til at falde ind i rollen som statsminister, tæt nok på valget til, at alt negativt kan skyldes ”l’ancien régime”: det tidligere regime.

Stefan Löfven er måske ikke selv klar over det, men han skal være syndebuk i den kommende valgkamp. Skulle der være behov for det, vil alt negativt i disse syv år skyldes Löfvens naivitet og uacceptable pladder – det vil være hans skyld, at det er gået, som det er gået. Hans gamle ministervenner vil arbejde i døgndrift for at smide ham under bussen – for Socialdemokratiet har som bekendt kun to mål: At tage magten og beholde den.

S burde derfor kunne gå til valg med Magdalena Andersson i spidsen som et parti fri for al gammel synd og skyld, for Magdalena står for det Nye, Positive og Handlekraftige Sverige. Hun er tilmed kvinde, og for mange ser det ud til at være vigtigst af alt.

Inden nogen når at lægge mærke til, at det er det samme gamle udslidte indhold i en ny emballage, har de nået at afgive deres stemme på S under valget, og det er trods alt, hvad målet er. Så har de sikret sig endnu fire år ved kødgryderne og kan lade folket blive ved med at knurre og klynke, mens de bliver udsat for nye afgifter og forsøger at undgå at være “det forkerte sted på det forkerte tidspunkt” næste gang der skydes eller sprænges i luften.

Mange meninger, ingen løsninger

Så hvad vil Magdalena Andersson? Omtrent det samme, som Socialdemokratiet har ønsket de sidste syv år efter fredagens tale at dømme. Nu bliver Sverige bedre. Bedre sundhedsvæsen, bedre skole, mere velfærd, større tryghed, mere lighed og grønnere blade på træerne. (Ja. Ja. Jeg ved godt, det er dumt og skamløst at forsøge at skjule, at landet er, som det er, netop fordi S byggede det, men skamløshed er trods alt et socialdemokratisk paradigme.)

Men med skiftet af partileder er ordene blevet skarpere. Ordene fra talerstolen, da Andersson holdt sin første tale som partileder for S-kongressen i fredags, kunne næppe komme fra Löfven – men hun sagde præcis, hvad S ved, vælgerne gerne vil høre:

Alle, der kan arbejde, skal arbejde. Der gælder det samme for alle. Derfor skal kravene være tydelige for alle, der kommer til Sverige. Er du ung, skal du tage en gymnasial uddannelse og gå videre til et job eller en videregående uddannelse. Hvis du allerede har faglige kompetencer, der efterspørges, skal du lære svensk hurtigst muligt og tage en af ​​de ledige stillinger, der er ledige. Med understøttelse fra a-kassen er der klare krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, søge job, gå til jobsamtaler og om nødvendigt lære et nyt fag. Hvis du er fuldt ud rask og arbejdsdygtig, skal du opfylde lige så klare krav til aktivitet uanset i hvilken form du modtager understøttelse. Det signal er vigtigt. Alle børn skal kunne se deres forældre arbejde og bidrage til samfundet. Det inspirerer til selvværd, skaber vigtige rollemodeller, men skaber også et indblik i, hvad der også forventes af dem. 

Sådan “burde” det fungere. Sverige “skal” også være sikkert. Og i Anderssons Sverige skal S “vende hver en sten” for at komme kriminaliteten til livs. Virkelig? Har du lige vendt hver tredje sten indtil videre? Og hvis S begynder at vende hver sten, hvad nu hvis de finder en lille, vred slange, der ikke burde leve der? Hvad gør de så? Det svarer Magdalena Andersson ikke på.

Faktisk gav Magdalena Andersson få konkrete svar. Det eneste, der blev leveret, var udtalelser om situationen, behagelige visioner og nogle generelt vage antydninger. Problemerne med ikke-eksisterende integration, æreskultur og parallelsamfund skal tilsyneladende løses af “alle”.

Jeg efterlyser i hvert fald et lidt klarere direktiv her. Allerede nu falder en stor del af integrationsarbejdet på Svenska Kirken, skoleelever og pårørende. Skal de gøre endnu mere, eller er det spejderne, der altid skal være klar til at opklare bandevolden? Skal den lokale kennelklub eller golfklub stå for rehabiliteringsarbejdet for angrende gangster-rappere? Dit gæt er lige så godt som mit.

Ny pakke, samme indhold

Nogle har forsigtigt påpeget, at Magdalena Anderssons tale kan tolkes som en 46-minutters hyldest til Socialdemokratiet og alt det, det fantastiske parti kan udrette. Spørgsmålet om, hvorfor de ikke har brugt de 72 år, de har haft til at skabe dette Utopia, er tydeligvis ikke viet et eneste sekunds opmærksomhed.

Der var meget, der ikke blev sagt under fredagens tale, men det betyder måske mindre. Det vigtige var jo ikke, hvad der blev sagt, men hvordan det blev sagt, og det må have været en lettelse for den forsamlede partiadel at se, at den tidligere partileders mumlende og flakkende blik nu blev afløst af et fast greb og en kraftig stemmeføring, der viste, hvem der har bukserne på, selvom taleren har en nederdel på.

Så vil noget ændre sig? Jeg tvivler. Vi vil høre en ny stemme gentage de samme klichéer om, hvordan samfundet “bør være”, og om, hvordan Socialdemokratiet “vil indrette Sverige”, “vende alle sten” og “knuse banderne”. Men frygten for rent faktisk at ændre noget bliver lige så stor som tidligere, og det samme vil hensynet til den bistandsafhængige og religiøst ekstremistiske del af vælgerne.

Med en sandsynlighed på grænsen til sikkerhed vil 1. maj også byde på lige så meget humor som sædvanligt, når overraskede arbejdere får den samme minister Andersson at se, der konstant taler om behovet for skattestigninger, råber op om, hvad folk, der unddrager sig skatter fortjener og marcherer med højre knytnæve i vejret for at tage kampen op mod det samfund, hun selv har været med til at skabe.

Der står tilbage at se, om det er hvad vælgerne ønsker– men det gør de bestemt, ligesom de plejer.

ANNONSE