Kommentar



Billedet: Det var en gang….. Maleren W. Guld har foreviget den socialdemokratiske “storfamilie” anno 1939. Her er de alle sammen: bonden, arbejderen, funktionæren, fiskeren, husmoderen. Det er malet i socialrealistisk stil, men udtrykte både et program og en virkelighed. Nu vil vore dages socialdemokrater have os til at tro, at vi fortsat er en “storfamilie” selv om værdierne stritter i alle retninger.

Det norske Arbeiderpartis fremmeste varemærke har været styringsevne, en tiltro til at kun Ap kan. Så længe vælgerne troede, at statsskuden ikke kunne sejle uden en Ap-mand ved roret, var sejren sikret.

Det var socialdemokratiets fornemmeste egenskab, at det blev identificeret med velstand, velfærd og en retfærdig fordeling af goderne.

Ved valget til det danske Folketinget i 1935 gik Socialdemokraterne til valg på slagordet Stauning eller Kaos. Den gang stemte over 50 % på S. Nogen større tillidserklæring kan et parti ikke få ved frie valg. Einar Gerhardsen blev identisk med noget af den samme tryghedsgaranti.

ANNONSE

Einar Førde havde helt ret: – Vi er alle socialdemokrater.

Men selv da han sagde det, var det ikke sandt. Nu hardet nået sin udløbsdato.

Da Jonas Gahr Støre valgte slagordet Alle skal med, endnu en gang, viste at, han ikke forstår, hvad der sker ude i befolkningen. Det klinger hult og næsten nedladende, som om partiet tror, at vælgerne er dumme.

Alle kan se, at den retning samfundet bevæger sig i, er det det modsatte som sker: Vi fragmenterer. Der bliver flere og større forskelle. Flere som falder fra. Vi lever i forskellige verdener, og vi søger sammen med folk, som ligner os selv. Lige børn leger bedst, har fået et comeback.

Den største kapital et parti har, er vælgernes tillid. For at bevare den, må der være en hvis samklang mellem liv og lære, både hvad lederens personlige livsførsel angår og partiets. For Aps vedkommende, er der ikke noget af det, der stemmer.

Folk er villige til at tilgive meget, men ikke bullshit. Støre må gerne være rig og en som meler sin egen kage, men så skal han ikke samtidig sætte sig på den høje hest og belære andre. Det bliver for meget. Erna har fattet det. Hun har regnet ud, at Støre graver sin egen grav. Hun har lært, at hun bare skal forholde sig helt rolig og la Støre lave arbejdet selv.

Da han kom med sine anklager om “et koldere samfund” svarede Erna, at det var en bebrejdelse mod det norske folk. Støre lavede en variant paf Hillarys verbale udfald mod halvdelen af Trumps velgere som racister, homofobe, islamofobe og kvindehadere. Hun forstod for sent, hvilken mega brøler hun havde lavet.

Støre gjorde det samme. Det ligger indbygget i den politiske korrekthed, en holdning som bedst kan beskrives som farisæerisme: – Vi er bedre end jer, og i er uforbedrelige.

Politisk korrekthed har behov for en syndebuk. Det har den, fordi det er en ideologi, i modsætning til bergensk pragmatisme.  En ideologi går på frihjul. Når den møder problemer, optrapper den retorikken.

De politisk korrekte har fået deres hadeobjekt: Sylvi Listhaug. Hun får de politiske korrekte til at gå i sort.

Derfor var eneste gang, hvor Støre blev regulært ophidset under statsministerduellen fra Tromsø, da han talte om Sylvis rejse til Sverige.

Støre har noget til fælles med svenskerne: En forblindethed, som bliver hans bane.

Ingen er endnu nået lige så langt ude som svenskerne. Forholdene i Sverige er så dårlige, at Sossarna ikke længere står for stabilitet. De associeres med kaos.

Helt så vidt er det ikke kommet i Norge. Men Støre udtrykker sig på samme forblommede måde som Stefan Löfven. Det er et sprog fuldstændig løsrevet fra virkeligheden.

Støre har mægtige venner. Han modtager millioner fra LO og har hele pressen i ryggen. Men ingen er modige nok til at fortælle ham sandheden. VGs politiske redaktør, Hanne Skartveit, sagde til NRK torsdag, at ingen har nogen forklaring på, hvorfor Ap falder i meningsmålingerne.

Men den som har øjne og ører i hovedet, har ingen problemer med at se, hvad der er galt:

Videnskabsminister Torbjørn Røe Isaksen var i radioen tidligt i morges for at fortælle, at der vil blive iværksat norskoplæring af nye børnehaveansatte. De kan ikke norsk, og kan hverken tale med forældrene eller lære børnene norsk. Efter et halvt år skal de gennem en prøve. Her får vi en anelse om omfanget af de problemer samfundet står overfor. Tiltaget er halvvejs: Det gælder kun nyansatte. Heller ikke de borgerlige tør erkende problemernes omfang. Men de anerkender, at de findes.

Socialdemokraterne vil stort set bare smide penge efter problemerne. Det funker ikke. Det gør dem bare endnu værre.

Igår midt på dagen melder Dagsnytt, at 20 unge – i de sene teenageår – styrtede in på en ungdomsskole i Randaberg udenfor Stavanger. De slog omkring sig og særligt en elev blev sparket.

Sidste fredag blev en ung deltager ved en strandfest ved Sognsvann udsat for et brutalt overfald af en somalisk drengebande på vej hjem. De slog ham, så han måtte på skadestuen. Det var to kurdere, som fik standset overfaldet ved at true med at dræbe somalierne. Kameraten til den norske dreng havde det ikke godt med at se på, at somalierne mishandlet kameraten. Overmagten var stor.

Men samtidig ved vi, at feminisering og dialogkultur har gjort drengene helt uforberedte på den virkelighed, som møder dem.

Faten som et ideal på en norsk muslimsk pige er bare en forsmag på, hvad der kommer: Det næste er, at en muslimsk macho-mand kommer vil blive fremhævet som det nye mandeideal. Thor Gjermund Eriksen vil blive stolt over disse flotte repræsentanter for det nye Norge.

Men der er orm i æblet, og der bliver stadigt flere.

I denne situation vover Støre at gå i front med sit angreb på Sylvi Listhaug. Han tror det vil virke. Igen. Det har virket før. Men nu virker det ikke længere.

Støre er intetanende. Han siger, det er Sylvi som er forfærdelig. Hun rejser til Sverige for at skræmme nordmænd. Han siger, at norske indvandrere “bøjer hovedet” og mobbes i skolegården.

Faren til drengen fra Sognsvann fortalte, at de ville ha volden klassificeret som racistisk vold. Det er en skærpende omstændighed. For det var, hvad det var: Somalierne gik efter en norsk, blond dreng. Det var ikke et tilfældigt offer. Faren har fået mange henvendelser fra andre forældre, som har haft lignende oplevelser.

Alle normale mennesker er klar over problemerne. De ved, at racismen kommer fra den anden side.

Støre er blevet markedsført som smart. Hvis han havde været det, ville han sagt noget, som indikerede, at han forstod situationen: Han havde ikke behøvet skræmme alle sine nye vælgere fra sig – vi ved, at politikere er kynikere – men han skulle have sagt noget, som viste, at han forstod, at nordmænd begynder at føle sig presset ud i deres eget land.

Støre gør det ikke. Han puster sig op og vil klynge Sylvi op som en anden sheriff.

Den tid er forbi.

Vi forstår hvorfor: Støre sidder mentalt på bryggen ved Bånntjern og spiser kiks fra en skål på en lille dug, med medbragt kaffe sammen med sin Marit. Det er idyllisk. Men det har ingenting med norsk virkelighed at gøre.

 

 

 

ANNONSE


Mest lest