Interessant interview med fotograf Jacob Ehrbahn, der de sidste seks år har dokumenteret flygtningestrømmen til Europa for Politiken. Han indrømmer ærligt, at han reelt også er en aktivist der leverer holdningsmassage. Bemærk den ukritiske tilgang, væsensforskellig fra omtalen af min verserende retssag. Følelser er godt, hvis det kan få afrikanere til Europa, men unødvendigt og lidt suspekt, hvis det modvirker masseindvandringen.

Set hos Journalisten.dk – Efter seks års dækning af flygtningestrømmen: ‘Gu’ er det personligt’.

“Mens ’flygtningekrisen’ efter 2015 forsvandt fra overskrifterne, blev Ehrbahn ved med at holde fast i historien. Blandt andet fulgte han ngo-grupper på sociale medier… En skelsættende begivenhed for Jacob Ehrbahn var, da det i 2017 lykkedes ham at få Politiken med på det tyske ngo-skib Seawatch 2, der redder nødstedte flygtninge i Middelhavet. Her fik han og journalisten Kjeld Hybel førsteparket til flygtningedramaet i sin mest ekstreme form…

Personligt eller professionelt? Det kan ikke skilles ad, siger Jacob Ehrbahn. Men det kan heller ikke forenes. …

I interviewet bruger han tit ordet ‘dokumentere’ om sit fotoarbejde, ligesom han kalder sin bog et ‘historisk dokument’. Men det er ikke et passivt dokument, han udgiver. Det er hjerteskærende billeder, der påvirker vores følelser og vores holdninger. Han bruger selv ordet ‘hjertemassage’ om den måde, han håber, billederne vil spille ind i debatten og synet på flygtninge.“

“Indtil den 31. oktober i år var over 110.000 migranter ifølge FN fragtet over Middelhavet. Er de så monstro de krigstrætte syrere, som Angela Merkel lovede automatisk asyl i 2015? Nej. De 12 talrigeste på listen er fra Nigeria, Guinea, Bangladesh, Elfenbenskysten, Mali, Senegal, Gambia, Eritrea, Sudan, Marokko, Ghana og Pakistan. Tæt på halvdelen af dem er fragtet til Italien af NGO-skibe, sat i søen af Sea Watch, Læger Uden Grænser… Ikke én af dem vil kunne få asyl, selv efter FN’s forskrifter.“ (Morten Messerschmidt, 2017)