Kommentar

(Fotos © Snaphanen.dk.)

Den virale angst

Er de de første skvulp i København af 4 mia. flere afrikanere?

En dag som idag, tænker jeg uvilkårligt på Manns digter Aschenbach i Venedig, hvor gaderne fyldes af dødsmærkede, halv vanvittige mennesker, der flyder rundt som vraggods og virker som et angstanfald for den forfinede, digter i Dirk Borgardes homoseksuelle skikkelse. Civillisationen er kun en tynd, tynd hinde, og vores viser sine første sprækker. På øverste dæk ser de dem ikke, alt er normalt og under kontrol.

Potemkinkulisserne er endnu på plads, selv for os, der ikke ser tv. Jeg sørger dog for ikke at gå glip af idyllikermadammerne på svensk tv. Jo værre tragedier, desto lykkeligere pipper de svenske nattergale. Hemmeligheden er naturligvis, at de får rigelige penge for at synge kønt.

Aschenbach sminker sig og farver sit hår, men han dør af koleraen og blir et smukt lig. Manns tynde bog er profetisk, for den er skrevet i 1911 i sorg over Gustav Mahlers død, og den forudsiger ligesom Mahlers sidste symfoni 1914, den gamle verdens og melodiens død. Filmen er vældig god, men jeg forstod den ikke, før jeg havde læst Thomas Manns bog.

ANNONSE

Jeg skrev om det her for otte år siden: Døden i Malmø.

At bogens historie også bygger på Thomas Manns eget ophold på Grand Hôtel des Bains på Lidoen i Venedig i 1911, hans sorg over Mahlers død, der indtraf mens han var der, og hans egen betagelse af en ung “gudeskøn” polsk adelsmand, Wladyslaw Moes, skal med for fuldstændigheden skyld……Der sker nemlig det i Manns bog, at en svær koleraepedemi kommer til Venedig sydfra og østfra, først ganske umærkeligt, men snart aner Aschenbach uråd.

Han spørger den ene og den anden, men nej “det er sciroccoen, der gør folk syge, den går over om ti dage, turister skal bare blive og slappe af.” Ingen vil sige sandheden, men Aschenbach bliver dårligere og dårligere

 

 

 

ANNONSE

Mest læst

Landsmøder har fanden skabt

Doc-TV: Den store røde flokk