LEDER



I et tarvelig og elendig stykke journalistik, skildrer Nettavisens Thomas Paust og NTB Lars Vilks’ optræden på svensk presses årlige konference, at det var hans provokationer, der er skyld i at de 700 på konferencen potentielt var truet.

Under et stort billede af Vilks står overskriften.

– Denne mand sætter 700 liv i fare

Nettavisen henter ud en udtalelse fra introduktionen af Janne Josefsson som sagde, at ikke alle var lige begejstrede, for at Vilks var inviteret. Det ved alle, der kender svensk offentlighed, men Paust nævner det ikke med et ord.

– Lars Vilks er kanskje den som har fått betale den høyeste prisen for ytringsfrihetens grenser. For noen er han en simpel provokatør som kan sette verden i brann. Det er viktig at han er her i kveld. Men det synes langt fra alle, sa SVT-profilen og journalisten Janne Josefsson, som ledet debatten på «Late Night Show» på seminaret.

– De første reaksjonene jeg har fått i kveld kommer fra store, tunge journalister som spør hvordan vi kan invitere ham hit og sette 700 menneskers liv i fare, sa han fra scenen på Svenska Mässan i Göteborg.

Josefsson forsøger at tage flere hensyn: Han anerkender, at mange af hans kolleger ikke ønskede Vilks og han gengiver, hvad de nævner som årsag: At han er en sikkerhedsrisiko. Men Josefsson er en intelligent reporter. Han kunne også hævde, at det er paradoksalt, at dem, der er sat til at forsvare ytringsfriheden ikke tør risikere noget.

ANNONSE

Men pointen er helt tabt i Nettavisen / Pausts fremstilling, som gør det til et faktum, at “denne mand sætter 700 liv i fare”.

Det er misvisende, det er tarvelig journalistik og det indebærer i sin logiske konsekvens at Nettavisen / NTB ser “sagen” – dvs ytringsfriheden fra jihadisternes synsvinkel. De bøjer sig for truslerne og gør offeret til den skyldige.

Vilks er forsøgt dræbt flere gange, og på Krudttønden var det på et hængende hår. Men det er hans egen skyld. Han kunne blot undladt at tegne profeten som en hund. Således fremstilles sagen af den norske presse. Den har dårlig samvittighed, fordi den ikke har forsvaret ytringsfriheden. For å komme væk, forenkler den sagen så skylden ender hos den, der provokerer muslimerne: Jyllands-Postens Flemming Rose offentliggjorde tegningerne for at provokere. Han vidste, hvad han gjorde, hævder de.

Nej, han gjorde ikke det. Han ønskede at teste, om det var korrekt, at kunstnere ikke længere vovede at tegne, hvad de ønskede af frygt.

Vilks var i samme spor, da han ville teste det samme på kunstens område. I begge tilfælde var der ingen reaktion i første omgang. Avisen Nerikes Allehanda publicerede tegningen og forsvarede den redaktionelt. Det tog et stykke tid, før det var demonstranter foran avisen.

I begge tilfælde må man antage, at der er religiøse ledere, der ser, at de har en sag, de kan og bør mobilisere på, og det virker.

Tror norsk og svensk presse, at det standser der? De tror ikke, der vil være flere “sager”? Når myndighederne ønsker at skrive “krænkelse” ind i lovgivningen, har man lagt ytringsfriheden i islamisternes hænder.

Det er et faktum, som pressen ugerne omtaler. Så peger flaskehalsen mod dem: Hvad vil de gøre med det? Fortsætte med at bebrejde Vilks? Det er, hvad de gør. De gør ham til syndebuk for en udvikling, der er helt udenfor hans kontrol. Vilks har med sin lille uskyldige rondellhund vist konfliktlinjerne i dagens samfundet. I stedet for i det mindste give ham en redelig fremstilling af hvad det handler om, hænger Nettavisen ham ud.

Således er Nettavisen lige så ynkelig som den svenske presse.

For øvrigt bugner sagen af faktuelle fejl,

Vilks har levd med politibeskyttelse siden han tegnet profeten Muhamed som en hund i 2007, to år etter den såkalte karikaturstriden. Vilks hadde derfor med seg to politifolk for å beskytte seg da han for ett år siden deltok på et debattmøte på Krudttønden i København. En halvtime ut i møtet åpnet en mann ild inn i bygget. En regissør, Finn Nørgaard, ble drept.

Nej, Vilks har ikke levet med politibeskyttelse siden 2007. Det fik han først efter at to albanere forsøgte at brænde ham inde. Vilks var omgivet af mange politifolk på Krudttønden 14. februar, men de havde kun håndvåben. Det lyder næsten som om det var et uheld skudt, da en mand “åbnede ild i bygningen.” Omar el-Hussein havde lovet troskab til IS. Finn Nørgaard blev sandsynligvis dræbt, fordi han forsøgte at sætte sig til modværge.

Flere hundrede venner fulgte Omar el-Hussein til graven.

 

Journalister som Thomas Paust helgarderer.

 

http://www.nettavisen.no/na24/–denne-mannen-setter-700-liv-i-fare/3423211656.html

ANNONSE