Kopierede/fra hoften

Boris Johnson har tabt magten og hans regering har ikke længere noget flertal i det britiske underhus. Magten er overgået til en diffus opposition stærkt hjulpet af Underhusets aktivistiske leder (speaker), John Bercow.
 
Det største oppositionsparti, Labour, vil ikke fortælle, om det er for eller imod Brexit, men nøjes med at genere premierministeren efter bedste evne. Dog går Labour ind for at afholde en ny folkeafstemning om Brexit, hvilket man dårligt kan se som andet end utilfredshed med udfaldet af den, der fandt sted i 2016. Og for nu at fremskaffe et andet resultat, rumsterer Underhusets flertal med planer om at nedsætte valgretsalderen til 16 år – i forventning om, at det er lettere at skræmme de helt unge til at blive i EU.
 
Samtidig har Underhuset vedtaget en lov, der forbyder Storbritanniens udtræden af EU uden en aftale. Det er selvfølgelig en gave til Bruxelles, der nu kan tvinge Storbritannien til at blive ved at stille så umulige krav, at de ville blive forkastet i parlamentet.
 
I demokratiske lande plejer det at være sådan, at når en siddende regering kommer i mindretal, udskriver den valg. Men det har anti-Boris oppositionen også forbudt, med minde premierministeren tager “no deal” af bordet.
Spørgmålet er, i hvilken forstand man kan betegne Storbritannien som et demokrati. Vi ved allerede, at den folkevilje, der kom til udtryk ved Brexit-afstemningen, vil blive tilsidesat. Og vi ved, at premierministeren ikke får lov til at udskrive valg, før han har opgivet sin politik.

Noget andet karakteristisk ved demokratiske lande er, at man ved, hvem der regerer. Hvis man ikke ved det, bliver de demokratiske valg jo ligegyldige.
Indtil videre må vi konkludere, at Storbritanniens egentlige magthavere sidder i Bruxelles og er ganske upåvirkelige af den britiske befolkning.

Men det var åbenbart også meningen med Unionen, for hvem befolkningen altid har været et irritationsmoment.
 
(Indlægget bygger delvis på en analyse i The Spectator den 28. september.)
ANNONSE

Mest læst