Det er ikke normalt, at en britisk toppolitiker griber til tårer under et møde i Underhuset. Men det var præcis, hvad kansler Rachel Reeves gjorde i går.

Briterne var vidne til en gråtende, sønderknust finansminister og en egoistisk premierminister, der giver andre skylden og ikke engang har modet til at fyre hende. Samtidig var vi vidne til fanatiske parlamentsmedlemmer, der var fast besluttet på at nedlægge veto mod selv de mest beskedne nedskæringer: Velkommen til Labours Storbritannien, et mislykket, useriøst og uregerligt land, skriver Allister Heath i The Telegraph.

Reeves så ud til at have svært ved at bevare fatningen og nåede knap nok at klappe, da Starmer besvarede et spørgsmål om hans kontroversielle velfærdslov, som blev reduceret til en tom skal af Labours egne repræsentanter.

Det var en såkaldt PMQ, der fandt sted i Underhuset: Prime Minister’s Question Time, hvor premierministeren besvarer spørgsmål fra parlamentsmedlemmer. I sine svar udtrykte Starmer ikke megen støtte til sin egen finansminister.

Ifølge The Times svarede Reeves, da hun blev spurgt, om hun var overrasket over, at premierministeren ikke støttede hende under parlamentets spørgetid i går:

»Jeg tror, folk kan se, at Keir og jeg er et team. Vi kæmpede sammen ved valget, vi ændrede Labour-partiet sammen, så vi kunne komme tilbage til magten.

»I løbet af det sidste år har vi arbejdet tæt sammen, både om budgettet, udgiftsgennemgangen og om vores initiativer til at forbedre de offentlige tjenester, som f.eks. 10-årsplanen for NHS.

»I dag er jeg helt klar til jobbet. Det er det job, jeg altid har ønsket mig. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået som finansminister. Hør her, jeg tror, at alle jeres seere har haft hårde dage. Det er bare et tilfælde, at jeg står foran kameraet, når jeg har en hård dag.«

Bagefter forsøgte Starmer at trøste Reeves.

Starmer havde tidligere sagt, at Reeves havde det fint, og sundhedsminister Wes Streeting tilføjede, at hendes fremtid ikke var i fare.

Men Allister Heath køber den ikke. Han skriver under en ødelæggende overskrift: Reeves må holde op med at dække over den skandaløse Starmer. Hun bør træde tilbage nu.

Sir Keir Starmer er vores Potemkin-premierminister, en bredt foragtet galionsfigur. Rachel Reeves er indtil videre stadig vores finansminister af navn, men hendes raison d’etre er blevet udslettet, og hendes sidste opgave er at tjene som Starmers menneskelige skjold. Morgan McSweeney, Starmers stabschef, er færdig.

Modstanden indefra

Reeves’ værste modstandere kommer fra hendes eget parti, som ser ud til at være i opløsning, selv inden for selve regeringen.

Den virkelige magt ligger hos en økonomisk uvidende, skattemæssigt uansvarlig flok af Labours bachbenchers og deres allierede i regeringen, Angela Rayner og Ed Miliband. I parlamentet er partiet nu ikke meget mere end en disharmonisk koalition i krig med sig selv; fraktionalismen hersker og garanterer blokering og afdrift.

På bare et år er Labour faldet i den fælde, som Margaret Thatcher advarede socialister om: Problemet med socialisme er, at man til sidst løber tør for andre folks penge.

Og briterne er virkelig ved at løbe tør for penge. De, der stadig har rigdom, flygter ud af landet i et rasende tempo. Det er nu uklart, hvem der har myndighed til at håndtere en situation, der truer med at komme ud af kontrol.

Det Forenede Kongerige i 2025 føles foruroligende som et gigantisk pyramidespil, der er ved at gå i opløsning og tage alt og alle med sig. Det er ikke underligt, at så mange unge, ambitiøse mennesker skynder sig at komme ud af landet, mens de stadig kan.

Hvem skal væk?

Enten vil Starmer fyre Reeves, eller også vil Reeves komme ham i forkøbet og gå af sig selv. Men det vil næppe forbedre situationen for de britiske skatteydere. Hendes efterfølger vil ikke få lov til at foretage nedskæringer, men blot øge skatterne for de rige og succesfulde, hvilket vil svække økonomien yderligere. For de rige vil stemme med fødderne og undslippe skattebyrden.

Den økonomiske situation er elendig, og i det år, Starmer har været i Downing Street 10, siges det, at statsgælden er steget med over 150 milliarder pund. Det er på trods af betydelige skattestigninger. Pengene flyver til Ukraine og mislykkede klimatiltag, og energipriserne er steget dramatisk under en fanatisk energiminister i Ed Miliband.

Starmer må udvande Net Zero på grund af Trumps toldsatser

Milibands fulde titel er afslørende: Han er Secretary of State for Energy Security and Net Zero. Med andre ord har han ansvaret for at sikre energisikkerhed gennem Net Zero. I løbet af det sidste år har Miliband fokuseret mere på Net Zero end på energisikkerhed.

Den næste finansminister vil være under et enormt pres for at lempe finanspolitikken og låne endnu mere. Labours eksperiment med teknokratisk socialdemokrati varede præcis et år: Det, der kommer bagefter, vil være meget mere eksplicit socialistisk og destruktivt.

Svag opposition

Storbritanniens største problem er en svag opposition. Tory-partiet under Kemi Badenoch har en brækket ryg, og Reform UK fremstår som den største udfordrer. Men Reforms manglende erfaring skaber stor usikkerhed.

Det er et absurd teater, der foregår i parlamentet, toppet af den menneskelige tragedie med en hovmodig, overpromoveret politiker, der bliver dolket i ryggen af sit parti og forladt af sin uhæderlige leder. Dette er virkeligheden, og situationen er alvorlig, skriver Heath.

Storbritannien nærmer sig et punkt med maksimal fare. Budgetunderskuddet er for højt, og renten på statsobligationer er steget. økonomien vokser knap nok. Skattestigninger gør ikke meget.

Det er i dette øjeblik, at politiske kriser normalt udvikler sig til finansielle kriser, når markederne begynder at behandle os som en fejlslagen stat, sælge vores valuta og presse renten op.

IMF til undsætning?

Er Den Internationale Valutafond (IMF) nødt til at træde til for at redde Storbritannien? Det er normalt forbeholdt ekstremt fattige lande i andre dele af verden, men klimahysteri og overdrevent spild af skatteydernes penge, kombineret med udtørring af industrien og fortsat masseindvandring, er ved at forvandle Europa til en region af udviklingslande.

Heath mener, at IMF bør forberede sig.

Storbritannien er kun én politisk bommert væk fra et run på pundet, et nødbudget og en redning fra IMF.

Problemet er selvfølgelig, at IMF normalt hovedsageligt er blevet finansieret af europæiske lande og USA. Det er usandsynligt, at Kina og de arabiske oliestater gider spytte penge i kassen for at redde Europa. Samtidig gør europæiske politikere alt, hvad de kan, for at få problemer med USA’s præsident Donald Trump.

Rachel Reeves: Storbritannien har brug for en dosis Trump-positivitet

Men Reeves kan ikke kun bebrejde Starmer, hun bærer selv en stor del af ansvaret.

Jeg vil aldrig tilgive hende for at lægge moms på studieafgifter, for at lyve om det konservative partis sorte hul, for at angribe landmænd så ubarmhjertigt, for at spilde milliarder på unødvendige lønstigninger i den offentlige sektor, for at bryde sit valgløfte om national forsikring og for at ødelægge økonomien.

Men Reeves har holdt Labour væk fra Corbyns socialistiske drømme, og hun har forsøgt at skære ned på velfærdsudgifterne. Hun har også argumenteret for en mere eksplicit støtte til Israel.

Sundhedssituationen i Storbritannien er enten i en eksplosiv krise, eller også foregår der en massiv svindel.

Antallet af ansøgere for autisme steg fra 26.256 til 114.211, for angst og depression fra 23.647 til 110.075 og for ADHD fra 4.323 til 37.339. Antallet af godkendte ansøgninger for akne, fedme, stofmisbrug og endda skrivekrampe steg kraftigt. Omkring tretten personer modtager forhøjet PIP for »faktiske lidelser« med bevidst forfalskede symptomer, herunder Münchhausens syndrom.

De rige flygter, før de bliver flået

Som altid er venstrefløjens eneste løsning at »flå de rige«.

Når de ikke skåler for Reeves’ forestående politiske endeligt, har de ivrigt delt Just raise tax, forsiden af magasinet New Statesman, i deres WhatsApp-grupper.

Artiklen i New Statesman hævder, at Storbritanniens »sygdom« skyldes, at staten er for lille (!), men da de rige flygter, er det middelklassen, der betaler regningen, hvilket gør middelklassen mærkbart fattigere.

Heath konkluderer sådan her:

»Starmer har opført sig skammeligt og har ikke forsvaret Reeves. Hvis hun virkelig tror på finanspolitisk redelighed og indser, at fuld socialisme ikke er løsningen, bør hun holde op med at dække over en premierminister, som ikke fortjener det. Hun bør træde tilbage og lade en anden rydde op efter ham.«

At sidde i Underhuset med sine krokodilletårer hjælper ikke nogen briter. Desuden er der i værste fald mere end fire år til næste valg.