Kopierede/fra hoften

Civilisation er erstattet af teknologi. Romerne kaldte Middelhavet for Mare Nostrum, vores hav. Det er nu navnet på spanske supercomputere i Barcelona. Politiken er flyttet ind i det virtuelle rom, hvor den har mistet sin karakter.

Essay af professor emeritus Uffe Østergaard, der fortæller om hvordan årtier med islamisk indvandring har fået ham til at trodse EU-paradigmet, og forfægte en mere rationel erfaringsbaseret tilgang. Trykt i Politiken, hvis læsere om nogen har brug for ideologiske justeringer – Tiden er til at bygge mure med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter (kræver login).

“… Man må sige, at det var naivt, for ikke at sige dumt, at nedlægge de indre grænser i EU med Schengen-aftalen uden at have sikret de ydre grænser først. EU blev grebet af angst for kritikken for at bygge mure omkring sig, først med et ’sølvtæppe’ mod øst, siden i Middelhavet. …

Er det overhovedet muligt at lukke grænsen i Middelhavet? Formentlig ikke i længden, hvis vi skal dømme ud fra erfaringen fra Romerriget. … Men selv om det kun lykkes at holde grænsen i Middelhavet for en tid, er vi nødt til at prøve af hensyn til vore egne lande og befolkningernes flertal. ‘Sammenhængskraften’, som det nu hedder.

Meget store dele af verden kan åbenbart godt tænke sig at være med i den europæiske velfærdsstat. Men der er måske en grund til, at den er udviklet i Europa og ikke alle mulige andre steder.

Begrænses indvandringen af flygtninge og migranter ikke, risikerer vi flere folkelige oprør og en splittelse mellem Øst-, Vest-og Sydeuropa. Europa kan hurtigt miste det, der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere.

Jeg har måttet erkende, at der er et kulturelt fundament for velfærdsstaten og retsstaten, ytringsfriheden og de andre goder, vi forbinder med Europa generelt og de nordiske velfærdsstater specielt.

Der er nogle lange, dybe, kulturelle og måske ligefrem religiøse forudsætninger for velfærdsstaten, som min generation ikke var opmærksomme på.

… der er mere på spil end strømmen af flygtninge og migranter. Vi har måttet erkende, at integration af mennesker er sværere, end man troede i den naive optimismes halve århundrede, hvor man regnede med, at nationalisme og religion ville forsvinde i takt med den globale modernisering. I stedet har vi fået global nationalisme.

Den nederlandske migrationsforsker Ruud Koopmans, der nu arbejder i Berlin, har ærligt beskrevet sit skifte fra en tro på multikulturalisme som måden at integrere indvandrere på til at stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund.

Det kaldes ‘assimilation’ og afvises stadig af de fleste, der bærer på en tung arv af dårlig samvittighed over tidligere tiders europæiske kolonialisme og etnocentrisme. …

Lidt kontroversielt er jeg nået frem til, at en forudsætning for vellykket integration er, at de nye danskere overtager de lutheranske dyder, der gennemsyrer det danske samfund, kort sagt kulturel assimilation.

Ved nøjere eftersyn viser det imidlertid, at det i høj grad er kulturelt bestemt at tænke, at vi som borgere ikke kun har rettigheder, men også pligter. … Der er kort sagt tale om kulturkristendom som ramme om en samfundsmodel, der bygger på arbejdet som identitetsskaber og viser sig i respekt for statens autoritet og vilje til at betale skat. … Det er hele dette kompleks af normer og idealer for den gode samfundsborger, jeg tænker på med ‘ lutheranisme’.

Om det er kristendom, overlader jeg til andre at afgøre. Luthers lære er på kompliceret vis årsag til komplekset… Faktisk tyder meget på, at inderligt troende kristne og muslimer har lettere ved at forstå og respektere hinanden end deres ‘kun’ kulturkristne medborgere, uanset om disse er medlemmer af folkekirken eller ej.

Det er en af grundene til at jeg er nået frem til, at tiden er inde til at bygge mure rundt om Europa. Kun ved at bremse den ukontrollerede indvandring kan vi måske genvinde vælgernes tro på EUprojektet og vores danske samfundsmodel med alle dens mangler og ufuldkommenheder.”

ANNONSE

Mest læst

Hvem skal nu betale?