Kommentar

Hvis nogen spørger mig hvad der er det bedste ved julen, så vil jeg til enhver tid svare juletræet. Kan man tænke sig noget mere festligt end et oplyst træ i en stue juleaften? Nej vel. Er der noget mere pynteligt end den evigt grønne vækst vi pynter med på gader og stræder? Nej.

Men det er ikke bare derfor jeg godt kan lide juletræet.

Det er fordi juletræet er mere end bare et stykke pynt. Juletræet er jo selve livets træ, der er kommet ind i enhver stue. Grantræet der står evigt grønt, med lys som fugle på kviste, peger på, at det der sker julenat med barnets komme til jorden julenat, er skabelse.

Verden var tom, mørk og øde, men i Ham, i ordet, brød lyset frem. Det lys ved hvem verden blev til i begyndelsen, er det samme lys ved hvem verden og mennesket nu genskabes.

ANNONSE

Ikke for ingenting har digtere gennem tiden beskrevet julen som det at øde og golde egne skal blomstre med duftende roser, som det at en rose bryder frem midt i en kold og mørk vinter. Som forår slet og ret.

Bethlehemsbarnet i krybberummet, det er den evige vår.

Så hver gang vi ser et juletræ pyntet med lys og stjerner, skal vi nu se, at det peger på det nye der er sket med krybbebarnet.

Der, hos Bethlehemsbarnet er der fred trods nød og fare. Barnet kommer med en fred der er af en anden verden. Den himmelske fred som toner julenat herned.

Og hvad så?

Julelysene vil jo slukkes igen. Lysene her vil blive taget af træet og det vil bare været et almindeligt træ igen. Som vil blive smidt ud til at brændes. Krybberne vi måske har sat op, vil blive taget væk og gemt. Og efter julefreden i hus og hjem, skal vi igen ud og leve vort liv her på jorden. Vores skrøbelige liv med dets sorger og glæder. Ingenting vil være forandret i det ydre.

Sådan hører vi også om hyrderne, at de vendte tilbage til marken, efter at de havde set det lille Jesusbarn. Og at de priste og lovede Gud for alt hvad de havde set oh hørt. Men hvad havde de at være glade for? De var stadig væk hyrder. De havde ikke fået en højere jordisk stilling med højere løn. De skulle tilbage til kulden og mørket. Og de vidste, at englene ikke kom igen. Marken var den samme som den altid havde været.

Og dog lovede og priste de Gud, for det de havde set. Hvorfor? Jo for deres liv var nu et helt andet.  De havde fået en glæde, som rørte ved noget dybt i dem. En glæde de aldrig kunne miste. Hvorfor? Jo – de kendte nu ikke bare TIL Gud. De KENDTE Gud. For i barnet havde de set Guds væsens udtrykte billede, som der står i HEB. De havde set Guds ansigt. Og det forandrede alt.

Det betød at de nu uanset hvad kunne være uden frygt sådan som englens frygt ikkehavde varslet.

Hvordan nu det? Hvordan kunne de være uden frygt? Verden var jo stadig den samme. Fattigdom, sygdom, undertrykkelse og overmagt og død, truede dem stadig lige som disse farer altid truer et menneskeliv.

Jeg vil prøve at forklare, hvordan det hænger sammen. Frygt opstår, når vi bliver bange for at miste det, der betyder allermest for os. (Augustin) Vi har alle sammen dejlige og vidunderlige ting i vores liv, som vi elsker. Forældre, ægtefælle, venner, børn. Arbejde, fritidsinteresser, dyr, rejser. Det er alt sammen godt og sundt. Men et vilkår er det, at alt det skal forgå og forvitre en dag.

Derfor skal vi naturligvis alligevel elske vores venner og familie, vores arbejde og vores kæledyr, og selvfølgelig er de ting på mange måder grunden til, at vi står op hver morgen.

Men vi skal elske vores børn, venner eller forældre som de forgængelige, fejlbarlige og menneskelige størrelser som de er. Vi skal ikke elske dem, som om de var guder, de skal ikke alene udgøre vores tilværelses grund og opfylde alle vores forventninger og håb. Det kan de slet ikke leve op til. Det ville være en frygtelig stor byrde at lægge på noget dødeligt menneske. Det ville være en urealistisk forventning at have til noget som helst forgængeligt.

Gør vi det, så har vi netop sat vores håb til noget, der er forgængeligt, dødeligt – som om det var uforgængeligt og udødeligt. Vi har sat al vores lid til noget vi kan miste. Og så opstår frygten.

Lad mig sige det sådan: En lille smule bekymring er selvfølgelig naturligt og godt. Det viser, at du holder af dine elskede. Men en frygt for dine kære, der overskygger alt og handlingslammer dig og lægger alt øde er ikke godt. Det vil formørke og forkrøble livet.

Det eneste der nu kan befri dig fra den frygt er tilliden til den Gud, der i sin søn julenat har givet os den mulighed at kende ham ansigt til ansigt. Det er evangeliets trodsige budskab.

Ved at sætte din lid til ham som din gud, kan sorgen slukkes og frygten forvindes og mennesker kan få det mod, der skal til for at leve med fylde, elske vores kære som de dødelige mennesker de er, kæmpe vores livs kampe – uden at gå under. Det er jo netop et liv med øjet himmelvendt, som Grundtvig skriver, der gør dig lysvågen for alt stort og skønt her neden.

For der er ingenting i verden der kan tage himlen, Gud og hans kærlighed og hans fred fra dig. Ingenting. Du kan miste alt her på denne jord og alligevel være i Guds nærhed. At det kan være sådan er en erfaring Paulus gjorde når han kan skrive: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde

Men hvad trøst skulle der så være i det for lige mig, tænker du så måske. Det må jeg da indrømme, at det gør jeg faktisk selv. Jeg er ikke sikker på at jeg helt har forstået det.

Det gjorde myndighederne i Sovjetunionen til gengæld. Det var derfor de kæmpede så indædt mod kristendommen. De forstod, hvad det kan gøre ved et menneske, hvis det menneske elsker Gud mere end noget andet.  Det kan gøre et menneske frygtløst.

Det er også derfor de nordkoreanske myndigheder nådesløst straffer mennesker for bare at EJE en bibel. De ved, at det udgør en afgørende trussel for regimet, hvis noget sættes højere end Det kommunistiske parti. Og endelig var det jo også derfor de romerske myndigheder for 2000 år siden insisterede på at de kristne skulle tænde lys for kejseren. Men de kristne frygtede Gud mere end de frygtede kejseren. På den måde – ved at frygte Gud og det vil sige ved at være forenet med Gud og hans vilje – overvandt de frygten for mennesker.

Det er den eneste måde frygten for verdens magter kan overvindes. Ved at søge Gud og hans rige først. ”Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, siger Kaj Munk – og uden det vil verden overvinde os.”

Kaj Munk er selv et eksempel på et menneske der frygtede og elskede Gud mere end kejseren. Han foretrak ligefrem at dø frem for at bøje sig under den tyske besættelsesmagt.

Tænk engang – alene på grund at det bud der lød den nat da lyset tændtes i livstræets krone. Om at Guds kraft den nat nedsteg til vor skrøbelighed. Om at vi nu og for altid er forenet med vort guddommelige ophav. ændrede verden.

Det bud som lyder, at vi altid og uanset hvad, ikke bare er mennesker i en mørk og ubarmhjertig og forvirret verden, men at vi også altid er i Guds nærhed. At vi er adlede. At vi nu og altid er hans velsignede børn.

Vi skal derfor igen og igen høre budet om at frygt og sorg skal forsvinde. Det bud der under storm og torden melder og giver fred på jorden. Det Bud der gør rolig midt i våbenbrag. Et bud der har fået soldater i skyttegrave til at lovsynge med både mund og indre. Et bud der fået fortryktes ansigter til at lyse med håb, selvom alt håb var ude. Hvis det var godt nok til dem er det også godt nok til os.

Lyset skinner i mørket. Grenen fra livets træ står kønt. Og vi kan nu ikke give hinanden bedre råd end det hyrderne gav hinanden julenat: Lad os gå med stille sind som hyrderne til barnet ind, med glædestårer takke Gud, for miskundhed og nådebud.

Glædelig Jul!

 

 

Juledag

99 Velkommen igen

117 En rose så jeg skyde

119 Julen har bragt

95 Fra himlen højt

125 mit hjerte altid vanker

118 Julen har englelyd

ANNONSE

Læs også

Alle fronters Gud -
Vi behøver lyset -
Englen og den elskede -
Gud hader krystere -
Det syge hjerte -
Julerosen -
Han vandrer med os -

Læs også