Oraklerne

Mon ikke enhver far eller mor, der har stået ved deres nyfødtes vugge har følt et øjebliks ærefrygt og taknemmelighed? Mon ikke ord som ”mirakel” eller ”under” har strejfet dem?

Mon ikke det for mange forældre har føltes som om, at nu var deres bønner blevet hørt, som om at nu har Gud besøgt dem.  Ja, mon ikke de fleste mennesker kan fornemme lidt af den Guds magt og herlighed, som bor i ethvert nyfødt barn?

Når et barn kommer til verden, da tændes håbet i os. Barnet får de bedste kræfter frem i os. Pligtfølelse, omsorg, glæde, kærlighed.  Ved ethvert barns fødsel tændes et lille lys i mørket. Livets under viser sig.  Og Gud selv viser sig, for ethvert barn er skabt i Guds billede.

ANNONSE

Måtte ethvert barn blive hilst sådan velkommen i verden. Måtte ethvert barn blive set på, sådan som Zacharias ser på det lille Johannesbarn. Som et barn der er skænket af Gud, et barn med en særlig opgave og bestemmelse.

Vejen til den erkendelse var ikke gået smertefrit og problemløst for Zacharias. Da en engel i templet fortalte ham, at hans kone Elisabeth var gravid med et særligt barn, der fra undfangelsen skulle være fuld af Helligånden, føre Israels børn tilbage til Gud, vende fædres hjerter til deres sønner og give ulydige et retfærdigt sind, da værgerede Zacharias sig. Han var fuld af mistro, for Elisabeth og han selv var oppe i årene. For sin mistros skyld blev han stum, indtil den dag barnet blev født.

Nu, da han står med barnet i armene, forstår han. Hans skepsis er væk og dette viser sig ved, at han pludselig kan tale igen. Han bryder ud i sang. Sangen er en lovprisning af Gud og det er en sang til det nyfødte barn. Sådan befrier Guds nåde et menneske til at lovprise uden frygt. Sådan befrier Gud en far til at vende sit hjerte mod sin søn. En lille smule af den pagt, som Gud i sin tid indgik med Abraham, er etableret. Et menneske er ført hjem til Gud, hjem til sin bestemmelse.

Zacharias sang tyder på, at han har forstået Johannes særlige rolle, som af Gud udset til noget stort. Johannes er udset til at være Den højestes profet. For så vidt gælder det i grunden alle menneskebørn. Ethvert barn der døbes til at tilhøre den korsfæstede og opstandne frelser, døbes også til at være Den højestes profet.

Hvordan kan barnet være en profet? Jo, barnet sættes jo som eksempel for os –   vi skal blive som børn, hvis vi vil ind i Guds rige. Det vil sige, at vi skal se, at vi har lige så lidt som et nyfødt spædbarn at gøre godt med i forhold til Gud. At vi, fattige som vi er, intet har at give.

Et spædbarn er 100 procent afhængigt af, at dets forældre vil tage sig af det, at de vil lære det at forstå sig selv, håndtere uforståelige følelsesudbrud, at de vil trøste det, når det føler smerte, frygt og utryghed. Spædbarnet befinder sig på den måde i et mørke, det ikke selv kan oplyse eller forstå. Et mørke det ikke selv kan overvinde. Vi skal se, at det forholder sig på samme måde med os overfor Gud. Vi kan ikke forstå os selv ved os selv. Vi kan ikke selv lyse mørket op. Det kommer til os udefra: fra solopgangen fra det høje, som vil besøge os.

Det er i virkeligheden evangeliets barske budskab: at vi er i dyb nød. Vi var i nød så længe hedder det i en julesalme. Vi er fattige og arme. Kun armod er herinde.

Der står ikke at: der udgår et lys fra mennesket eller fra verden, nej der står (i skriften), mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene. Der står, at jorden er tom og øde og udtørret. Menneskelivet i sig selv er som græs, der tørrer og visner.

Lyset der er ved at komme til verden, det kommer udefra. Fordi Gud siger: Af mørke skal lys skinne frem. Det er Gud, der lader det skinne i vore hjerter.

Dette budskab kræver, at vi nedjusterer forventningerne til, hvad vi kan og skal. For lysets frembrud over verden, Herrens herlighed over os, betyder jo, at vi i os selv er fortabte. At der i os kun er mørke. At vi er 100 procent afhængige af Gud.

Det er på den måde barnet kan forberede os på og lære os noget om vejen til Gud.

Barnet vokser til og så begynder kampen for at bevare og tilkæmpe sig al den uskyld og fattigdom, der engang var en selvfølge. Stoltheden og egenrådigheden vågner. Den samme skepsis, den samme vantro, som vi ser det hos Zacharias, vokser i os. Vi bliver blinde for underet og vi bliver stumme, som Zacharias var det, for vi mister evnen til at lovprise underet. Vi bliver stumme og døve og blinde.

I Selma Lagerlöffs fantastiske fortælling, Legenden om Juleroserne oplever en gammel abbed på Öved kloster, i det sydlige Skåne et ægte mirakel, da skoven i det nærliggende Goïnge julenat bliver til den smukkeste prydhave for at fejre frelserens fødselsstund. Den gamle abbed falder på knæ og hans ansigt stråler af salighed. Aldrig havde han troet, at det skulle forundes ham, allerede i dette liv at opleve himlens glæde og høre englene synge julesalmer, som de gør det den nat i Goïnge

Med sig har abbed Hans en lægbroder. Men lægbroderen har det ikke helt på samme måde som den gamle abbed. Mørke tanker tumler i hans hoved. Det kan ikke være et virkeligt mirakel, de overværer, tænker han. Det må være den lede satans magt, der forhekser os. Netop da englene er helt, sætter en lille skovdue sig på lægbroderens skulder og lægger sit hoved mod hans kind. Men for lægbroderen føles dette uskyldige kærtegn som om djævelen er helt tæt på ham: Gak til helvede, hvorfra du er kommet, råber han højt. Ved råbet standser alle englene brat og flygter i usigelig skræk for kulden og mørket i et menneskehjerte. Abbed Hans dør i skuffelse over at være så nær på englene uden at få dem rigtigt at se.

Siden den nat har Goïnge skov ikke fejret frelserens fødselstund. Af al dens herlighed er kun en blomst tilbage som abbed Hans nåede at plukke inden han døde. Man har kaldt den julerose og hvert år sender den sine hvide blomster og grønne stængler op af jorden ved juletid, som om den aldrig kan glemme, at den voksede i den store julehave.

Lægbroderen var blind, stum og døv. Og derfor gik han glip af underet.

Men Johannes Døber er julens profet. Han er sat til at bane vejen for julen i vores hjerter. Han er den profet, der er sat til at anråbe selv de meste forhærdede mennesker. Så er der også håb for os, når vi vores hjerter bliver hårde. For det bliver de. De bliver hårde, så vi ikke kan se underet, så vi ikke er retvendte – mod vores børn, vores nære, mod Gud. Det er fordi vi er sådan, at Gud bliver ved med at give os varme og kærlighed, som tør det hårde op i os. Johannes er tegnet på, at det vil Gud også gøre denne jul.

Midt i ørkenen, hvor der er tomhed og øde, skal han åbne vore øjne, og han skal løsne vores tunger, så vi kan se frelsen i vore synders forladelse, så vi kan lovprise Gud og synge og juble i fryd! – Et ære være Gud for sit julebud.

 

 

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder. Desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Læs også

På Livets Grund -
Se, himlen er åben! -
Englen og den elskede -
Rejs dig! -
Nytårsprædiken -