Conrad von Soest (ca. 1370 – ca. 1422), «Jesu fødsel» (1404). En del af altertavlen i Evangelische Stadtkirche, Bad Wildungen (Hesse). Foto: Wikimedia.

Vi lever i en tid med spænding. I den private sfære opfattes den af mange som normløs og fuld af konflikt, på nationalt plan er den præget af et farvel med erfaringsbaserede traditioner og grundlæggende ideer relateret til religion, nationalstaten og folks suverænitet.

Andre mener, at alt, hvad der sker, er positivt, nødvendigt for at opnå det ønskede ideelle samfund.

Under sådanne omstændigheder kan det være hensigtsmæssigt at sætte sig ned, trække vejret og huske, hvad der skete der i markerne i Betlehem for over 2000 år siden. Da nogle hyrder havde et møde, der ikke kun ændrede deres liv, men skulle være starten på en helt ny civilisation. Midt i nattemørket stod pludselig en engel og sagde:

“Vær ikke bange! Jeg kommer til dig med et budskab om stor glæde, en glæde for hele folket: I dag er der født en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette skal være et tegn for jer: I skal finde barnet, der er pakket ind i indpakket tøj, liggende i en krybbe. Pludselig blev englen omgivet af en himmelsk vært, der priste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, god vilje over for mennesker.”

Budskabet om, at vi ikke skal frygte, er blevet misbrugt mere end en gang i de seneste år, men det var Guds budbringer og hans meddelelse, at hyrderne blev bedt om ikke at frygte. At Gud, skaberen af ​​jorden, ikke havde glemt sit folk, men var kommet til dem i form af et menneske til de mennesker, i hvilke han er velbehagelig.

Englenes sidste sætning til hyrderne indeholder et budskab, der skulle have indflydelse på historiens gang: At Gud har glæde i mennesker. Mere end en gang har jeg spekuleret på kritikere af kristendommen. Hvordan det er muligt at ikke lide en Gud, der elsker sin skabning så højt, at han var villig til at blive født i vores verden og blive en af ​​os, så vi kunne få del i ham. Det er ikke let at forstå dette, at vi i dag tror, ​​at mennesket med sin egen hjælp formåede at ændre en kultur mere voldsomt, end vi gerne ville tale om.

Historikeren Tom Holland er en af ​​dem, der peger på det faktum, at tidligere forsøg på at hæve menneskelig værdighed er gået i stå på grund af manglende guddommelig jordforbindelse. Hvis andet end magt skal definere loven, skal vi have noget højere at henvise til. Som englene sang: Vi er alle lige for Gud. Han elsker ikke nogen mere end andre. Han fortalte ikke røveren på korset, at det var for sent, at han ikke var god nok til paradis. Den største og mindste blandt os er lige inden for Gud.

Den politiske venstrefløj er den, der traditionelt ikke kan lide mest kristendommen, og det viser, at de ønsker noget andet end den lighed, som kristendommen forkynder.

Derfor trives kristendommen bedst blandt dem, der accepterer forskelle her på jorden. Jesus talte til vores frie vilje, til vores evne til at vælge det rigtige, ikke ved magt, men ved kærlighed. Vi vil altid have de fattige blandt os, Jesus var klar over det, men hans kærlighed er den samme uanset hvad, og denne kærlighed beder han os om at videregive.

Men budskabet fra englene i marken i Betlehem: at folk behager Gud bliver mindre og mindre populært. Næppe nogen tør sige, at det var denne besked, der forandrede verden, der gav os en ramme for vores liv og bevarede Europa, da det vestlige romerske imperium brød sammen.

Selvom tragedier har ramt os i de århundreder, der er gået, og frygt med rette har grebet os, har vi haft en sikkerhed for, at Gud elskede os, ikke ham, vi har frygtet. Alligevel er julens budskab stadig så stort og uforståeligt, at det rører alle, der tør at gøre som hyrderne den første juleaften: Gå til Betlehem for at se den, der kom til verden som et forsvarsløst lille barn, skaberen af ​​universet, hvis budskab er: Finder du noget bedre at sætte din lid til?

Glædelig jul!