Oraklerne

Vi hørte sidste søndag om hvordan kirken er udtryk for den dobbelthedens ånd som er kristendommens:

Kirken er i verden, men er ikke af denne verden. Og ved at fastholde denne dobbelthedens ånd sikrer kirken, at Kejseren ikke gøres til Gud og Gud ikke gøres til kejseren.

Kejseren skal have, hvad der er hans og Gud, hvad der er hans, som Jesus siger. Der er noget der er verdens og så er der noget, der hører til himlen og til Gud.

Det har i praksis betydet, at øvrigheden i kristenheden, regerer i alle de forhold, vi kan kalde verdslige – altså i de jordiske forhold. Her skal øvrigheden sørge for fred, orden og velfærd. Med sværd om nødvendigt.

ANNONSE

Øvrigheden skal holde sig til det. Den skal ikke kræve af mennesker, hvad der er Guds. Gør den det, så skal den ikke lydes. Den kejser Jesus taler om, han krævede netop, hvad der er Guds for han krævede at blive tilbedt, som var han selv Den levende Gud. Det nægtede de kristne. De ville kun give ham, hvad der tilkom ham; nemlig jordisk myndighed. De ville kun give kejseren det, der var hans. Ære, ganske vist, lydighed, skat og told som Paulus også formaner de kristne i Romerriget til. Men ikke guddommelig status. Det kostede dem som bekendt forfølgelse, tortur og død. Ikke desto mindre stod de fast.

At kejseren eller staten gør krav på at være Gud, har vi også masser af nutidige eksempler på. Det fandt sted i det tidligere Sovjetunionen. Her blev mennesker dømt til deportation, udsat for tortur eller anden terror, hvis man ikke fuldstændig underkastede sig staten. Her var skellet mellem hvad der er Guds og hvad der er kejserens, dvs statens opgivet. Alt var nu statens, sjælene, de inderste tanker, de dybeste længsler og drømme, børnene og al jord og ejendom. Om man i det mindste måtte eje sin egen tandbørste, ved jeg faktisk ikke.

Også det nazistiske regime i Tyskland i 40erne gjorde krav på dets borgeres fuldstændige og totale underkastelse: Nationalsocialismen rejste i fuldt alvor kravet: Jeg er Herren din Gud. Du må ikke have andre Guder end mig” (Martin Niemøller, Sidste prædikener, Gyldendal 1939). Det var netop derfor, at en gruppe kristne dannede deres egen kirke, bekendelseskirken, for man skal give Gud hvad der er Guds og kejserens/statens, hvad der er statens.

Hvad betyder det så for os i dag? Vi lever jo ikke i en stat, der gør krav på vor at være Gud. Der gør krav på vor overbevisning, på vort inderste og private, på vor jord og ejendom og på sjæl og vore børns sind. Vi er frie til at ære Den levende Gud, Jesu Kristi far. Ja, selv mennesker, der ønsker, at kalde noget helt andet end Den levende Gud for deres Gud, er frie til at forsamles og gøre det. Eller mennesker, der bare ønsker at dyrke sig selv. Det kan de også gøre, præcis som de ønsker. Og enhver har endda lov til at spotte Gud, fornægte ham og håne ham ved fx at sænke et billede af Jesus Kristus ned i et glas med tis. Vi har godt nok en blasfemilov, men den træder åbenbart ikke i kraft her. Og at det er sådan, det er jo takket være vor skelnen mellem det, der er Guds og det der er statens. Så nej, vores øvrighed her i Danmark gør (endnu) ikke krav på vores sjæle og hjerter. Vi er da frie til at give Gud, hvad Guds er.

Vi kunne da se denne søndag som en lejlighed til at spørge os selv og hinanden, om vi da så også giver Gud, hvad Guds er? Hvad er Guds?

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og af hele din styrke. Det er at give Gud, hvad Guds er.

Men hvordan da det?

Jo, du skal lade Gud være Gud, sætte ham først. Sådan undgår du, at gøre dine ideer, din by, dit land eller din politiske overbevisning til noget guddommeligt. (Søren Krarup, Den kristne tro, Spektrum 1995).

Du skal elske Gud sådan, at du elsker og ærer dine forældre, for sådan bestemmer troen på Gud, forståelsen af livet.

Er du selv forælder, skal du drage omsorg for dine børn, opdrage dem og sørge for dem og elske dem sådan som de har krav på, men du skal ikke forgude dem. Du skal ikke forgude hverken dine forældre eller dine børn. Vi skal ære dem og elske dem som forældre og børn ikke som Guder.

De er jo mennesker og derfor skrøbelige, svage og fejlbarlige som alle andre. Vi kan og må ikke forvente, at de kan stille alle vore længsler og opfylde alle vore krav. De kan ikke forløse os. De kan aldrig være den manglende brik i vort liv, der fuldender alt. Vi skal ære og elske vores forældre som forældre og ikke som Guder.

På samme og måske måde: vi skal elske vores børn, vi skal ofre os for dem og vejlede dem og gøre alt det en god forælder skal gøre, men vi skal ikke elske dem som guder. Det kan intet barn leve op til. Intet barn kan bære alle dets forældres drømme om lykke.

Det vil lægge en forfærdelig byrde på det barn. Et barn er netop også et menneske, der fejler. Måske lever det ikke op til de håb og drømme forældrene har for det, ja måske svigter barnet endda. Måske falder det helt ved siden af det, man havde forestillet sig. Men det barn er givet os af Gud og vi skal elske det barn som vores barn. På trods af dets fejler og mangler. Vi skal elske barnet som vores barn og ikke som en Gud, der skal forløse alle vore dybeste længsler.

Læg i stedet dine længsler, håb og drømme hen til Vor Herre. Kom til ham med alt, hvad du bærer på af sorg, mørke og død. Lad ham være din forløsning, dine længslers grund. Giv Gud, hvad Guds er.

Og så skal du takke Gud.

Sig altid tak under alle forhold. Benyt enhver lejlighed, der byder sig til at takke Gud!  Og når du sådan begynder at tælle Guds mange gaver, så vil du hurtigt opdage, at der er uendeligt meget og mange små ting at takke for:

Sig altid tak, for det man takker for, bliver man også glad for og sådan er taknemmeligheden selv en gave. Sig altid tak. Det er at give Gud, hvad Guds er.

Og så skal du gå i kirke. For sådan giver du Gud, hvad Guds er. Ved at gå i kirke og lovsynge og bede. Ved for en stund at lukke verden ude og vende dit ansigt mod alteret hvorfra hans ord lyder og hvorfra velsignelsen strømmer.

Ær Gud. Giv Gud æren.

Men hvordan giver vi Gud æren? Ved at vi har bygget kirker. Mange kirker. Ved at de stadig står som sognenes flotteste og mest velholdte huse. Ved at vi giver Guds ord den smukkeste og bedste ramme, som vi kan tænke os. Det er at ære Gud. Det er at give Guds hvad der er Guds.

Hvordan giver vi Gud, hvad der er Guds: Ved at dele livet med den anden. Ved at tage sig af de mennesker, man er sat iblandt. Ved at gøre sin pligt. Det almindelige liv i tjeneste for næsten. Det skal være jeres gudstjeneste, siger Paulus. Livet er ikke dit. Det er Guds og det vil sige; Det er den andens.

Alt det er at give Gud, hvad der er Guds.

Det skal forkyndes for alle, der har lyst til at høre det. At give Gud hvad der er hans – det kan ikke tvinges igennem. Kirken har og skal ikke have nogen magt til at sætte Guds vilje igennem. Kirken har ikke andre magter end ordets magt. Munden fri, men hånden bundet.

Staten kan heller ikke tvinge os til at give Gud det, der er hans. Staten kan ikke byde os at dele livet med hinanden. Den kan søge at fremme, at vi gør det og den kan med loven forhindre, at vi lægger livet øde for hinanden. At voldsmanden hærger iblandt os. Men staten kan ikke tvinge os til at elske Gud og elske hinanden. Så gør staten sig til Gud.

Nej – giv Gud hvad Guds er og kejserens hvad der er kejserens.

Amen.

 

 

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder. Desuden redaktør af tidsskriftet Nyt Babel.dk

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

2 svar til “Du skal give Gud, hvad der er Guds”

  1. Therion siger:

    Illustrasjonsbildet er malt av Valentin de Boulogne (1591–1632), og finnes nå i palasset i Versailles.

    https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Valentin_de_Boulogne_-_The_Tribute_to_Caesar_-_WGA24252.jpg

    Perikopen om skattens mynt finner vi i alle de tre synoptiske evangelier.

  2. Therion siger:

    Beretningen finner vi primært i Marcus 12, 13-17 (her etter Stephanus 1550):

    και αποστελλουσιν προς αυτον τινας των φαρισαιων και των ηρωδιανων ινα αυτον αγρευσωσιν λογω
    οι δε ελθοντες λεγουσιν αυτω διδασκαλε οιδαμεν οτι αληθης ει και ου μελει σοι περι ουδενος ου γαρ βλεπεις εις προσωπον ανθρωπων αλλ επ αληθειας την οδον του θεου διδασκεις εξεστιν κηνσον καισαρι δουναι η ου δωμεν η μη δωμεν ο δε ειδως αυτων την υποκρισιν ειπεν αυτοις τι με πειραζετε φερετε μοι δηναριον ινα ιδω οι δε ηνεγκαν και λεγει αυτοις τινος η εικων αυτη και η επιγραφη οι δε ειπον αυτω καισαρος και αποκριθεις ο ιησους ειπεν αυτοις αποδοτε τα καισαρος καισαρι και τα του θεου τω θεω και εθαυμασαν επ αυτω

    apodote ta kaisaros kaisari kai ta tou theou tó theó

    I Dansk Bibel 1933::Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er