Kopierede/fra hoften

Kongen af Marokko, Muhammed VI og kongen af Gabon, Ali Bongo, i Rabat 3. december. Foto: Reuters/Scanpix

Asger Aamund har en klog analyse af Marrakechpagten i Berlingske: Aftalen vil over tid blive stadig mere indarbejdet i lovfortolkningen. Den vil gå fra ”soft law” til ”hard law”.

Politikerne, som bedyrer at pagten er uforpligtende, lyver.

Hvis vi ser migrantaftalen som et foto, der fastholder en begivenhed i tid og sted, er der ingen juridisk binding for Danmark, men hvis vi i stedet ser pagten som en film, der ruller, er det kun et spørgsmål om tid, før vi bliver presset til at acceptere aftalen som gældende lov.

Jo mere opmærksomhed pagten fik, jo tydeligere blev det at den betyder langt mere end politikerne har indrømmet.

Pagten blev ikke skrevet under i Marakkech, men vedtaget med akklamation, det vil sige med fælles bifald og klapsalver. Senere vil aftalen blive endeligt vedtaget på FNs generalforsamling, og så begynder fælden at klappe for kontrahenterne. Hærdningen af vejledende love, så de ender som gældende lov, kan ske på flere måder. For eksempel ved at den vejledende lovs deklarationer og anbefalinger ses som det første skridt på vej til en egentlig traktatproces, hvor man henviser til de principper, der allerede er vedtaget i den vejledende aftale. Eller hvis to af de kontraherende stater indgår en aftale, der henviser til den vejledende pagt, som så bliver forvandlet fra »soft law« til »hard law«. Som juraprofessor Mikael Rask Madsen udtalte til Jyllands-Posten 5. december: »Pagten er udtryk for en politisk overenskomst. Man kan ikke køre en sag ved domstolen på den. Men i konkrete sager kan en domstol lægge vægt på den. Den kan indgå som et fortolkningsbidrag.«

Den stædighed politikerne viste under opløbet til pagten, vidner om at den betød noget for dem. De gav ikke efter for modstanden, de udsatte ikke godkendelsen. Det var dem om at gøre at være med.

ANNONSE

”Soft law”

Migrationspagten er det, man i international ret kalder vejledende lovgivning (”soft law”), som ofte anvendes, når de kontraherende parter tøver med at forpligte sig til en bindende aftale, men godt kan leve med nogle hensigtserklæringer, en viljesakt, der viser hvor man vil hen. De fleste deklarationer og resolutioner fra FN er således vejledende lovgivning, der ikke forpligter, men som alligevel presser medlemslandene til at gennemføre bestemte handlinger eller til at indtage bestemte holdninger. Også Europarådets resolutioner er vejledende lovgivning, idet det ofte ses, at flere medlemslande kasserer anbefalingerne uden at de rammes af straffeaktioner.

Det globale system, med FN i spidsen, er ved at blive en fjende af menneskene i de vestlige lande. Det er en nedslående, men uundgåelig konklusion.

Det humanitære kompleks

Alle ved, hvad der vil udspille sig når pagten skal sættes i kraft: Den vil få luft under vingerne, fordi utallige NGO’er, med statslig støtte, vil lægge pres på myndighederne for at få pagten anerkendt som gældende lov, oveni alle de andre love.

Folk risikerer ikke at vågne før det er for sent.

FN migrationspagten er blevet til i et tæt samarbejde mellem FN og en række migrantorganisationer og NGO’er, der nu alle vil mase på for at tvinge vore vakkelvorne politikere til at efterleve pagten i praksis. Vi kan også være stensikre på, at internationale domstole som Menneskeretsdomstolen og EU-Domstolen vil betragte pagten som et vejledende retsgrundlag. Alt det er statsministeren naturligvis fuldt ud klar over, men når FN Migrationspagten om nogle år er slået fuldt igennem som retsgrundlag, er han ikke længere statsminister og vil henvise til, at andre må tage ansvaret for, at den bløde pagt forvandlede sig til »hard law«, hvad jo aldrig var hensigten. Sådan er realpolitik.

Alle NGO’erne, stiftelser, institutter osv. udgør til sammen det humanitær-politiske kompleks. De råder over et stort budget og tusindvis af mennesker. De har sugerøret nede i statskassen.

Både Erna Solberg og Lars Løkke Rasmussen er godt klar over hvordan dette system af NGO´er fungerer, og hvordan det driver de humanitære sager frem. De lever af at bistand og migration vokser.

Andre herrer

Man kommer ikke udenom at de svigter det folk, som vælger dem, lønner dem og gør det muligt for dem at skalte og valte efter forgodtbefindende.

Pagten er intet mindre end en ulykke for Danmark af to årsager: For det første fordi den sidestiller migranter med vaskeægte flygtninge, således at alle vandrende mennesker skal have en flygtnings vidtgående rettigheder og privilegier efter konventionen af 1951. For det andet fordi aftalens hele ideologiske forudsætning udnævner migration til et afgørende bidrag til vækst og velstand i modtagerlandene.

Allerede i dag koster migranterne Danmark langt over 30 milliarder om året. I Norge er summen medregnet asylanter og familiesammenførte langt højere.

Afskaffer sig selv

Aamund konstaterer at 80 procent af de, som kom til Tyskland i 2015, var uden forudsætninger for at deltage på et moderne arbejdsmarked. Hvad skal de bestille?

Politikerne bedrager ikke bare egen deres befolkning, de bedrager også de ufaglærte arbejdere, som kommer hertil.

Det tyske arbejdsministerium konstaterede derimod i 2016, at 80 procent af den million migranter, der landede i Tyskland i 2015, var fuldstændig uden forudsætninger for at få et job på det tyske arbejdsmarked. Hvis vi følger FN migrantpagtens bud om at slå dørene op for en lavine af ufaglært, migrerende arbejdskraft fra Mellemøsten og Afrika, vil den danske demokratiske retsstat snart være historie. Alt sammen resultatet af en »juridisk uforpligtende aftale«.

Man er fristet til at bruge Thilo Sarrazins udtryk: Norge og Danmark afskaffer sig selv.

 

ANNONSE

Mest læst