Selv to nordiske pigers dødsrallen får ikke Vor Store Leder til at annullere sin kærlighed til lande, hvis hellige krigere kræver hellig krig mod os de ikke-hellige. Så inden længe underskriver han endnu en pagt med de hellige, der er så heldige, at de får held til at invadere endnu et nordisk lan

Det hændte i de dage, hvor Vor Store Leder i julemåneden tog til marokkanernes land for at underskrive en pagt om nemmere adgang for arabere og nordafrikanere (herunder hellige krigere), som i Guds eller rettere sagt Løkkes navn nu skal være så velkomne i et lille nordisk land, hvis undersåttere herefter for evigt er tvunget til at forsørge disse stakkels ørken-mennesker.

Underskrivelsen skete uagtet, at Vor Store Leder ved, at indbyggerne i netop Marokko kun må dyrke én gud, nemlig den gud, der ligger diametralt fjernest fra de kristnes gud. Og denne guds indflydelse har netop bevirket, at mange hellige krigere har brugt Marokko som base, inden de drog videre til de lande, der tilhørte de vantro, for her at myrde nogle af dem, der ikke hyldede Fredens religion. Faktisk er flere tusinde af disse hellige krigere kommet ind i Europa via Marokko godt skjult mellem de millioner af ”flygtninge”, som Vor Store Leders idol Merkel, har inviteret.

Men Den Store Leder fra det lille, naive land langt mod nord, forstod ikke de eksotiske, og de eksotiske forstod ikke ham. Han ønskede jo bare gensidig respekt mellem to folk, der intet har tilfælles. For han er naiv. For han ved ikke, at et folk, der tror på en gud, der til mindste detalje bestemmer over menneskets liv her på jorden, aldrig vil få respekt for mennesker, der til mindste detalje selv vælger at bestemme over deres eget liv.

Men han ville ikke høre på råbene fra sine egne landsmænd, der fortvivlet prøvede på at fortælle, at islam og demokrati er en dualisme, et paradoks, et modsætningsforhold. For hvordan kan lovreglerne fra et himmelsk spøgelse, der nidkært bestemmer over sine følgeres liv og virke, følge demokratiske mennesker, der følger en jordisk lovgivning?

Så Den Store leder bukkede sig endnu en gang ydmygt for de fremmede – og underskrev pagten.

Men næsten inden underskriften var tør, fremkom et ildevarslende varsel. I form af to nordiske piger, der i præcis samme egn, hvor Vor Store Leder underskrev sit lands undergang, grusomt blev voldtaget, tortureret og senere fik skåret halsen over, mens de endnu levende var i stand til at skrige og kalde på deres mor. Og morderne var ”De hellige krigere”.

Men selv denne advarsel fik ikke Vor Store Leder til at mindske sin kærlighed til alt det eksotiske. Sædvanen tro stod han frem og hyldede ofrene med krokodilletårer og en bevægende ordflom, der ikke efterlod et øje tørt. For han hørte eller forstod ikke skrigene fra de to unge piger. Til gengæld forstod han kynisk, at han ikke skulle sætte navn på mordernes såkaldte religion.

Men det mest uhyggelige er, at Vor Store Leder ikke har forstået, at de to unges makabre død er et varsel eller en advarsel om, hvad der venter os danskere, der naivt har troet, at jorden udelukkende består af fredelige mennesker, der kun vil os det godt.