Fraset de politiske drab kan den danske EU-elites Grundlovsbrud bedst sammenlignes med Sovjet eller Rusland

Dansk Folkepartis leder Kristan Thulesen Dahl lovede under ophedede tv-debatter sidst år en ny folkeafstemning om Europol, såfremt Danmark ikke kunne blive i politisamarbejdet. Det har han nu fraveget, hvilket der har været masser af kritik af på det seneste.

At bryde løfter er naturligvis altid uheldigt, men nu har Thulesen så erkendt sin fejl. Europol eller ej, DF’s pointe er, at EU ikke skal bestemme, om vi danskere skal have en grænsekontrol.

Efter Thulesens ærlige erkendelse bør ja-siden også være mere ærlig. Lad mig som tidligere Bruxelles-korrespondent sige det helt klart: Den danske EU-elite med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen har i årevis brudt Danmarks Grundlov. Bruddet har været bevidst, konstant og endda unødvendigt.

Det unødvendige består i, at generationer af politikere som Uffe og Jakob Ellemann-Jensen (V) har haft alle muligheder for at få deres vilje. De kan bare ændre Grundloven legalt og legitimt ved at bruge den dertil indrettede §88. En grundlovsændring ville være ærlig og redelig snak.

Men det tør Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Radikale, Socialistisk Folkeparti og Alternativet ikke. De ved, at de aldrig får et folkeligt flertal, og derfor forsøgte – og forsøger – de at lave en retsstridig grundlovsændring ad bagdøren i stedet for. Denne kaldes for tilvalgsordningen.

Det var den, vi stemte om 3. december, og når resultatet i det hele taget blev tæt, skyldtes det statens propaganda og de partiske medier. Tre undersøgelser har – uimodsagt – påvist mediernes nyhedsmæssige skævvridning til fordel for ja-siden. Det gælder især DR, TV2, Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske, mens andre mindre medier klarede sig bedre.

Med dataindsamling fra Epinion kunne det endvidere påvises, at hvis vælgerne havde kendt til konsekvenserne for Grundloven, så havde nej-siden vundet med op til 64,5 procent mod ja-sidens 35,5 procent. Nu sejrede nej’et med kun 53,1 procent mod 46,9 procent.

Så er der statspropagandaen. I krisetider blev danskernes skattepenge brugt til at fortie, at retsforbeholdsafstemningen 3. december handlede om mindst 129 retsakter. Tallet var ikke som officielt oplyst blot 22. Faktisk kunne et ja have indført hele 849 nye EU-love i Danmark.

Juridisk er der tale om mindst tre Grundlovsbrud.

For det første tilsiger Grundlovens §20, at suverænitetsafgivelse kun kan ske ved enten folkeafstemning eller mindst 150 stemmers tilslutning i Folketinget. Den undertrykkende tilvalgsordning vil omgøre dette tal til 90.

For det andet forudsætter §20, at suverænitet kun må overdrages i ”nærmere bestemt omfang”. Dette kan umuligt overholdes, når ja-siden på valgdagen lyver for vælgerne om det præcise antal retsakter (129).

For det tredje fik færinger og grønlændere ikke lov at stemme, skønt de er med i Rigsfællesskabet.

For det fjerde fortiede ja-siden, at tilvalgsordningen kan give EU-Domstolen omgående indflydelse på hele rets- grænse- og asylområdet, inklusive de felter som ja-siden egentlig ville friholde. I strid med §20 er tilvalgsordningen altså grænseløs i mere end en forstand.

Hertil vil nogle indvende med en vis rimelighed, at tilvalgsordningen er godkendt af Højesteret i 2013 i forbindelse med sagen om EU’s Lissabon-traktat.

Men nej. For det første var mange af de involverede højesteretsdommere i sagen fra 2013 inhabile på grund af deres servile karrieremæssige bånd til det Justitsministerium, der rutinemæssigt er magtfordrejende. For eksempel har Justitsministeriet forvansket §26 om danskernes ret til at have egen valuta.

For det andet krænker tilvalgsordningen per definition §20-bestemmelsen om ”nærmere bestemt omfang”. Tilvalgsordningen åbner for en rørledning, der lader suveræniteten fosse kontinuerligt ud af statskassen. Vil man overholde §20, kan suverænitetsoverdragelse kun ske i klart definerede pakker.

Dette er faktisk ganske klart formuleret i Højesterets dom vedrørende Maastricht-traktaten: ”Afgrænsningen skal gøre det muligt at vurdere suverænitetsafgivelsens omfang.”

Dette princip blev tydeligvis ikke overholdt, eftersom ja-siden ikke oplyste det korrekte antal retsakter.

At højesteretsdommerne siden hen i sagen om Lissabon-traktaten fraveg deres eget afgrænsnings-princip, kan ses som deres brud på pligten til at opretholde demokrati og magtens tredeling. Historisk er dette set før. Under Nazitysklands besættelse af Danmark både skrev og godkendte Højesteret den grundlovsstridige kommunistlov, som førte til mindst 22 danske borgeres død i tyske lejre. Med dette objektive gerningsindhold omfattedes de kappeklædte forbrydere faktisk af stikkerloven efter 1945 med heraf følgende mulighed for dødsstraf. Der blev aldrig rejst tiltale.

For det tredje er højesteretsdommernes godkendelse i 2013 af tilvalgsordningen kun eventuel og implicit. At dømme efter selve kendelsens ordlyd overså dommerne den selvstændige betydning af protokol 22, som indeholder tilvalgsordningen. Protokol 22 lades unævnt af højesteretsdommerne, hvilket er udtryk for sjusk og sløseri.

Under alle omstændigheder er Højesterets eventuelle godkendelse af tilvalgsordningen i dag definitivt omstødt.

Den er omstødt af et vælgerflertal ved direkte demokrati per 3. december 2015, og dette mindsker eller eliminerer i sagens natur også Lissabon-traktatens gyldighed i Danmark. Hvis en del af en traktat er underkendt, kan hele traktaten være det.

Helt uanset Europol-spørgsmålet har vi derfor i Danmark en ulmende forfatningskrise. EU-elitens majorisering og løftebrud kan bedst beskrives som foragt for demokratiet og sammenlignes med Sovjet eller Rusland. Heldigvis fraset de politiske drab.

Erik Høgh-Sørensen er tidligere EU-korrespondent og i dag folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Nordjylland. Han benyttes som ekspert af bl.a. BBC i EU-spørgsmål og har om sin tid i Bruxelles skrevet bogen ”Mod vinden. Danmarks plads i Europa”. Erik Høgh-Sørensen blogger påbørsen.dk