Der er efterhånden ikke tal på, hvor mange fremtrædende personer, som offentligt har beklaget sig over det politiske og demografiske uføre Tyskland er kastet ud  Senest er det forfatningsdomstolens tidligere præsident, Hans Jürgen Papier, som i et interview med Die Welt fastslår, at asylretten ikke er ensbetydende med retten til at indvandre, og at asylpolitikken er ude af kontrol.

Endnu en som reflekterer over det hensigtsmæssige i at lade stalddøren stå åben efter hesten er løbet væk, kan man sige. Men er Papiers tiltag i virkeligheden i virkeligheden  ikke andet end museskridt, som måske, muligvis, i bedste fald vil bidrage til politisk handling i 2023?

Som prominent jurist konstaterer han, at den nuværende situation også statsretligt er på gyngende grund: Der er opstået enkløft mellem ret og virkelighed – og den førte politik formår ikke at slå bro over denne kløft.

Hans Jürgen Papier: Muligheden for at opnå asyl er et meget væsentligt element i vores statsretlige system, men det er ikke en ret til at indvandre. I praksis er asylprocessen, og ikke kun siden 2015, men til syvende og sidst – og hvad enten man har villet det eller ej – blevet et redskab for en migration uden regulering, styring eller kontrol. […] Ud af retten til at få asyl er der opstået en allemandsret til at også at vælge ens foretrukne indvandringsland i EU.  I stedet for at løse dette problem, forsøger politikerne i stedet at gøre noget ved fejlstyringen – blandt andet med flere udvisninger. Men en asylpolitik uden  kontrol og styring kan ikke korrigeres ved hjælp af en strengere udvisningspraksis.

Welt am Sonntag: Hvorfor ikke?

Retsstaten står relativt frit i forhold til at afgøre spørgsmålet om indrejse. Men når folk først er kommetinden for landets grænser, kan de påberåbe sig grundlæggende retsgarantier. I en retsstat støder udvisningerne på flere forhindringer – både retsligt og faktisk.

Fra særdeles kompetent hold bekræftes det altså, at det at nægte indrejse blot kræver en viljeshandling, mens efterfølgende udvisning i praksis er stort set umuligt. Politisk tough talk i denne sammenhæng er ikke andet end spil for galleriet.

Papier gøropmærksom på, at gældende lovgivning ikke blir håndhævet: Tysk lov siger klart, at den som ikke er EU-borger, skal nægtes indrejse ved grænsen, hvis han eller hun kommer uden visum fra et sikkert tredjeland. Men den efterladende indrejsepolitik kan ikke stilles til ansvar. Regeringen kan ikke retligt tvinges til at følge reglerne, da den ikke kan gøres juridisk ansvarlig, med mindre det er tale om retlig krænkelse af andre borgere.

I havet af udlændinges individuelle rettigheder, er det altså ikke noget der hedder rettigheder for det tyske folk selv, hvis interesser ikke bliver varetaget af dens egen regering. Folkets rettigheder er tilsyneladende noget som kun gælder resten af verden, og ikke de flagellantiske tyske efterkommere, der næsten får hjerteinfarkt, når de hører ordet “folk”. Tyskerne er kort sagt blevet et folk uden rettigheder.

Det eneste ansvar der kan pålægges, er politisk. Men Merkels storkoalition beholder sit komfortable flertal lige så længe der ikke er nogen, der bryder ud af den og så længe den ikke møder modstand fra oppositionen.

Forfatningsretten har udviklet en væsentlighedsteori, som siger, at Forbundsdagen altid har ret til at beskæftige sig med særligt vigtige spørgsmål. Hvorfordrøfter parlamentet så kun asylretten og ikke indvandringen?

Det er hævet over enhver tvivl, at den den migrationspolitik, som ikke er omfattet af national eller europæisk asyllovgivning, vedrører væsentlige spørgsmål for nationen. Det principielle spørsmål om, hvor meget indvandring vores samfund behøver, tolererer eller er rede til at tage imod, hører derfor hjemme i parlamentet. Men hvis der ikke findes en opposition, som tager dette spørgsmål op og siger, at det er en sag for det parlamentariske demokrati, så gælder det også her – at der ikke falder dom, hvis ingen bliver  anklaget.

Papier er af justisminister Heiko Maas blevet beskyldt for at “…bidrage til åndelig brandstiftelse”. Den tidligere dommers udtalelser risikerer angivelig at blive instrumentaliseret af “skøre mennesker” på højrefløjen. En mærkelig opfattelse hos en minister, der er forpligtet på ytringsfriheden, svarer Papiers.

Hva sker der med den mentale sundhed i et land, der har sådan et debatklima, når der er tale om spørgsmål af eksistentiel vigtighed?

Die Welt