Kommentar

Der skrives historie når den amerikanske ambassade åbner i Jerusalem. Ved at tage dette skridt har Trump åbnet en dør som lader historiens gang tage en anden retning.

Venstresiden forsøger at styre historien ud fra sin forståelse af retfærdighed: Den vil tage Guds plads og skabe retfærdighed på jorden. Det er den i fuld gang med i Vesteuropa, i Obamas USA og også i den venstreorienterede del af Israel, selv om denne er svag. Det er vanskeligere at se, at det skulle ske i de palæstinensiske områder eller i det udvidede Mellemøsten. Der hersker kaos og krig. Det liberale Vesten har ikke fået det svar, man ønskede.

Troen på denne jordiske retfærdighed er altså noget venstresiden selv forvalter. At de har kunnet forblive i deres overbevisning længe efter at konsekvenserne af deres politik har vist sig at være negative, skyldes at også centrum og det etablerede højre har ladet sig erobre indefra. De har overtaget venstresidens tankegods. Der findes ikke nogen konservativisme tilbage, kun pragmatisme, teknokrater og en strålende ny fremtid.

Bush I og II troede de kunne skabe en ny verdensorden baseret på amerikansk dominans efter Murens fald. Efter 9/11 blev det magtpåliggende at drive ”nation building” i alt fra Egypten til Afghanistan. Autokraterne måtte tage oppositionen med på råd. Det er dette Terje Tvedt skriver om: Vestens tro på universelle værdier, som i virkeligheden kun er vestlige. Hvilke konsekvenser drager vi, hvis det viser sig at “de” ikke vil have vore værdier? Hvad når disse “de” er blevet til hundredtusinder i vore egne samfund?

ANNONSE

I Irak brændte amerikanerne fingrene læsterligt. Bush II strakte amerikansk lov og ret, indførte overvågning hjemme og tillod hård behandling af fanger, vi fik Guantánamo og Abu Ghraib.

Med Obama fik vi den venstreorienterede retfærdighed i Det Hvide Hus og det polariserede USA, ligesom den har polariseret Vesteuropa.

Spændingerne i vort eget samfund skyldes at der er indført en sekulariseret retfærdighed, som gælder alle mennesker, uanset baggrund. Denne retfærdighed er knyttet til lighed og rettigheder. Den hader hierarki.

Det er her Trump bryder ind. Han genindfører en retfærdighed som er selektiv: Den er for mennesker indenfor et bestemt territorium. Geografisk og historisk.

Dette er en erkendelsesrejse Trump og hans tilhængere foretager sammen. Under talen i Indiana torsdag aften, sagde Trump: – Vore soldater dør for at forsvare andre landes grænser, men vore egne skal vi ikke forsvare?

Grænser er stikordet: Muren i syd er et billede, et symbol på at USA er en bestemt, afgrænset nation. Dette går lige ind i diskussionen om hvad USA skal være. Obama stod for en definition som mente at den var moralsk overlegen. Men når det så viste sig, at den så ned på dagligdags amerikanere som tilbagestående og reaktionære – så bristede den sociale kontrakt. Man kan ikke tale på vegne af nogen man ser ned på. Gradvist gik dette op for amerikanerne.

Den samme nedladenhed finder man i de danske myndigheders og regeringers behandling af landets indfødte borgere. De skal helst have et mindreværdskompleks fordi de er født privilegerede: Danske og hvide, måske endda kristne og fordomsfulde?

På det ideologiske felt er der ikke stor forskel på Venstre og Socialdemokraterne. Det er gradsforskelle.

Det er her Trump gør noget revolutionerende: Han opdager at også historien består af grænser. Konflikter er udtryk for at grænser overskrides. Interesser og ideologier kolliderer.

Typisk nok har vores nye lære gjort vor egen historie til en fjende: Korstogene var et eksempel på vores brutalitet, Andalusien var et paradis af sameksistens, kolonitiden og imperialismen overskygger alt andet.

Men denne fortælling bryder sammen i mødet med brutaliteten i dagens Mellemøsten, og i den brutalitet stadig flere vesteuropæere oplever i deres egen hverdag.

De bliver israelere uden at opdage det.

Hvad er det som gør at israelerne ikke er blevet ligeså brutaliseret som omgivelserne?

Det er selvfølgelig den lidelsens vej, det jødiske folk har vandret gennem historien. Men man bliver ikke automatisk god af lidelse, hvis man ikke har noget som kan forædle lidelsen og give historien mening.

Det har jøderne haft gennem Det gamle Testamente, gennem Jahve og hele perlerækken af mennesker og begivenheder, som fortæller historien om forholdet mellem Gud og det jødiske folk. Når du er vendt hjem til Israel efter 2000 års udlændighed og efter at have oplevet historiens værste forbrydelse, og du er omgivet af fjender, siger det sig selv at det udløser stærke kræfter: Vi kan tænke på vor egen nationalisme i 1800-tallet. Vi genopdagede også vor egen historie.

Professorer i antropologi finder stor glæde i at fortælle os at meget eller det meste af det vi tror, er norsk, er kommet udefra. De vil have os til at tro at alt er tillært og lånt. Hensigten er åbenbar: Afnationalisering.

Men selv om man skulle gå med på deres præmisser: De magter ikke at modbevise at tornebusken, som har vandret fra Romerriget til Norden, har skabt en levende kultur, og at folket tror på hvem de er. Du bliver ikke mindre norsk selv om nogen fortæller dig at folkedragten er lånt fra det danske postvæsens uniformer.

De politiske antropologer har aldrig formået at knække denne kode.

Ligesom de ikke har formået at knække jødedommens og kristendommens kode. Der er noget de ikke forstår. De forstår ikke meningsfuldhed.

Trump har forstået det underskud, venstresiden har akkumuleret i folket: Han sanser det, indfrier det og udløser en entusiasme som venstresiden hverken forstår eller kan matche. Det eneste de har tilbage er negativitet.

Venstresiden befinder sig på bar bund. Moralisme, gabestok og mobbetendenser. De aner ikke hvad de skal gøre. Trump har taget dem fuldstændig på sengen.

Vedtagelsen 6. december 2017¨om at flytte ambassaden, kom ”out of the blue”.

Palæstinenserne har klaret at ødelægge deres egne interesser endnu en gang ved at påstå, at jøderne ikke har noget historisk bånd til landet.

Vi hører ikke så meget om disse stupide udtalelser i vesteuropæiske medier, bortset fra når Mahmoud Abbas giver jøderne skylden for Holocaust. EU’s “retfærdighed” for Israel/palæstinenserne er baseret på deres egen forståelse af historien. Naqba’en er ligestillet med oprettelsen af staten Israel.

Venstrefløjen har ingen værdimæssig forankring, ligesom vesteuropæerne heller ikke har nogen værdimæssig modvægt til islams indtog i Europa.

Det er dette store drama Trump griber ind i med sin Jerusalem-beslutning.

Jerusalem har en helt bestemt betydning for jøderne, men også for kristne. Det er Den hellige Stad.

I dag mandag den14. maj bliver den, hvad den altid har været: Israels udelelige hovedstad.

Det er en triumf for historien, ikke for en generel, universel historie, for den findes ikke. Men for jødernes historie, for den faktiske historie: 3000 år. De kræfter som forsøger at bestride denne historie, ligesom den palæstinensiske ledelse i stigende grad har gjort, og fået FNs organer med sig, – Hamas vil udslette staten Israel- skaber en boomerang, et tilbageslag.

Vest-europæiske myndigheder, medier og partier, har været med til at skabe boomerangen ved at stryge palæstinenserne med hårene. Helt siden terroren begyndte i 60´erne har Vesteuropa gjort det.

Med den muslimske indvandring til Vesteuropa er Vesteuropa blevet mere og mere passiv, i forandring og uden brandmur mod antisemitisme og jødeforfølgelse. Det undergraver dets eget selvbillede, immunforsvaret og internationale status. Alle kan se, at Vesteuropa har store problemer.

Imens er Israel ved at blive en vinder. De har netop arrangeret første runde af Giro d’Italia. Lørdag vandt de Grand Prix, for fjerde gang:

“Those who didn’t want Jerusalem in the Eurovision, are getting the Eurovision in Jerusalem,” Netanyahu – said triumphantly.

På et tidspunkt kunne israelerne have delt byen. Under Ehud Barak og Olmert lå der sådanne forslag på bordet. Men den tid er forbi, og det har at gøre med, hvordan palæstinenserne har spillet deres kort. Det har at gøre med, at den palæstinensiske kamp blev mere og mere religiøs, og deres religion tillader ikke kompromisser: ”TheWinner takes all”.

Så man må ikke blive forbavset, hvis jøderne siger. -Ok, de siger at vi ikke har rødder i Jerusalem? Så gør vi byen til vores udelelige hovedstad.

Det tilfredsstiller et enormt behov hos israelerne. Det er som at have haft en diskusprolaps og opleve glæden når det er gået over.

Den retfærdighed som FN og venstrefløjen står for er ahistorisk, og derfor bliver den kastet på historiens mødding.

Jerusalem bliver i dag hovedstad i Israel og det er en begivenhed af enorm betydning for Vesten. I Vestens forhold til sig selv, og i forholdet mellem Vesten og islam.

Bare fordi Trump stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor har ingen præsident vovet at gøre det, som et overvældende flertal i Kongressen vedtog i 1995? Let’s do it.

 

 

 

ANNONSE

Skriv et svar