Kommentar

De politiske reaktioner på Donald Trumps bekendtgørelse af, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, tegner et portræt af et rådvildt og fortabt Europa, hvor både realitetssansen og det moralske kompas er forsvundet.

Vores verdensdel er ledet af svage personer, den er omgivet af ulve og kynikere, og den har både fjender og femte-kolonnister i sin midte. Hvis disse personer virkelig repræsenterer os, så Gud nåde og trøste os.

Som om ikke dette var nok, skubber medierne på det moralske fordærv gennem sin selektive gengivelse af reaktionerne.

Regeringslederne i Europas tre vigtigste lande tager afstand fra Trumps beslutning.

Den tyske statsminister Angela Merkel kritiserer Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

– Jerusalems status skal forhandles inden for rammerne af en tostatsløsning, lød kanslerens reation.

Macron pointerer også, at Frankrig ikke stiller sig bag bekendtgørelsen. Den franske præsident mener, at Jerusalems status skal afgøres af palestinensere og israelere under overvågning af FN.

Trumps bekendtgørelse bryder med international ret og resolutionerne i FNs sikkerhedsråd, mener Macron.

– Vi er uenige i USAs bekendtgørelse om at flytte ambassaden til Jerusalem og at anerkende byen som Israels hovedstad, sagde den britiske statsminister Theresa May.

– Vi mener afgørelsen ikke vil bidrage til fred i området, tilføjede May.

Omkvædet er altså det samme: Israel og palæstinenserne skal skabe fred gennem forhandlinger. Der hvor alle fortsat tænker de samme tanker, som konsekvent har vært resultatløse, tænkes der ikke særlig godt. Og hvis Merkel, Macron og May fremstår som kloner af hinanden, er de danske og norske politikere ikke meget anerledes:

ANNONSE

USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad bekymrer regeringen. – Det kan føre partene længere væk fra forhandlingsbordet, siger Erna Solberg.

– Vi taler om en atombombe, som han potentielt kaster ind i en meget anspændt situation, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til DR.

Tror alle disse ledere på det, de siger? Næppe. Et langt vigtigere spørgsmål er dette: Hvad tænker de inderst inde?

Rudeknusningen på kosher-restauranten i Amsterdam giver os lidt af svaret. Mellemøst-politikken er nemlig ikke længere bare et udenrigspolitisk spørgsmål. Nu er den også – eller måske endda primært – indenrigspolitik.

Dem, der kan huske tilbage til januar 2009, mindes optøjerne i Oslo og demonstrationerne i København (hvor Mogens Lykketoft talte palæstinensernes sag ved en pro-palæstinensisk demonstration) i protest mod Israels operation Cast Lead på Gaza-striben, da den israelske hær greb militært ind mod raketregnen derfra. Der blev demonstreret mod operationen i mange europæiske byer.

Mellemøst-konflikten er altså for længst kommet hjem til os selv. Efterhånden som vi bliver stadigt mere fuldgyldige medlemmer af det udvidede Mellemøsten, er vor egen lokale variant af konflikten i støbeskeen.

Europas politiske ledere er mest af alt bange for uro på hjemmebanen. Når store dele af indvandrergrupperne står på palæstinensernes side, og de indfødte i bedste fald har meldt sig ud af verden eller erklæret sig neutrale i forhold til den, koster det at tage et standpunkt i rettes favør.

Ved at tage afstand fra Trump, bilder man sig måske ind, at man har betalt en slags forsikringspræmie. Ved at fortælle sine egne palæstinensere og Palæstina-sympatisører af alle slags, at man ikke er enige med store satan i dette spørgsmål og tror, at man på denne måde kan købe sig fred. Rudeknusningen i Amsterdam viser, at det sandsynligvis ikke hjælper. Det handler nemlig ikke om en almindelig politisk konflikt, det handler om, at modparten ikke skal have retten til livet.

Det er kun en navn på denne position: underkastelse. May, Macron og Merkel er underkastede, og det samme er vore egne toppolitikere. De er mere bange for de islamske indtrængere i deres egne samfund, end de er for at risikere et godt forhold til USA under Trump-administrationen.

Europas politiske ledere tager altså parti med Hamas, som ikke begrænser sig til det rent verbale. NTB skriver:

Hamas-leder Ismail Haniyeh opfordrer palæstinenserne til at starte en ny intifada. Han mener, at USA har erklæret krig ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

– Den zionistiske politik, som støttes af USA, kan ikke konfronteres, med mindre vi antænder en ny intifada, siger lederen af den væbnede palæstinensiske islamistbevægelse i en tale torsdag.

– Denne beslutning kommer til at åbne helvedes porte, når det gælder USAs interesser i regionen, siger embedsmanden Ismail Radwan i Hamas, som holder til på Gazastriben.

Man kan spørge, hvorfor NTB bruger det hæderkronede ord «embedsmand» om en repræsentant for en terroristbevægelse, som ganske vist styrer et geografisk område, men som aldrig har serviceret befolkningen der. Og der hægtes ingen belastende adjektiver på bevægelsen. Hamas er ikke engang «omstridt» –  i modsætning til os andre.

Hamas opfordrer altså til vold som reaktion på Trumps udspil, mens de europæiske ledere advarer om, at vold kan blive reaktionen på Trumps beslutning. Hvor lang er egentlig afstanden til Hamas? Ville det ikke have taget sig bedre ud, hvis man havde manet Hamas til besindelse, snarere end at tage det for givet og nærmest retfærdiggøre, at palæstinenserne reagerer som gale hunde? Hvis de altså gør det. Europæiske politikere er sandsynligvis mere Palæstina-ideologiske end de fleste palæstinensere.

Andre muslimske ledere sparer heller ikke på retorikke. I en AFP-melding offentliggjort i Daily Mail, kan man læse om de iranske reaktioner på Trumps bekendtgørelse:

Iranian President Hassan Rouhani blasted his US counterpart Donald Trump’s plan to recognise Jerusalem as the Israeli capital on Wednesday, saying it would not be tolerated.

Rouhani also spoke with Turkish President Recep Tayyip Erdogan by phone, describing Trump’s announcement as «wrong, illegitimate, provocative and very dangerous», according to an account posted on the Iranian government’s website.

Rouhani had earlier been speaking at an international conference in Tehran promoting Islamic unity and marking the anniversary of the birth of Islam’s Prophet Mohammed.

Iran «will not tolerate a violation of Islamic sanctities,» he said in reference to Trump’s Jerusalem announcement.

Lidt som den «røde linje» for muslimer, som Tyrkiets præsident Recep Erdogan talte om, med andre ord. I en tale under det samme arrangement var Irans statsleder ayatollah Ali Khaminei noget mere direkte i sin tale:

«The Islamic world will undoubtedly stand against this plot and the Zionists will receive a big blow from this action and dear Palestine will be liberated,» Khamenei said.

For Rouhani er USAs optræden en provokation, og Khamenei følger op med, at det er på tide at udslette zionisterne en gang for alle. Begge standpunkter forfægtes af personer, som er fjender af Vesten, så hvorfor indtager vore egne ledere automatisk det ene standpunkt – for samtidig at lade som om de ikke hører det andet?

 

Vore underkastede ledere danser altså efter fjendens pibe. EUs udenrigschef Federica Mogherini advarer mod «mørkere tider». Det gør hun måske ret i. Hun er mørket. Hun personificerer ganske glimrende en politisk klasse, som er så fej og hyklerisk, at den sandsynligvis kunne have levet fint med det iboende hykleri i islam efter at være konverteret. De har allerede tilegnet sig de kulturelle koder, som behøves for et liv i halvmånens mørke.

Når et frit og stærkt land som USA udøver sin frihed, bliver det en påmindelse om deres egen manglende ditto.

Og i baggrunden sidder Vladimir Putin:

– Moskva ser på beslutningen som blev bekendtgjort i Washington med alvorlig bekymring, hedder det i en bekendtgørelse fra russisk UD.

Putin spiller del og hersk mellem Europa og USA, ikke fordi han har noget særligt til overs for palæstinenserne, men fordi han gerne vil benytte lejligheden til at styrke Ruslands indflydelse. Han gennemskues kun undtagelsesvis.

Vi er altså blevet kastebolde. De politiske ledere som omgiver os her på vores side af Atlanten, er dels underkastede (Angela Merkel, Emmanuel Macron, Theresa May), dels fjendtlige (Ismail Haniyeh, Hassan Rouhani, Recep Erdogan) og dels kyniske (Vladimir Putin). Hvem af disse som kan øve størst indflydelse på Europa, er ikke godt at sige.

Tilbage sidder de stakkels europæere – desorienterede, tvivlende på sig selv, lukket inde i sig selv, og et let bytte for manipulation, propaganda, skræmmekampagner og gruppetænkning. I dette mørke kan man ikke gøre meget andet for at lyse op end at prøve at holde fast ved sandheden. Læs historie, læs klassikerne, brug øjnene, og tænk jer om!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

2 svar til “De underkastede, de fjendtlig og de kyniske”

  1. olesiggaardandersen siger:

    Det er ikke rimeligt, at placere et portræt af Putin bland alle de andre.

  2. Thorkild Struntze Andersen siger:

    Tak til Christian Skaug for en præcis analyse.