Kommentar

Billedet: Michael Horowitz er Inspector General i Justitsdepartementet, en slags intern rigsrevision. Han har en stab på 450 til rådighed. 450 mennesker får udrettet ganske meget på et år, hvis de fokuserer på en opgave. I dette tilfælde: Har FBI-ledere misbrugt deres magt, har de gået Hillary og Demokraternes ærinde? Horowitz blev udnævnt af Obama, det er vanskeligt at anklage ham for være Trumps mand. Foto: Aaron P. Berenstein/Reuters/Scanpix

Vicechefen i FBI blev sparket ud to dage, før han ville have fået flere millioner i pension. Han reagerede i raseri med at anklage Trump, men hos alle, som kan tænke en tanke, svækker han sin egen sag.

De ved, at McCabe måtte forlade FBI før tiden, fordi den nuværende chef, Christopher Wray, var på Capitol Hill en søndag i januar for at læse Republikanernes rapport om FBIs ansøgning til specialdomstolen, FISA, hvori FBI bad om tilladelse til at overvåge den tidligere Trump-medarbejder Carter Page.  Dagen efter gik McCabe af. Det var et første signal.

ANNONSE

The Reckoning of the FBI Has Begun

Horowitz

Alle har vidst, at Inspector General i Justitsdepartementet, Michael Horowitz, har arbejdet i et år med at granske granskerne, dvs FBI og justitsdepartementets håndtering af Clintons email-skandale, Clinton Foundation, og håndteringen af rapporten om Trump og russerne, den såkaldte Steele-rapport, som blev bestilt af og betalt for af Hillary og Demokraterne.

Horowitz blev udnævnt af Obama. Ingen kan anklage ham for at være i lommen på Trump. Hans rapport, eller rapporter – der siges at være flere – er lige rundt om hjørnet.

Republikanerne og Sean Hannity med flere har længe bedt om en Special Counsel, en specialefterforsker, med lige store beføjelser som Bob Mueller, som blev udnævnt for at granske Trump og russerne. En specialefterforsker har beføjelse til at stævne, hvem han vil, og det medfører strafansvar at nægte. Horowitz har ikke lignende magt. Han gransker og indstiller. Men han har 450 ansatte til disposition. Det siger lidt. Hvis viljen er der, kan man udrette ganske meget.

Horowitz har gransket McCabe og indgivet en indstilling til FBIs Office of Professional Responsibility. Dette etikråd har konkluderet, at McCabes forsyndelser er så grove, at han fortjener at blive sparket ud, dvs miste den pension, han har oparbejdet efter tyve år.

Hvad har han gjort? Han har løjet. Han har lækket oplysninger til medierne, og benægtet det under ed. Det kan en FBI-leder ikke tillade sig.

Roger L. Simon i pjmedia.com tror, det bare er “the ripple before the storm”. Det er et varsel om, hvad som kommer. Lovens lange arm kommer til å nå langt højere:

“It will include—on one level or another—James Comey, Loretta Lynch, John Brennan, James Clapper, Susan Rice and, almost inevitably, Barack Obama, not to mention others known and unknown”.

Det foreligger allerede en masse information, som viser, at f.eks. James Comey har sagt forskellige ting til forskellige tider, og modstridende informationer kan ikke alle være sande. Comey kommer snart ud med en bog, han har skrevet om tiden i FBI og skal ud på en promoveringstur, som selvfølgelig vil give meget medieeksponering. Comey har hidtil skudt skylden på Trump, når han er blevet foreholdt modstridende udtalelser. Det bliver ikke lige så let efter fyringen af McCabe, som er grebet i grov løgn. For at have løjet under ed.

Insidere ved, at det ikke er Trump, som står bag. Det er FBIs egen interne kontrol. McCabe har været en del af samme system. Er det system pludselig blevet en nikkedukke for Trump? En sådan påstand falder på sin egen urimelighed.

Comey i sigtekornet

Comey risikerer at havne i samme position: Han underskrev ansøgningerne til FISA-domstolen om at måtte overvåge Carter Page. Andrew McCabe sagde i en kongreshøring i december, at der aldrig var blevet nogen undersøgelse uden Steele-rapporten. To måneder senere sagde Comey til Trump, at der cirkulerede en rapport om ham, hvori det hed sig, at han havde været i seng med tre russiske prostituerede som havde tisset på ham, men at den var “salacious and unverified”. Comey brugte det samme udtryk om Steele-rapporten, da han vidnede for en kongreskomité foråret 2017.

Spørgsmålet bliver da: Hvordan kunne Comey bruge en rapport som grundlag for en ansøgning om overvågning, hvis han nogle måneder senere siger, den er skræmmende og ubekræftet?

Comey har ikke villet svare. Men nu kommer svarene og de kan rive flere med sig.

Der er en årsag til, at McCabe løj og der er en årsag til, at Comey løj. Det er denne årsag, som vil komme frem: De ville sikre, at Hillary vandt valget. Da det slog fejl, ville de bruge statsapparatet til at ødelægge Trump.

Gate of Gates

Der er dækket op til den største politiske skandale i amerikansk historie.

Forget Watergate. It will be the distant past once the Inspector General’s reports—there apparently will be more than one—start to come out. This will be the “Gate of Gates.”

Disse mennesker følte, de havde ret til at benytte statens instrumenter til at bestemme udfaldet af et valg, både før og efter valget. Hvad siger det om deres forhold til nationen? spørger Simon.

All these people’s reputations will be damaged forever for the pathetic purpose of getting Hillary Clinton elected president and later for their determination to manipulate the FBI and intelligence agencies to wound as severely as possible Trump’s presidency. That they didn’t stop to think that they might be wounding America at the same time is extraordinarily selfish and nauseating.

Billedet: Donald Trump i Moskva 8 november 2013, mellem milliardæren Aras Agalarov, som han arrangerede Miss Universe sammen med, og dennes søn popstjernen Emin til venstre. Trump kunne ikke vide, at disse personer skulle give ham så mange problemer. Emins højre hånd, Rob Goldstone, fik Trump til at deltage i en musikvideo med Emin, før han forlod Moskva 9 november. Den samme Goldstone kontaktede Donald Trump Jr sommeren 2016 for at spørge, om han var interesseret i kompromitterende materiale om Hillary. Det førte til mødet med den russiske advokat, Natalja Veselnitskaya, som længe havde arbejdet for en russisk rigmand, som stod anklaget i New York for at hvidvaske penge, de havde stjålet fra Bill Browders investeringsfond. De som stjal var Putin-insidere. Da Browder blev nægtet indrejse til Moskva, lod han Sergej Magnitsky blive tilbage for at opklare, hvem som havde stjålet selskabets penge. Magnisky blev arresteret og slået ihjel i fængslet. Det førte så til, at Kongressen vedtog en lov, som fik navn efter ham, Magnitsky-loven. Det gjorde Putin rasende, og da Veselnitskaya mødte Trump og Manafort i Trump Tower, var det ophævelse af denne lov, hun drejede samtalen ind på. Sandheden er som en russisk dukke. Lag på lag.

 

Problemet for disse mennesker er, at sandheden kommer ud i bidder, og Amerika er sådan, at selv liberale journalister bidrager med bidder til puslespillet, selv når de ikke ønsker det. F.eks skriver Michael Isikoff og David Corn om Trumps famøse Moskvabesøg i deres nye bog Russian Roulette. I vore dage kan man flere år efter kortlægge en persons bevægelser ned til hver time. Selv Isikoff og Corn må indrømme, at det virker helt usandsynligt, at Trump skulle have haft tre prostituerede på sit værelse. Han gik til sengs 0130, helt udkørt, og var oppe igen 0745 for at deltage i en video.

Som Chuck Ross skriver i dailycaller.com: New Book Fills In Gaps Of Trump’s Moscow Trip — And It’s Not Good For The Dossier

The book, “Russian Roulette: The Inside Story of Putin’s War on American and the Election of Donald Trump,” shows that Trump had little time to engage in the “perverted” sex acts described in the dossier, which was written by former British spy Christopher Steele and funded by Democrats.

The “very short” window of opportunity raises questions about whether the incident actually occurred.

Moskva-besøget

Trump skulle have været to dage i Moskva. Men han tog til Nord-Carolina for at deltage i Billy Grahams 95 års fødselsdag. Dermed blev programmet i Moskva meget stramt. Han tog lige efter til et andet fødselsdagsselskab, denne gang for milliardæren Aras Agalarov, som var partner i Miss Universe-arrangementet. Da selve kåringen begyndte, var Trump udkørt.

“Trump by now was exhausted,” wrote Isikoff and Corn. They report that Trump spent most of the event sitting with his bodyguard, Keith Schiller, and Paula Shugart, the president of the Miss Universe Organization.

Ud på aftenen kommer Rob Goldstone hen til Trump. Han er kontaktmand for Agalarovs søn Emin. Emin er en stor popstjerne i Rusland. Emin skulle lave en ny pr-video næste dag. Kunne Trump tænke sig at deltage med en Apprentice-gimmick, spørger Rob Goldstone.

Trump erklærer sig villig, men det må blive mellem 0745 og 0810. De indgår en aftale. Trump bryder op fra gallaen 0130.

Tilbud

Livvagten Schiller fortalte i et kongresafhøring, at en af Agalarovs assistenter havde tilbudt at sende fem piger til Trumps værelse. Han havde leet af det sammen med Trump.

Schiller says he rejected the offer. He told Congress that he informed Trump about it and they laughed it off. Schiller testified that he stood outside of Trump’s room for a while during his stay before turning in for bed. Nobody entered the room, he testified.

Selv Corn og Isikoff tror ikke, at der var nogen piger på værelset. Selv manden, som benyttede historien til at krydre rapporten, Christopher Steele, tvivlede på, at den var sand!

Alligevel blev den sat i omløb.

Steele siger, han havde den fra russeren Sergei Millian, som leder det russisk-amerikanske handelskammer. Ifølge Isikoff og Corn skal Millian have fortalt Golden Shower-historien til en “collector” som arbejdede for Christopher Steele, den tidligere britiske agent, som forestod “indsamlingsarbejdet” på vegne af Hillary og Demokraterne. Måske Steele ikke tog det så nøje med verificering, bare det var saftigt nok?

Spørsmålet er, om Steele også “lagde noget til”, så historierne hang sammen? Steele skriver, at Millian var en nær medarbejder på Trump-kampagnen. Det stemmer ikke, skriver Isikoff og Corn. Husk at disse to journalister var en af de reportere, Steele briefede om rapporten i september og oktober 2016. De havde historierne fra the horse’s mouth.

Millian is described in the dossier as “a close associate of TRUMP who had organized and managed his recent trips to Moscow” who was “present” at the time of the controversial incident. There is no evidence that Millian has any close ties to the former real estate tycoon. There is also no evidence that Millian was in Moscow when Trump was there.

Isikoff og Corn siger med andre ord, at Steele er upålidelig. Det er ikke bare Millian.

Navnet Millian dukker derimod op i en anden sammenhæng: Han havde gjort sig til ven med George Stephanopoulos, den usandsynlige og perifere Trump-medarbejder, som tog til London for at præsentere Trumps udenrigspolitik. Stephanopulos drak sig silende beruset sammen med den australske ambassadør Alexander Downer og fortalte denne, at russerne havde snavs om Hillary. Australien sad to måneder på historien før de rapporterede til FBI, og ifølge New York Times var dette medvirkende til, at FBI satte gang i en efterforskning af russerne. På det tidspunkt vidste FBI, at Demokraternes emailservere var blevet hacket.

Men – og her er hagen: FBI fik aldrig lov til at inspicere serverne, til trods for gentagne henvendelser fra flere niveauer i FBI.

Desuden: Downer var en svoren Hillary-tilhænger, som sørgede for donationer på 20 millioner dollar til kampagnen.

Sandheden er som en russisk dukke. Lag på lag.

Til sidst vil hele billedet blive klart. Men der er lang vej frem.

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Skriv et svar