Kommentar

Vittore Carpaccio Salvtor Mundi

En af de smukkeste udtryk for hvad kristentro er findes i Grundtvigs salme om kirkeklokken hvor det hedder

Gennem jorderig går himmelrøsten

Kalder til sin hvile sjælen ind.

For der siges to ting til os. Nemlig at vores sjæl trænger til hvile. Det gør den fordi hele det er sådan at vi skal leve et menneskeliv vi ikke magter. Vi rækker efter noget vi ikke kan nå. Vi vil gerne gøre det gode, men vi kan ikke. Vi lover så meget. Men vi kan ikke holde det. Vi vil stå fast men vi glider. Vi vil leve men vi skal dø. Ja, vi bygger i mørke og dødens skygge.

Her i verden lyder der ellers mange bud på hvordan sjælen kan finde hvile. Opfordringer til at slappe af, tage den med ro. Nyde livet. Forkæle sig selv osv.

Og på mange måder har vi aldrig haft det bedre – i hvert fald materielt set: vi skal ikke spekulere på om der er mad nok i morgen. Vi dør ikke længere af simple infektioner. Vi har noget der hedder fritid og ferie – noget tidligere generationer måtte drømme om. Gennemsnitslevetiden er høj, spædbørnsdødeligheden lav.

ANNONSE

Men lige lidt lader det til at virke. For aldrig synes depression, stress, koncentrationsforstyrrelser og angst at have fyldt mere end det gør i dag. Vi har tilsyneladende nået grænsen for hvad vi kan kapere. Det er som om vi bliver syge af det moderne liv. Noget tyder på at vores egne skuldre er for svage til at bære.

Det næste der nu siges er, at der er en som vil og kan give os den hvile vi trænger til. Nemlig Vor Herre Jesus Kristus. Gud har givet os denne mulighed. Og han har meddelt os det så enkelt, barnligt og enfoldigt, at selv spæde kan forstå det: Kom til mig og jeg vil give jer hvile.

Hvordan nu det? Jo: Tag mit åg på jer og lær af mig.

Det vil ikke sige, at vi skal gå den samme vej, som Jesus gjorde eller gøre det han gjorde. Det bæger jeg skal drikke af kan I ikke drikke af. Der hvor jeg går hen, der kan I ikke følge mig sagde Jesus netop til sine disciple ved sit sidste måltid. Nej, vi kan ikke netop ikke bære al verdens synd. Det er jo det Jesus har gjort for os. Men hvad er det så vi kan lære af ham og hvad er det for et åg, vi skal bære som er let?

Jo det er jo lovens åg og lovens åg er det samme som Lovens bud. De bud vi er blevet indbudt til at have som en rettesnor for vores liv, som noget vi kan leve ved. De skal skærme vores liv. De skal være som et hegn om en smuk rosenhave, som et stengærde om en vingård. 

Loven er til for vores skyld, vi er ikke til for lovens skyld. Men vil vi leve da skal vi holde buddene – det er det Jesus siger til de mennesker, der spørger ham hvordan de skal arve evigt liv:

Hold buddene og du skal leve.

Hvordan så det? Jo – som Paulus skriver til de unge kristne menigheder: Bær hinandens byrder – således opfylder I Kristi lov.

Det vil sige: Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre

Ifør jer som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed.

Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter;

Der er med budene givet os en retning, en vej at gå, en bestemmelse med vort liv: nemlig tjenesten for den anden. Det er vor bundethed og vor frihed i et – vi er frie som vi er bundet i kærlighed til Gud og til vor næste.

Det moderne liv har lært os, at vi lever for vores egen skyld. At alt hvad vi foretager os er med os selv som det ypperste mål. At vort forhold til hinanden er noget vi skal have noget ud af. At alt hvad vi gør skal bedømmes ud fra om det nu bringer os derhen vi ønsker. Der skal være noget i det for mig, som vi siger. Ingen har beskrevet denne vending bedre end forfatteren Henrik Pontoppidan. I romanen Lykke Per som også er filmaktuel, beskriver han Pers forsøg på at frigøre sig fra samvittigheden og kristendommens bud om at sætte den anden først. Per ønsker at leve det stærke, uafhængige liv, hvor han kan realisere sine kraftkilder uden hensyntagen til eventuelle forpligtelser over for sin forlovede, Jakobe og deres ufødte barn. Per funderer:

At et Brud vilde krænke og smerte Jakobe dybt, det vidste han godt. Men han kunde ikke have nogen Forpligtelse til at lægge sit Liv øde for en enkelt Ubesindigheds Skyld. Desuden – her stod dog virkeligt mere paa Spil end nogle Kvindetaarer! Med sin store Livsopgave havde han slet ikke Lov til at give Afkald paa den Spore, det altid var for en Mand at føle sin Magt over Mennesker og frem for alt over Kvinder. Han agtede overhovedet ikke at lade sig binde mere. Det havde hidtil netop været hans Fejl, at han ikke frygtløst nok havde udnyttet sin Naturs Kraftkilder. Derfor var han ikke kommen videre paa sin Eventyrsejlads, end han var.”

Det eneste pejlemærke Per har er sin egen selvudfoldelse. Hans næste, som han er sat i verden for at tjene, er for ham blot et middel, han kan bruge til at få det ud af mit liv som han ønsker.

Per går over lig for at nå sine mål.

Jeg vil ikke her afsløre Pers endeligt, men jeg vil godt afsløre, at jeg tror, at hans projekt vil gøre sjælen træt og tung.

Når fornemmelsen for den hellige pligt mod andre mennesker, givet af Gud, det der skulle beskytte livet, er forvitret bort fra et menneskeliv, så bliver sjælen syg.

Og så trænger sjælen til hvile. Og den hvile kan sjælen få. Hos ham ved hvem kærlighedens gerninger bliver mulige at gøre.

Ham som bærer alle vore byrder. Ham som løser os af vor selv-viskhed, så vi bliver frie til leve efter kærlighedens lov. Så lovens DU SKAL bliver til DU KAN _ DU MÅ.

Himmelrøsten som kalder alle sjæle ind til sin hvile. Til at bære hans åg. Det vil sige være en del af Hans kamp mod alt det der lægger verden øde og gold. Til fremme af livet og ægte uselvisk kærlighed mellem mennesker.

Et kirkeår er nu forbi. Snart er det advent og i adventstiden lyder det til os, ligesom det gør hvert år ved den tid, at der er et lys der er ved at komme til verden. Jesus Kristus. Jorden var kold øde og tom. Men i ham brød lyset frem. Guds nærvær er da midt i blandt os. Og vi kan langsomt rejse os og gå hen til det. 

 

Denne prædiken var til sidste søndag i kirkeåret

Læsninger

Mika 4,1-3

1 Kor 3,10-17

Matt 11,25-30

Salmer

403

380

308

783

477

431

 

/Nana Hauge

ANNONSE