Oraklerne



Da jeg gik i skole havde vi et årligt motionsløb. Vi skulle løbe eller lunte fra Skt. Knuds skole i Ryesgade og ud til Moesgaard syd for Århus. Det var for det meste en dejlig dag og der var tid til både snak og pauser på den lange men smukke tur. Når vi nu skulle have sådan et løb, så var der samaritter på stationerne langs ruten. I tilfælde af at nogen skulle komme til skade, var de parate med deres førstehjælpskasser. Samaritter hed de, opkaldt efter samaritaneren, fordi de ligesom han, er sådan nogle, der hjælper nødstedte. Jeg slog det så lige op for at se, om der stadig er noget, der hedder samaritter. Det er der minsandten.

En samarit i Røde kors:

”skal brænde for at hjælpe andre vha. førstehjælp” (Røde Kors hjemmeside)

Det er godt, at der findes samaritter, mennesker der frivilligt stiller op til sportsstævner og andet for at hjælpe tilskadekomne. At de kalder sig samaritter afspejler vel først og fremmest den måde lignelsen om Den barmhjertige samaritaner er blevet opfattet på: som en opfordring til eller en befaling om at hjælpe mennesker i nød.

Men det er egentlig ikke det, der er lignelsens primære anliggende. Dens primære anliggende er at vise os hvordan (med Martin Luthers ord) at ”loven opdager sygdommen og evangeliet giver helbredelsen” Hvad mener jeg (og Luther) nu med det?

ANNONSE

Jo, sagen her, i fortællingen, er den, at en mand kommer til Jesus og spørger hvordan man kan arve evigt liv. Det ved han egentlig godt, for det står jo i loven og den siger:

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«

Det er en sammenfatning af alt det vi hørte læst fra alteret: Vær hellig, fordi jeg er hellig, siger Gud Herren. Med andre ord: Der er sådan noget som en hellig pligt. Der er givet os et kompas, hvor ud fra vi bedømmer om en handling er god eller ej. Alt er ikke lige gyldigt eller lige godt.

Men når jeg så sådan skal elske Gud så inderligt, af hele hjertet, og næsten som mig selv, og aldrig lyve eller være smålig eller sladre om mine nærmeste, og ikke hade nogen eller hævne mig, så oplever jeg hurtigt nederlag. For de bud betyder, at mit øje ikke må have et vredt blik, at der på min tunge ikke må være et vredt ord. Det betyder, at hele mit legeme, hele mit jeg, skal færdes i kærlighed og kun have lyst til Gud og ære ham. Og frygte ham. Og elske næsten som mig selv.

Hvis jeg nu skal være helt ærlig. Gør jeg så det? Kan jeg overhovedet gøre det loven kræver af mig? Næppe.

Når jeg nu ser, at det er sådan fat med mig. At jeg ikke kan opfylde loven, da ser jeg, at jeg i forhold til den er lige så halvdød, som ham der faldt blandt røvere. At loven har klædt mig af, afsløret min egoisme og selvkærlighed lige som røverne afklædte manden.

Når jeg sådan ser, at loven så at sige dømmer mig til døden, at dens krav intet har ladt tilbage undtagen andet en lille smule liv, der stadig er i mig, da kommer præsten og levitten forbi. Det vil sige den menneskelige lovopfyldelse, det vi også kalder gode gerninger. Men det hjælper ikke noget. Det hørte vi i det andet stykke, jeg læste fra alteret. Der læste jeg, at gode gerninger eller opfyldelse af loven, det kan jeg ikke frelse mig selv ved. Både fordi jeg ikke KAN opfylde loven, men også fordi man ikke kan retfærdiggøre sig ved noget man egentlig bare skylder at gøre.

Da er det, at samaritaneren kommer. Og han kan hjælpe. For samaritaneren er Kristus selv. Han beder ikke den slagne om at komme op til sig, for det kan den slagne mand slet ikke. Nej, Kristus kommer ned til ham og giver ham hjælp og styrke. Tro på mig, siger han, og jeg vil skænke dig mit liv. Da lægger han manden på sit æsel, det vil sige – på sig selv – han bærer jo verdens synd – og bringer ham til et herberg – det vil sige den kristne kirke.

Jesus Kristus er den barmhjertige samaritaner, og vi er manden i grøften. Sådan er denne lignelse blevet tolket i den tidlige kirke, og af Luther og af Grundtvig.

Vores sygdom er, at vi tror, at vi er raske. At vi ikke ser os selv som manden i grøften, som den der mangler alt, men måske snarere som samaritaneren. Den der hjælper.

Vi tror at vi kan retfærdiggøre os selv. Og sådan en tro, sådan en lovreligion, findes ikke kun i organiserede religioner. Der er masser af lovreligion i dyrkelsen af Den gode sag som noget guddommeligt eller i fx dyrkelsen af Den rigtige livsstil eller en særlig politik. I kampen for den gode sag bekræfter mennesket, ved at mene eller gøre noget særligt, ikke over for Gud, men overfor sig selv og andre, at han eller hun står i Det godes tjeneste. Det er også en slags lovreligion.

Men i kristendommen er et menneske ikke et godt menneske ved at gøre særlige eller gode gerninger. Gode gerninger gør ikke en mand god, men en god mand gør gode gerninger. Det lyder så negativt, at man ikke kan gøre noget for at kvalificere sig, men i virkeligheden er det en kæmpe befrielse. Tænk over det. Den befrielse det er, blot at tage i mod det Gud giver. Den befrielse det er, at man har lov at være den, Gud har gjort en til og ikke den man selv har gjort sig til.

Kan man lide det eller ej – et menneske har dybest set ikke andre muligheder. Manden i grøften kunne ikke sådan vælge. Han måtte lade sig hjælpe af den, der nu engang stoppede op. Spørgsmålet er om det ikke også er sådan for os? Kan vi i virkeligheden selv vælge om vi vil ligge i grøften eller ej? Når det kommer til stykket?

Gå du hen og gør lige så, sagde Vor Herre til manden. Men hvad skal du så gøre?

Jo, du skal altså se, at du er manden i grøften. Dernæst skal du tage imod, når Kristus, hjælpen, kommer efter dig. Du skal se, at du ikke er din egen lykkes smed, men at Han er din lykke. Du skal se, at kun han kan hjælpe dig. Det vil sige, at du skal lytte til livets ord. Det ord, der forkyndes for alle, der ønsker at høre det hver søndag. Det er blevet tilbudt alle, at komme og høre det.  Siden kirkens første dage. Tænk, du kan komme uden noget og høre det. Og bagefter, når du har hørt det, kan du gå retfærdig hjem.

Gå du hen og gør ligeså.

Amen

 

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder

ANNONSE


Mest lest