Kommentar

Giovanni Battista Tiepolo: Allegory of strength and wisdom (1740-43)

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus. Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. Rom 3,23-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26

 

Påstanden her er, at Det evige liv det kan vi ikke selv skabe eller sikre os. Vi kan ikke fortjene eller sikre os et liv efter døden. Men også Det evige liv, vi forstår som et liv der er fuld af mening, af livsfylde, det kan vi heller ikke selv skabe. Vi kan ikke retfærdiggøre os selv, som Paulus siger. 

ANNONSE

Vi forsøger. Bevares. Det er menneskeligt. Det har vi gjort lige siden skabelsens dage. For vi længes efter livsfylde. Vi længes efter evighed, bestandighed, efter det sande, det skønne og det gode i livet. Efter mening. Ja, efter guddommelige. Livet i Guds nærhed. Det liv der har evighed i sig. Vi længes efter det tabte paradis. Det Paradis vi alle har en forestilling om, fordi vi er mennesker skabt i Guds billede med øjet himmelvendt og med fornemmelsen for, at vi kommer fra dette evige, at vores udspring er i Gud. 

Denne længsel kommer til udtryk på mange måder. Fx i længslen efter det oprindelige, naturlige liv. Jeg kom til at tænke på det, da jeg så Søren Ryge-Programmet ”Far, mor og børn” som handler om et yngre par og deres fire børn, som har valgt det enkle liv på Sydfyn. 

Som en radio-tv anmelder bemærkede i Kristeligt Dagblad: ”Familien gik i hjemmevævede gevandter af uld fra egne får, spiste brød af eget korn, og børnene havde aldrig været passet af andre, aldrig set tv eller en iPad og aldrig spist slik.

Til gengæld kunne de lege koncentreret i timevis på den smukt beliggende gård, og det var en æstetisk nydelse at se familien bevæge sig rundt i de bløde sydfynske bakker. Faderen lignede en hårfager viking, moderen var rank og lattermild og børnene kønne og frimodige. Det enkle liv var skønt at skue, i hvert fald på tv.”

Mennesker i pagt med jord, dyr og natur, på afstand af verdens stress og jag, medie- og sukkerforsagende. Paradis på jord. Ja sådan så det ud.

Problemet var bare, at det paradis var dog ikke så uberørt som det tog sig ud. For i det allersidste program ser vi faderen, Mikkel, gå ind på et værelse ovenpå. Det rum hvor børnene aldrig kommer. Og ikke har adgang. Her stod Mikkels dyre applecomputer. 

Der faldt det hele sammen som en paradisillusion. Det forekom mig, at det hele bare var en leg. Der var et sikkerhedsnet under legen i form af det moderne kommunikationssamfund. 

Og der er også en anden ting: Jeg kan sagtens forstå ønsket om at leve enkelt og nært. Ønsket om at leve mere i pagt med jorden, med dyrene ja med det man opfatter som det oprindelige menneskeliv. Men hvis alle gjorde det ville det få nogle store omkostninger. Hvis alle de dygtige hospitalslæger blev selvforsynende. Hvis alle de der betaler skat til velfærdsstaten flyttede ud i en hytte i de svenske skove, da ville sundhedssystem, skolesystem og socialt sikkerhedsnet og det hele bryde sammen. Der ville ikke være nogen der forskede i kræft, der ville ikke være dygtige hjertelæger, der ville ikke være skoletandpleje eller undervisning i det hele taget for de børn, der ikke har forældre der har ressourcer til at hjemmeskole dem. Og der ville slet ikke være nogen, der udviklede applecomputere. Nogle få ville nok klare sig, men mange flere ville ikke. Og så røg det paradis.

Gennem historien har vi været vidner til masser af disse forkromede forsøg på at skabe Paradis her på jorden og vi har set dem bryde sammen; fordi disse himmeriger var ikke andet end himmeriger, vi selv har skabt. 

Men vi kan ikke selv give livet fylde. Vi kan ikke skabe evighed og mening i denne forgængelige, dødsmærkede verden. Det er påstanden i dag. 

Det er ikke muligt for os, MEN FOR GUD er alting muligt. Men det kræver, at vi ligesom den rige unge bliver bedt om – opgiver alle forsøg på at skabe det selv. Det kræver, at vi lader Gud, og ikke vor selvskabte utopier, være Gud. 

Så bliver vi kede af det og går måske bort som den unge mand gjorde det. Vi tænker, at vi kan intet stille op. Vi kan intet stille op, fordi vi er lammet af dette: for mennesker er det umuligt. 

Men vi kan også blive og så lade Gud være Gud. Lade Gud være den dybe sammenhæng i vore liv. 

Hvordan det? Jo, vi kan hver dag sige ja til vor dåbspagt. Sige ja til Gud Fader. Og lade det urolige hjerte finde fred og hvile hos ham. Den overordnede kamp mod det golde og tomme og mod død og meningsløshed, kan vi da overlade til Gud. 

Og SÅ kan vi koncentrere os om det vi kan: Vi kan vedkende os den verden, vi er sat i og som Gud har vedkendt sig også efter syndefaldet. For det var her i denne faldne, sønderbrudte verden Guds søn blev født, det var her på denne jord han opstod. Og det betyder han har taget alt det der var vort til sig. Da bliver verden og vort almindelige menneskeliv fuld af mening og fylde. Og alt det du skylder at gøre, gør du derfor af et glad og frit hjerte. Så holder du ikke budene – så er du ikke trofast og så elsker du ikke din næste, ærer din far og mor, fordi det evige liv, paradiset, venter for enden af vejen. Som en belønning. Nej livet er her allerede, det der er dit og hvad kan være bedre end at leve, det liv der er dit, med det ansvar og de pligter der er dine. Gør det og du skal leve! 

 

 

402 Den signede dag/759 Nu hviler mark og enge

21 Du følger mig

27 du gav os

400 så vældigt det mødte

726 Gak ud min sjæl

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)