Kommentar



Standsningen i menneskestrømmen ud fra havnene lidt vest for Tripoli, er langt fra ensbetydende med, at trafikken til Europa ophører. Europa er derimod stoppet med at registrere, hvad der foregår. Det her med at sætte sig ind i sagen, er da også forbundet med en hvis anstrengelse.

Tilstrømningen har ganske vist længe ikke været lige så stor, som den var med det velsmurte og godt indarbejdede logistiske apparat – karavaner, FN-arbejdere, smuglere, gummibåde, NGO-er og korrupte eller godtroende myndigheder – som vi har været vidne til i lang tid.

Tegnene på, at migranterne finder alternative ruter, er ikke desto mindre talrige. Det fremgår tydeligt af en analyse, som Alessandra Ziniti gjorde søndag i La Repubblica.

Den nye situation får migranterne til at ændre planer, konstaterer hun:

Den som befinder sig udenfor en interneringslejr i Libyen, vender snuden vestover mod Tunesien og Algeriet. Det er der, man tæt ved grænsen finder de nye menneskesmuglere med deres træbåde. Ruten går direkte til strandene på Sicilien og Sardinien.

Det samme gør de, som står overfor at skulle tage af sted, eller som kun er kommet et kort stykke:

ANNONSE

Den som endnu ikke er kommet til Libyen, tager en anden vej. Fra Afrika syd for Sahara går vejen til Marokko, som er det nye springbræt mod Spanien (hvor beredskabet er øget efter en firedobling af antallet af ilandstegne). Fra Syrien og Mellemøsten går turen til Tyrkiet, og derfra på ny til Grækenland, men også i retning af andre anløbshavne.

Indtil videre er der i år kommet 13.000 migranter til Spanien, hvilket er flere end til Grækenland. Det skyldes ikke mindst bestormningen av Ceuta, det ene af de to spanske oversøiske territorier i Marokko. Der kommer migranterne til via Senegal og Mauretania.

Det nye er, at migranter finder vejen til sortehavskysten af Rumænien, hvor 2500 migranter er gået i land. Fra havnebyen Constanța går turen i retning af Kosovo og videre til Albanien, hvorfra man forsøger at komme over Adriaterhavet til Italien.

Lesbos er ellers igen blevet en destination for migranter. Forrige weekend gik 730 mennesker i land på den græske ø, hvor borgermester Spyros Galinos anklager Tyrkiet for ikke at holde sin del af aftalen med EU, som har betalt landet tre milliarder euro for at standse strømmen af migranter derfra.

Det samme er de italienske øer Pantelleria, Lampedusa og Linosa, som alle tre ligger i kort afstand fra det afrikanske kontinent. Dem som kan betale 7500 dollar, transporteres med sejlbåd til det italienske fastland ved Det Joniske Hav.

Det opsigtsvækkende er, at det som hovedregel lykkes at undgå de europæiske grænsepatruljer i Middelhavet og komme ubemærket helt frem til strandene.

I Tunesien har tidligere smuglere, middelhavsoverfarternes pionerer, genoptaget deres virksomhed med en kort, kendt og mere eller mindre sikker rute: den som går fra Zarzis til de afsidesliggende strande mellem Realmonte og Torre Salsa i den sicilianske provins Agrigento. De omtales som de «spøgelsesagtige ilandstigninger», for bådene klarer at komme frem uden at blive opdaget af nogen. Man overlader migranterne til sig selv, når bådene bare er ti-tyve meter fra land, hvor de vender rundt. Migranterne kan næsten altid finde ud af at blande sig med badeturisterne. I flere uger har der nu været ilandstigninger hver dag.

Hver dag! Nogen gange endda  tre på én dag. Og alligevel er det næsten kun i italienske lokalmedier man finder et minimum af efterretninger om sagen. Fra tid til anden bliver migranterne fotograferet eller filmet:

Start ved 0:00

Optagelsen er indtil videre registreret i lokalmedier på Sicilien, hvor Agrigentos statsadvokat, Luigi Patronaggio, let henkastet lufter tanken om, at der kan være terrorister blandt de ilandstegne, og at der under alle omstændigheder ikke er tale om flygtninge.

Alle disse dryp af mennesker ledsages af et gennemgående træk: Lokale og nationale myndigheder i Europa, hvis allestedsnærværende sanseapparater ikke kan undgå at registrere en god del af, hvad der foregår, foretager sig ingenting, og hæver heller aldrig stemmen for at sige noget. Initiativløsheden og ansvarsfraskrivelsen er total.

Det betyder i praksis, at Europa indtil videre fornemmer, hvad der foregår, men at verdensdelen vælger at se den anden vej – i det omfang den da ikke sover, er lamslået eller ligger i koma allerede. Den offentlige protokolføring er under alle omstændigheder for længst ophørt.

Den som vil skaffe sig overblik, må læse alle lokalaviser langs de europæiske kyster i Middelhavet og Sortehavet, foruden at tjekke YouTube og de sociale medier. En uoverkommelig opgave for andre end store presse- eller efterretningsorganisationer.

Og migranterne aflæser situationen. De ser Europas svaghed og virkelighedsvægring. Er de først kommet fra deres hjemland og til et nogenlunde fremskudt transitpunkt, behøver de ikke anstrenge seg sååå meget for at lykkes.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)