Kommentar

Joakim Skovgaard Eva og slangen (1909)  Aros

For os, der er født ind i en kristen kultur, tror jeg det er umuligt at forestille os hvilket drama, hvilken livsomvæltning, hvilken nyskabelse dåben har været for mennesker i antikken. Hvor vi i dag primært ser dåben som en bekræftelse på noget, vi allerede har eller lever i, var det på ingen måde tilfældet for de mennesker der oplevede at blive døbt for 2000 år siden. For dem var dåben virkelig en total forvandling af deres liv. At blive døbt var at indtræde i en hel ny virkelighed  – der betød at man i store træk måtte lægge alt det bag sig, man hidtil havde kendt til og leve på en helt ny måde end man før havde kendt til. Vi aner det når vi læser i Det Nye Testamente med de mange passager om at gå fra liv til død og fra lys til mørke, og om at iklæde sig lyset og blive genfødt som et nyt menneske.

At blive døbt var heller ikke så lige til. Før man kunne indtræde i dette nye liv måtte der forberedelse til. Man måtte først være med i det nye fællesskab som katekumen  – dvs man kunne kun deltage i noget af messen. Man havde fx ikke adgang til at deltage i nadveren og sådan kunne der gå mange år, hvor man forberedte sig på at blive kristen ved at blive vant til det kristne liv og den nye og helt anderledes etik det kristne liv indebar – og først når man var blevet vant til den nye livsform med denne altomvæltende nye etik og med frelseshistorien – kunne man blive døbt. Først når man kendte historien om, hvordan alle mænd og kvinder engang slavede i dødens og djævelens og alle onde ånders fængsel og om hvordan Kristus havde sat disse fangne fri, da han med sin død og opstandelse styrtede helvedes porte, besejrede døden og synden og trak de fangne ud af dødens og syndens garn, først da kunne man blive døbt. Alt det fik man nu del i, idet ens krop blev sænket ned i dåbens vand. Man fik nu del i den nye menneskehed, som Kristus havde skabt ved sit offer og sin sejr. Et nyt liv, hvor man ikke var i de onde magters vold, men hvor man var i Kristi hånd og havde del i hans sejr over mørke og død.

Dåben fandt efter oldkirkelig skik sted påskenat. Her blev dåbskandidaterne – mænd, kvinder og børn – ofte hele familier sammen– klædt af i halvmørket og under forsagelser, velsignelser og bøn, dykket ned under vandet tre gange af præst eller biskop – herefter blev de døbte iklædt hvide gevandter og nu kunne de gå ind i kirken og deltage i hele messen og nadveren for første gang.

ANNONSE

Den døbte var nu befriet for alle de onde kræfter der var på spil i verden. Kristi sejr over døden havde for den kristne så at sige renset denne verden for den værste dæmoni. Bragt den tilbage til den verden Guds skabte som god. Og nu begyndte det nye liv og dette nye liv kom virkelig til at forandre verden, som man kendte den. Troen på Kristi sejr over døden kom til at omforme antikkens rå samfund, transformere det til den civilisation med respekt for menneskelivet, med ligeværd mellem kønnene, med omsorg for de svage og syge og fattige, alt sammen noget, som vi den dag i dag lever i efterdønningerne af. Efterdønninger siger jeg fordi jeg er lidt i tvivl om hvorvidt vi lever i en kristen eller snarere en postkristen tidsalder.

Resterne af dette dåbsdrama, denne overgang fra mørke og død til liv og fred – og dets skelsættende betydning –  kan vi stadig se på vores middelalderlige døbefonte som ofte er udsmykket med løver eller drager. Løverne og dragerne symboliserer de onde kræfters magt og tilstedeværelse i verden – og den befrielse eller frelse fra disse kræfter som dåben er.

Vi fornemmer også dåbens drama i Det Nye Testamentes mange beretninger om Jesu uddrivelse af onde ånder, som den vi har hørt i dag. Fortællingerne viser tilhørerne, at Jesus har magt over disse ånder. At han er ypperstepræst, den af Gud udvalgte og at verden står nok i den ondes og dødens magt – men her er der en, der kan nedkæmpe ondskab og død. Dæmonuddrivelserne i Det Nye Testamente afspejler uden tvivl forsagelserne af djævelen ved dåben.

På trods af mange hundrede års diskussioner om dette dåbsritual og stadige ønsker om at modernisere det, så vi ikke har forsagelsen af djævelen med, har vi endnu i vores danske dåbsritual forsagelsen – der sammen med korstegnelsen er en uddrivelse af djævelen.

Som det hedder:

”Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;

I sin form er vores dåbsritual og ikke mindst Grundtvigs salme, dermed tro overfor og afspejler den praksis, der ligger i oldkirkens dåbssyn. Dåben som en befrielse fra denne verdens mørke magter. Dåben som en overgang fra død og mørke og djævel –  til liv og lys

Det skyldes således ikke mindst Grundtvig og hans indsats, at vi netop i Danmark har bevaret forsagelsen forud for trosbekendelsen både når den anvendes som et led i gudstjenesten, og når den lyder som tilspørgsel ved dåben.

For Grundtvig insisterede på koblingen af forsagelsen og trosbekendelsen over for hans tids rationalistiske og fornuftsfikserede præster, som mente, at troen på Djævelen er noget vrøvl. Grundtvig mente, at lige så vigtigt som det er, at høre om troen på Gud, lige så vigtigt, er det at forsage den onde, og Grundtvig insisterede på at tale om djævelen som en den – som Guds konkrete modstander.

Hans samtidige medgrundtvigianere bla. kunstnerfamilien Skovgaard skildrer ligeledes det ondes magt meget prægnant i deres kunst. Tænk bare på Joakim Skovgaards opstandelsesbillede, der hænger på SMK – ondskaben er meget tydeligt tilstede – men overvældet, trådt under fode af den vældige vikingelignende Kristus med de store fødder og den kraftfulde lysende krop. Eller Immanuelkirkens friser der viser Kristus, der som den gode hyrde tappert og mandigt – med de bare hænder – nedkæmper ulven.

Bibelens – og Grundtvigs og Skovgaardbrødrenes meget ligefremme måde at tale om og skildre det onde eller dæmoniske på – er måske fremmed for sådan et sekulariseret, senmoderne samfund som vi lever i – (vi skriver jo 2018), akkurat som det var på Grundtvigs tid.

Når den moderne verden konfronteres med ondskab eller dæmoni – søger man stadig en rationel forklaring – ondskaben forklares eller ja – faktisk mener jeg den bortforklares –  med en dårlig barndom, for lidt uddannelse, psykisk sygdom eller manglende oplysning, irrationalitet eller dårlige sociale vilkår.

Og det er egentlig mærkeligt synes jeg, for hvordan kan man efter 1. verdenskrigs skyttegrave, efter holocaust og gulag, efter folkemord og kristenforfølgelser – ignorere ondskab som en selvstændig konkret magt? Hvordan kan man, når man ser mennesker blive brændt levende, børn blive skudt ned i skolegårde med koldt blod, og øksemænd forsøge at myrde uskyldige – hvordan kan man da blive ved med at bortforklare det onde?  Er det da ikke indlysende klart, at vi ikke kan ræsonere os ud af ondskaben? Ondskaben forsvandt jo ikke, da vi blev mere oplyste, bedre uddannede eller rigere. Tværtimod blev den sat i system med ufattelige lidelser til følge– det vidner det 20. århundredes forbrydelser mod menneskeheden om. Vi kan åbenbart ikke snyde døden og djævelen. De mørke magter flytter med ind i den moderne verden.

Kan det samme ikke siges i forbindelse med de pludselige beretninger om de mange seksuelle overgreb, kvinder åbenbart udsættes for? Her gik vi og troede, at vi var blevet civiliserede – havde skabt et samfund, hvor mænd og kvinder var lige og ens. Det var vel målet med den seksuelle frigørelse, der skete i løbet af 1900 tallet. Men den onde ånd var bare fulgt med. Pludselig væltede beretningerne om forulempelser og magtmisbrug frem. Nogle mere alvorlige end andre. Måske var den seksuelle frigørelse, som de vestlige samfund har lovprist og dyrket i årtier, ikke så fin og fri endda. Som Iben Thranholm har gjort opmærksom på: Måske var der ligefrem skyggesider ved den. Pludselig var også mere end 1000 børn og unge tiltalt for at dele film med seksuelt krænkende indhold af mindreårige – og vi forstår ikke, hvordan det kunne ske, for vi troede ikke længere på onde ånder og djævle.

Vender vi os til den svenske forfatter Selma Lagerløff og hendes særlige kristendomsforkyndelse ser vi, at hun ligesom Grundtvig skrev i modsætning til sin tids fornuftsprægede tænkning. I SLs fortællinger vrimler det med nisser, nøkker og trolde, skovene er dybe og forheksede og vi møder den personificerede djævel og døden med sin le. Naturen er nok smuk og dragende, men inde under det smukke skjuler sig heftige og onde kræfter, som mennesker skal vare sig for. Det er et gennemgående tema i Selmas fortællinger, at tager mennesket ikke de onde ånders natur alvorligt – og tager deres forholdsregler i forhold til disse kræfter – da går det galt. Selmas mange fortællinger bygger på gammel folketro – som vi også kender dem fra myter og sagn, overleveret fra slægt til slægt gennem århundreder. Måske ligger der faktisk erfaringer bag noget af denne overtro? Erfaringer af at mørkets fyrste er på spil i denne verden. Erfaringer af verden som en kampplads mellem gode og onde kræfter.

Chresten Kold henviste også til denne kamp, da han ville redegøre for formålet med sin højskole. Skolen skulle vække ungdommen til at tage del i denne kamp og derfor skulle de høre om kampen mellem aser og jætter. Om onde tider og gode konger. Om hjemmets fred, der kun kan bevares ved kamp og dåd. For de gamle grundtvigianere var denne kamp virkelighed også i deres liv.

Måske hænger vores benægtelse af det ondes eksistens sammen med, at vi har opgivet troen på en almægtig og evig Gud. Hvis der ikke er nogen Gud, har han heller ikke en modstander.

Under alle omstændigheder – om vi vil kendes ved den onde eller ej – så står vi magtesløse over for ondskab den gang som nu. Hvorfor formår vi egentlig så lidt over for det, der også i dag plager os?

Jesus svar til os er det samme, som det han gav til sine venner i evangeliet, vi lige har hørt: den slags uddrives kun ved bøn. Og i nogle tekstudgaver står der faste. Bøn ved vi nogenlunde, hvad er. Men faste? jo, at faste det er at slippe noget af sit eget. For derved at få del i noget af det, der er Guds. Det er det, der sker ved dåben og vi skal forestille os, at fortællingen om den månesyge dreng afspejler det, der sker ved en dåb: Befrielsen fra et liv behersket af mørkets magter til et liv i lysets rige, med fred, kærlighed og glæde.

For os der er døbt, er den overgang sket. Vi er gået over fra lyset til mørket og vi skal nu som døbte tage del i kampen mod mørket. Det mørke som Kristus spredte for os med sit lys. Men er det muligt? Hvis vi igen vender os til, hvad Jesus siger er svaret:

Alt er muligt, for den der tror. Ved troen kan vi få del i sejren over mørket. Det er alt hvad der kræves af os – at vi lukker bare en lille smule af ham ind i vort hjerte. Så vil de gode kræfters vækst begynde i os. Tænk – vi behøver ikke hidkalde hjælp fra det høje – vi behøver ikke ofre eller frembære gaver for en blodtørstig gud. Vi behøver ikke kastes hid og did af en uren ånd. Tænk – vi behøver ikke hidkalde hjælp fra det høje – vi behøver ikke ofre eller frembære gaver for en blodtørstig gud. Vi behøver ikke trælle under mørkets magter. Vi behøver ikke længes afmægtigt efter hjælpen – vi har allerede hjælpen. Vi behøver blot at tage imod den. Og så kan vi tage del i kampen på det godes side.

”Kristendom er netop”, siger CS Lewis, ”historien om, hvordan den retmæssige hersker er kommet hertil så at sige i forklædning og nu opfordrer os alle til at deltage i sabotagefelttog mod Den onde”

Vi behøver ikke trælle under mørkets magter. Vi behøver ikke længes afmægtigt efter hjælpen – vi har allerede hjælpen. Vi behøver blot at tage imod den. Og så kan vi tage del i kampen på det godes side.

Vi skal være med i sabotagetoget og da vil mørket vige en smule, for det gør mørket altid fra det menneskeliv, der vover at tage del i kampen for det gode. Og Ham der giver os modet til at kæmpe mod mørket og alle onde kræfter, kongen, Han er med os alle dage, og alle slags dage, også i kampens og mørkets dage.

 

Amen

 

Prædiken til 2 søndag i fasten

1 Mos 1,27-31

Hebr 5,1-10

Mark 9,14-29

3 Lovsynger Herren

56 Jesus er navnet

674 Sov sødt

31 Til himlene rækker

634 Du ved det nok

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)

Læs også

Rejs dig! -
Krist stod op af døde -
Den første kærlighed -
Langfredag bærer dig -
Se, himlen er åben! -
2. påskedag 2018 -