Oraklerne



Her kommer en foreløbig afslutning på min serie af indlæg om det igangværende misbrug af menneskerettighederne.

Sammenfatning og konklusion

Samlet set kan vi altså konkludere, at menneskerettighederne som idealer er nødvendige, for så vidt som de angiver nogle betingelser, som skal opfyldes, hvis en rationel demokratisk samfundsorden skal kunne fungere. Menneskerettighederne peger på nogle forudsætninger, som borgerne skal have opfyldt, hvis de skal kunne udfylde deres rolle som politisk ligeværdige medborgere. Men samtidig må vi så også konkludere, at menneskerettighederne faktisk – i den politiske virkelighed – er blevet brugt politisk uklogt og imod deres hensigt. De er ikke blevet brugt til at konsolidere de nogenlunde velfungerende vestlige demokratier, som hidtil har været deres bedste garanti. De er tværtimod blevet brugt til at undergrave forudsætningerne for, at disse samfund på længere sigt stadig vil kunne sikre menneskerettighederne for deres borgere.

Eller sagt kort: Menneskerettighederne er igennem de seneste årtier blevet brugt på en sådan måde, at de undergraver de konkrete samfund, som er den eneste garanti for, at menneskerettighederne reelt kan være mere end tomme idealer. Denne undergravning er sket på forskellige måder.

For det første ved at gøre menneskerettighederne til et domstolsspørgsmål – og dermed sætte en juridisk domstol over demokratiet. Det har ødelagt både den elementære politiske ligeværdighed og den åbne demokratiske diskussion om betingelserne for demokratiets opretholdelse. Dermed er demokratiet – og menneskerettighederne – svækket i sin grundvold.

ANNONSE

For det andet ved at gøre asyl- og indvandringspolitik til et menneskerettighedsspørgsmål og dermed et domstolsspørgsmål. Dermed overser man, at det er nødvendigt at foretage en politisk afvejning af, hvor mange modtagerlandet evner at integrere; og man har fuldstændig ødelagt forudsætningerne for en rationel demokratisk diskussion af denne afvejning.

For det tredje bruger man også menneskerettighederne selvdestruktivt, når man bruger kravet om, at et demokrati skal sikre sine borgere åndsfrihed, til at slutte, at så må demokratiet heller ikke foretage en kontrol af, om en fremmed der søger statsborgerskab, nu også faktisk selv er demokrat. Men det forholder sig modsat: Man sikrer åndsfriheden bedst ved at kræve en sådan kontrol.

Og helt galt bliver det, når man bruger menneskerettighederne – religionsfriheden – til at undergrave den religion, som på grund af sit særlige indhold har hjulpet vore forfædre med udviklingen af vort sekulære demokrati, for i stedet at give plads til en religion, som modsætter sig denne sekularisering.

Så hvor vigtige menneskerettighederne end er som idealer, så er den tragiske virkelighed, at tankemæssig slaphed gennem de seneste årtier har fået os (vor politiske elite) til at bruge dem selvdestruktivt.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

Menneskerettighedernes status (1)

Menneskerettighedernes status II

Menneskerettighedernes status III – det politiske aspekt

Menneskerettighedernes status IV: Den asylpolitiske magtfordrejning

Menneskerettighedernes status V: Statsborgerskab og sindelagskontrol

Menneskerettighedernes status VI: Religionsfrihed og religionernes forskellighed

 

ANNONSE