Menneskerettighedernes status VI: Religionsfrihed og religionernes forskellighed

Jeg fortsætter min gennemgang af, hvorledes menneskerettighederne nu misbruges til at undergrave de samfund, som er den primære garanti for, at menneskerettighederne reelt kan sikres for konkrete mennesker.

d) Religionsfrihed og religionernes forskellighed.

Hermed er vi nået til det måske vigtigste punkt, hvor vi (eller den nuværende politiske elite) bruger en misforståelse af menneskerettighederne til at undergrave de faktiske samfundsmæssige forudsætninger for, at menneskerettighederne fortsat kan opretholdes. Det drejer sig specifikt om menneskeretten religionsfrihed. Her har misforståelsen to aspekter.

Det første består i, at man tror, at det, at den demokratiske stat skal give religionsfrihed for sine borgere, også indebærer, at den skal behandle alle religioner ens – og at den altså ikke må give en bestemt religion en særstilling, således som det sker med den evangelisk-lutherske kristendom i den danske grundlov.

Det andet, komplementære, aspekt af misforståelsen består så i, at man uden videre går ud fra, at alle religioner ultimativt er lige forenelige med en sekulær demokratisk samfundsorden. Samlet set tror man altså, at når den demokratiske stat behandler alle religioner lige, så vil man også dermed reelt sikre den demokratiske ordens opretholdelse på længere sigt; ligesom man så også vil sikre det samfundsmæssige grundlag for, at menneskerettighederne – derunder religionsfriheden – fortsat kan opretholdes. Men denne konklusion bygger på en dobbelt illusion.

ANNONSE

For det første er det rent begrebslogisk forkert, at man ikke kan have religionsfrihed, uden at man også har ”religionslighed”. Religionsfrihed er friheden til at tro på, hvilken religion man vil, uden nogen statslig tvang. Men en sådan religionsfrihed er kun demokratisk konsistent, hvis de forskellige religioner selv giver religionsfrihed. De skal altså som minimum tillade frafald. Derfor bør ingen demokratisk magt behandle religioner, der ikke selv giver religionsfrihed, lige med religioner, som selv giver religionsfrihed.

For det andet er det rent empirisk forkert, at alle religioner dybest set er lige forenelige med en sekulær demokratisk samfundsorden. Hvis man faktisk analyserer de forskellige religioners kernelærdomme, så vil man konstatere, at de er meget forskellige med hensyn til, hvorvidt de lader sig forene med en sekulær demokratisk orden. Og hvis man desuden ser på den faktiske historiske udvikling i de samfund, hvor de forskellige religioner har hersket, så vil man kunne konstatere, at det ikke er alle steder, hvor den sekulære demokratiske samfundsorden har haft lige gunstige vilkår. Tværtimod så ved vi, som jeg tidligere har markeret, at det moderne sekulære demokrati faktisk er brudt igennem dér, hvor en mere nytestamentelig kristendom var herskende. Og vi har grund til at tro, at der her er en indre sammenhæng, fordi kerneforkyndelsen i Det Nye Testamente relativt let lader sig forene med betingelserne for en sekulær demokratisk samfundsorden.

Tilsvarende fortæller historien også, at den sekulære demokratiske samfundsorden ikke har haft nogen gunstig skæbne i den islamiske verden. Og vi kan konstatere, at islams kernelærdomme, som de kan udledes af Koranen og Muhammeds eksempel, direkte går på tværs af betingelserne for en sekulær demokratisk samfundsorden. Så ligesom vi har grund til at tro, at kristendommen har haft en positiv betydning for udviklingen af den sekulære demokratiske samfundsorden (med dens ånds- og religionsfrihed) i Europa, så har vi også grund til at tro, at islam har haft en tilsvarende negativ indflydelse på, at den islamiske verden ikke har kunnet foretage den samme politiske udvikling.

Disse simple begrebslogiske og historiske fakta er imidlertid blevet fuldstændig ignoreret af den herskende elite i de europæiske lande. Denne elite har igennem de seneste årtier brugt menneskerettighederne til at undergrave kristendommen og til at give mere plads for islam. Samtidig med at vi har undergravet den kristendom, som rent historisk har hjulpet de europæiske lande frem til at kunne udvikle en nogenlunde velfungerende sekulær demokratisk samfundsorden, så har vi rent faktisk givet øget plads til den islam, som med sin religiøse sharia-lovgivning har modvirket udviklingen af en sekulær demokratisk samfundsorden dér, hvor den har hersket. Vi har givet religionsfrihed til den islam, som ikke selv giver religionsfrihed. Og det har vi gjort, fordi vor samfundsmæssige refleksion har været elendig.

På den ene side har den postmoderne religionsvidenskab ”lært” os, at enhver religion kan tolkes på enhver måde, og at der derfor ikke kan være nogen indre forskel mellem religionerne. Den radikale forskel mellem Jesu budskab og Muhammeds er uvæsentlig, fordi det afgørende er, hvorledes budskabet tolkes af den enkelte. Men her er det ”religionsvidenskaben”, som forhindrer sig selv i at se, hvorledes virkeligheden faktisk er, fordi den har lukket sig inde i en falsk teori. De forskellige religioner har nogle kernelærdomme, som betyder noget, og som trækker deres tilhængere i forskellig retning. Hvad angår forholdet mellem politik og religion, så trækker Jesus et helt andet sted hen end Muhammed. Hvis man ikke kan se det, så skal man enten være uvidende, eller også skal man være en “teoriforvildet” akademiker.

På den anden side har de juridiske domstole desværre heller ikke været for kloge. De har for eksempel dømt, at det kan være uforeneligt med menneskerettighederne – nærmere bestemt med religionsfriheden – at forbyde muslimske kvinder at bære det særlige islamiske tørklæde på arbejdspladsen. Men dette tørklæde er jo en del af den islamiske sharia-lovgivning. Det er altså tegn på, at lovgivningen i det samfund, hvor kvinden lever, bør være religiøst bestemt – og at den altså ikke bør være demokratisk bestemt. Det naturlige spørgsmål må derfor være, om et demokrati kan være forpligtet til at give kvinder en ”overpolitisk” ret til på deres arbejdsplads at propagandere for, at lovgivningen i samfundet ikke bør være demokratisk. Således formuleret besvarer spørgsmålet sig selv. Selvfølgelig bør der ikke være en sådan ret. Og selvfølgelig er det slet ikke et juridisk spørgsmål, om kvinderne skal have den ret. Den konsistente politiske filosofi siger noget andet. Men igen er vi ofre for en herskende elite, hvis manglende forståelse af menneskerettighederne og af islam har fået den til at føre en politik, som strider imod betingelserne for opretholdelsen af vor sekulære demokratiske samfundsorden.

(fortsættes)