Oraklerne



 

I de to foregående indlæg har jeg markeret, hvorledes en forsimplet opfattelse af menneskerettighederne forvansker forholdet mellem jura og politik og derunder specielt på asylpolitikkens område. Nu kommer vi så til et tredje punkt, hvor en forsimplet opfattelse af menneskerettighederne har været medvirkende til at undergrave vort elementære demokratiske selvforsvar. Det drejer sig nærmere bestemt om, hvorvidt det er tilladeligt at gøre demokratisk loyalitet til en nødvendig betingelse for, at en udlænding kan få statsborgerskab.

Det er en udbredt opfattelse, at fordi et demokrati skal give sine borgere tankefrihed, så er det også et udtryk for en utilladelig og udemokratisk tankekontrol, hvis man vil kræve, at udlændinge, som skal have statsborgerskab, skal undersøges for, om de er demokrater. Dette standpunkt er for eksempel blevet fremført af en repræsentant for Institut for Menneskerettigheder. http://jyllands-posten.dk/…/Statsborgerskab-og-sindelagsko…/
Ligesom det også er et almindeligt standpunkt i den akademiske verden. Det forsvares således af Per Mouritsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, i bogen “En plads i verden: Det moderne medborgerskab”. http://aarsskriftet-critique.dk/2016/08/7215/Hertil må man imidlertid svare, at nok er det rigtigt, at et demokrati skal sikre tankefrihed for sine borgere, men at dette kan det kun gøre, hvis det – så godt som muligt – forsøger at sikre, at dets egne borgere er villige til at GIVE hinanden tankefrihed. Derfor er det en forudsætning for, at et demokrati kan give tankefrihed til sine borgere, at det kræver, at disse borgere under opvæksten gennemgår en opdragelse, hvor de lærer at give hinanden tankefrihed og at omgås hinanden som politisk ligeværdige. Og derfor er det heller ikke utidig tankekontrol at kræve, at udlændinge, som skal have statsborgerskab, skal screenes for, om de er demokrater. Det er tværtimod et led i et nødvendigt demokratisk selvforsvar. Uden dette selvforsvar vil vi ikke fortsat kunne opretholde de institutioner – primært demokratiske stater – der står som den reelle garant for menneskerettighederne.

At en repræsentant for Institut for Menneskerettigheder ikke kan forstå dette, er udtryk for et urovækkende intellektuelt forfald. Og endnu værre er det, at en professor i statskundskab ikke kan forstå det. For dermed kommer de institutioner, som de repræsenterer, til at virke imod deres hensigt. I stedet for at medvirke til at sikre de samfundsmæssige betingelser for, at menneskerettighederne fortsat kan opretholdes, kommer de til at undergrave dem.

ANNONSE

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

 

Tidligere indlæg om menneskerettighedernes status:

https://www.document.dk/2017/07/10/menneskerettighedernes-status-iv-asylpolitiske-magtfordrejning/

https://www.document.dk/2017/07/08/menneskerettighedernes-status-iii-politiske-aspekt/

Menneskerettighedernes status II

Menneskerettighedernes status (1)

ANNONSE