Oraklerne



På det seneste er der flere – deriblandt Uffe Østergaard – som har skiftet mening angående indvandringspolitikken. Tidligere var de positive og anså multikulturalismen for at være det politiske ideal; men nu kræver de stramninger og forsvar for protestantisk kulturarv – for ikke at sige assimilation.

På overfladen er der altså tale om en konkret forandring af politisk holdning. Men dybere nede er der tale om noget mere end det. For diskussionen om asyl- og indvandringspolitikken – og dermed om multikulturalismen – har i mange år været underlagt en særlig moralsk forvrængning. Der har ikke været tale om en normal politisk diskussion mellem parter, som opfatter hinanden som politisk og moralsk ligeværdige. De, som går ind for multikulturalismen, har derimod opfattet sig selv som moralsk bedre end deres meningsmodstandere, som de til gengæld karakteriserer som fremmedfjendske – hvis ikke som racister. Det har således i lang tid været nærmest umuligt at diskutere indvandringsproblemet strengt nøgternt, fordi den ene side i debatten allerede forud har givet sig selv den moralske trumf.

På denne måde ligner de seneste årtiers debat om indvandringspolitikken den forudgående debat om det socialistiske samfundsideal. Fra omkring 1970 udviklede der sig på universiteterne et stærkt socialistisk – marxistisk – miljø. Der skabtes en bevægelse, som så frem til et samfundsmæssigt ideal, der skulle udvikle sig af kapitalismens ruiner. Den nye samfundsorden ville ”vokse frem” af sig selv, hvis blot arbejderne overtog ejendomsretten til produktionsmidlerne. De, der hyldede dette ideal, opfattede sig selv som stående for ”det gode”, mens de anså deres meningsmodstandere som stående for en forkastelig kapitalistisk undertrykkelse; og således lukkede de sig selv ude fra en seriøs diskussion af deres egne idealer. Det var ikke muligt, at man kunne indgå i en sådan diskussion, når man på forhånd havde placeret dem, som satte spørgsmålstegn ved disse idealer, som værende på den moralsk forkerte side af stregen.

ANNONSE

I vor del af verden brød det marxistiske ideal sammen, fordi de faktiske socialistiske stater brød sammen. Og fordi det efterhånden også teoretisk stod klart, at det ikke var nogen let sag at udvikle et holdbart begreb om, hvorledes en socialistisk økonomi overhovedet skulle skrues sammen. Det socialistiske ideal brød altså sammen, før det fik kraft til indefra at undergrave de vestlige demokratier. Man kom ikke direkte ud i en situation, hvor arbejderne faktisk havde overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne, og hvor man derfra skulle i gang med at planlægge produktionen – uden nogen klar idé om, hvorledes det skulle foregå. Det socialistiske ideal blev båret af en ny studenterkultur og derudover af relativt marginaliserede politiske venstrefløjspartier. Det greb om sig blandt akademikere, journalister og pædagoger; men der var ikke tale om kræfter, der blev så stærke, at de kunne tage magten i landet og gennemføre en egentlig revolution.

På denne baggrund kan vi se både ligheder og forskelle mellem den situation, som vi nu står i med hensyn til det multikulturalistiske ideal, og den situation, som vi tidligere stod i med hensyn til det socialistiske ideal. I første omgang kan vi se, at der er nogle ligheder i selve idealerne. De er begge imod undertrykkelse og for frihed. Det socialistiske ideal er imod økonomisk undertrykkelse (udbytning) og for arbejdernes ret til at styre deres egen situation. Det multikulturalistiske ideal er imod kulturel undertrykkelse og for individets ret til at leve efter sin egen kultur. Så langt er idealerne umiddelbart gode; og det var godt, hvis de kunne realiseres. Men problemer er, at ingen af dem kan realiseres. De står ikke for en konsistent samfundsorden. Det socialistiske ideal bryder sammen, fordi der ikke er nogen entydig plan for, hvorledes en socialistisk økonomi skal organiseres. Og det multikulturalistiske ideal bryder sammen, fordi det ikke giver nogle normer for, hvorledes omgangsformerne mellem de forskellige kulturer i det fælles samfund skal være, og fordi det ikke i sig selv sikrer, at der er et overordnet fællesskab om de normer, som er forudsætningen for, at en sekulær demokratisk orden kan fungere.

Sagen er altså, at både socialisten og multikulturalisten lader sig forføre af en bedragerisk logik. Fordi det umiddelbart ville være godt, hvis idealerne kunne realiseres, så tror man, at de kan realiseres. Specielt tror man, at man selv er god, hvis man tror, at idealerne kan realiseres. På den måde har man lukket sig inde i en boble af selvoppustet godhed. Og dem, der forsøger at prikke hul på denne boble, anklager man for undertrykkelse, snæversyn og fremmedhad. Man har selv afskåret sig fra at kunne se deres kritik som en realistisk vurdering af hulheden i ens eget politiske ideal.

Men selvom de to idealer ligner hinanden i den bedrageriske godhedslogik, som de har spundet sig selv ind i, så er der afgørende forskel mellem, hvorledes de har fået fodfæste i det politiske landskab. I den russiske revolution lykkedes det for folk, der kæmpede for det socialistiske ideal at komme til magten; og det medførte, at Rusland blev låst fast i undertrykkelse, fordi magthavernes politiske ideal var bundet til et økonomisk system, som de ikke kunne få til at fungere. Men i de vestlige demokratier var det anderledes. Her lykkedes det aldrig den egentlige socialisme at komme til magten. Efter 1960’ernes studenteroprør fik det socialistiske ideal stor indflydelse i akademiske kredse og blandt journalister, men det kom aldrig til at stå så stærkt i den almindelige befolkning, at det kunne vinde den politiske magt.

Helt anderledes forholder det sig med den liberale asyl- og indvandringspolitik og det multikulturalistiske ideal. Dette ideal vandt stærk støtte fra den akademiske verden og fra de journalistiske medier, i takt med at disse kræfters opslutning om det socialistiske ideal svækkedes. Men til forskel fra det socialistiske ideal har det multikulturalistiske ideal i vor del af verden også haft en særlig støtte fra den politiske elite. De traditionelle politiske partier i de vestlige demokratier udviklede sig under indtryk af den stadig stigende globalisering mere og mere i retning af multikulturalismen. Det skete også under tryk fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og dens domme om, hvad religionsfriheden indebærer. Til gengæld er det et langt stykke af vejen sket mere eller mindre fordækt hen over hovedet på den almindelige vælgerbefolkning, som man ikke lod komme frit til orde, imens man fra centralt politisk hold liberaliserede udlændingepolitikken og gav plads for multikulturalismen. Når dette så i stedet medførte, at der voksede nye partier frem med krav om en strammere udlændingepolitik og med et nej til multikulturalismen, så blev disse partier af den herskende klasse – støttet af den akademiske verden og de journalistiske medier – karakteriseret som ”ikke stuerene”, fremmedfjendske og racister.

Det er i denne sump, at de vestlige demokratier nu står. Med en politisk elite i de gamle demokratiske partier og i EU, som har vanskeligt ved at forstå, at den selv er blevet grebet af et politisk ideal, som i grunden ikke er holdbart – som i grunden er lige så illusionsfyldt som det socialistiske ideal. Og hvor den akademiske verden og de journalistiske medier ideelt set burde have afsløret denne illusion, så har de i realiteten selv været ofre for illusionen og medvirket til at styrke den.

Uffe Østergaard er et velkomment symptom på, at der er ved at gå hul på illusionsbylden. Nu bliver de problemer, som politikerne har skabt, mens de så verden gennem den multikulturalistiske illusions skyklapper, så store, at de ikke længere kan ignoreres. Men om de samtidig er blevet så store, at de ikke længere kan løses på fredelig vis, kan kun fremtiden vise.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • olesiggaardandersen

    Kai Sørlander giver en fremragende analyse af de to ismer, som har plaget Vesten I det forgangne århundrede.

    • inos

      Helt enig

  • Henning Jensen

    Det er meget præcist og korrekt hvad Kai Sørlander her har skrevet. Tak.
    Men “systemet” trægt, og er slet ikke gearet til at erkende egne fejl, og endnu mindre til at rette dem.
    Og mange politikere og meningsdannere er kommet så langt ud i deres ekstreme udtalelser og holdninger, at de for at beholde blot lidt af æren i behold, er nød til “at surre sig fast til masten og gå ned med skibet” – sammen med alle vi andre.

  • Louis B Knockel

    Kloge ord, hr. Sørlander.

  • Shared!