Oraklerne



De vestlige demokratier befinder sig midt i en intern værdikamp.

Det er en konflikt mellem globalister og internationalister på den ene side og på den anden side de, som holder fast ved nationalstaten, og som modsætter sig den igangværende globalisering. Konkret har denne konflikt på det seneste givet sig udtryk i briternes udmeldelse af EU og i valget af Trump til USA’s præsident – ligesom den har betydet fremgang for nationale partier i EU-landene, som fx Front National og Alternative für Deutschland.

Hidtil har den dominerende opfattelse af denne konflikt været ret entydig. Den har anlagt globalisternes perspektiv. Man har set konflikten som en kamp mellem en åben, fordomsfri og progressiv internationalisme på den ene side og en lukket, højreekstrem nationalisme på den anden side.

Set i dette perspektiv har internationalisterne på forhånd taget patent på godheden, og det er derfor naturligt, at de har grebet til en dæmoniserende psykologisk kategorisering af deres ideologiske modstandere – som at kalde dem fremmedhadere eller racister – i stedet for at tage dem alvorligt i den demokratiske meningsudveksling.

ANNONSE

Men er det korrekt at se demokratiernes pågående værdikamp i globalisternes perspektiv? Er det korrekt, hvis vi først og fremmest vil se værdikampen ud fra et demokratisk perspektiv – altså med særligt henblik på forsvaret af de demokratiske værdier?

Så er det kun korrekt under den enkle forudsætning, at demokratiet er let: at det er let at opbygge og opretholde et velfungerende demokratisk samfund med politisk medbestemmelse, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligeværdighed mellem kønnene. For hvis det er let at udbrede demokratiske værdier og at opbygge velfungerende demokratier andre steder i verden, så betyder det mindre, at vi sænker grænserne for de eksisterende demokratier.

Hvis det derimod er svært at opbygge et velfungerende demokratisk samfund med politisk medbestemmelse, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligeværdighed mellem kønnene, så ser sagen helt anderledes ud. I så fald fremstår de globalister, som nu sænker demokratiernes grænser og åbner for mere eller mindre fri migration (blandt andet gennem arbejdskraftens frie bevægelighed), som naive optimister, som reelt er på vej til at undergrave de samfund, hvor de demokratiske værdier faktisk er realiseret.

Til gengæld fremstår forsvarerne af de eksisterende nationale grænser som realistiske forsvarere af de demokratiske værdier. For hvis man ikke forsvarer de “områder”, hvor de demokratiske værdier faktisk er realiseret, og sikrer, at de fortsat kan realiseres, så ender de demokratiske værdier med at blive tomme idealer.

Altså: I globalisternes perspektiv er demokratiet let, og forsvarerne for, at de eksisterende demokratier skal føre en stram indvandrings- og asylpolitik, bliver til fremmedhadere. For forsvarerne af en stram indvandrings- og asylpolitik er demokratiet derimod svært at opbygge, men let at ødelægge; og for dem bliver globalisterne til naive fremskridtsoptimister, som reelt er i færd med at undergrave de eksisterende demokratiers fremtidige funktionsevne.

Hvem der har ret – eller mest ret – afhænger af, hvor svært det er at opbygge et velfungerende demokratisk samfund. Og jo mere vi tænker over vore erfaringer i et principielt perspektiv, jo klarere synes det at blive, at det ikke er nogen let sag at opbygge et velfungerende demokrati, men at det kræver en social selvopdragelse, som kun er mulig under gunstige vilkår.

Derfor er det deprimerende at se, hvorledes den dominerende politiske holdning i de vestlige demokratier alt for længe har været på kollisionskurs med forudsætningerne for demokratiets opretholdelse. Og derfor er det positivt at opleve, hvorledes globalisternes naive grænseopløsning nu modsiges.

 

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger

ANNONSE


  • Bonde63

    Ohhh, jeg er ikke en brun nazist, men en ekte demokrat:)

  • Vil si det har dreid seg om sosial oppdragelse, rett og slett, og bare i svært liten grad om selvoppdragelse. Fra og med det tidspunkt hvor demokratiet ble innført har den sosiale opppdragelsen snarere forfalt i takt med en stigende tro på at det enkelt individ bør stå for sin egen “oppdragelse” nærmest like fra fødselen av. De harde midlene som var nødvendig for å skape en samlet og sivilisert nasjon har det demokratiske samfunnet langt på vei i sin helhet kastet ut av vinduet.

    Den grunnleggende sosiale opppdragelse fant, i et historisk perspektiv, sted gjennom hundreårene før innføringen av parlamentarisk demokrati og (allmenn) stemmerett. Demokratiet og “de demokratiske verdier” blir i det lengre perspektiv å anse som den rene “kakepynt”. Samholdskreftene som oppstod gjennom århundreder hvor folkene i Europa var mer eller mindre tvunget til blindt å adlyde øvrigheten, har vel snarere jevnt og trutt blitt forbrukt og oppløst gjennom hele det siste hundreåret. Sosialdemokratiene i Norden kunne jo også ganske åpenbart i stor grad basere seg på bondesamfunnets verdier hvor individet hadde en forholdvis underordnet stilling og hvor det personlige ansvar ikke bare gjaldt “kjernefamilien”, men også ovenfor både levende og avdøde slektninger, ja ovenfor selve Historien. Med livsformen forsvinner også de reellt funderte verdiene og det man står tilbake med er nettopp “demokratisk kakepynt”. Problemet er slik sett ikke bare at det er vanskelig å etablere demokrati og “demokratiske verdier” i land med en helt annen historie og uten den form for historisk sosial oppdragelse som fant sted her, men at selve de “idealistiske” forestillinger om å “spre demokratiske verdier” i seg selv er uttrykk for et forfall hvor både Danmark og Norge har endt opp med et politisk ledersjikt som med “hode i skyene” har sørget for å redusere sine respektive nasjoner til mer eller mindre maktesløse delstater innenfor EU-systemet og til velvillige tannhjul i det imperialistiske krigsmaskineriet som NATO utviklet seg til å bli etter “den kalde krigen”.