Nyt



Donald Trump og Angela Merkel under G7-mødet i Taormina den 26. maj 2017. Forholdet mellem disse to er ikke specielt hjerteligt. Foto: Tony Gentile / Reuters / Scanpix (utsnitt).

Reaktionerne på G7-mødet i Taormina har til dels været nedslående læsning. Den dominerende fortælling er, at Donald Trump er en spielverderber, som ødelagde enigheden de syv økonomiske stormagter imellem, også illustreret ved det talmæssige styrkeforhold 6:1. Trump har angiveligt givet afkald på USAs lederrolle i verden hedder det, ikke mindst i Tyskland.

Men hvad er det egentlig utilfredsheden bunder i?

En ting er, at Trump har gjort det klart, at han ikke har til hensigt at følge op på Paris-aftalen. Men det burde ikke komme som nogen overraskelse, når man tager i betragtning, at Trump længe har udsendt signaler om, at han ikke ikke er på samme klima-linje som de andre.

En anden omstændighed er, at Trump gentog sin kritik af de andre NATO-lande for ikke at bruge tilstrækkelige ressourcer på alliancens fælles sikkerhed, en tredje at han insisterer på, at Tysklands enorme handels­overskud er ugunstig, et fjerde at han mener de europæiske lande selv skal håndtere migrant­krisen uden at blande andre kontinenter ind i den sag.

ANNONSE

Alt er i grunden fuldstændig i tråd med, hvad præsidenten tidligere har sagt. Kunne man med nogen som helst rimelighed forvente, at han skulle have skiftet mening? Og ville det at føje sig efter de andre lande på nogen måde have båret vidnesbyrd om lederskab? Lederskab betyder også at gå foran og sige upopulære ting.

De andre lande viser i det hele taget meget begrænset vilje til at se på tingene fra Trumps synsvinkel. Hvad nu hvis vi jordboere for eksempel slet ikke skulle være ved at blive stegt? Er det ikke egentlig ikke meget retfærdigt at betale proportionalt lige så meget til forsvaret som USA gør? Hvorfor er det så urimeligt, at europæerne forventes selv at rydde op i sit eget migrantrod?

Det mest delikate er alligevel Tysklands handels­overskud. Trump lagde ikke fingrene imellem, og kaldte det «bad, very bad». Tyskerne høster en klart urimelig fordel af en fælles ­valuta, som er for svag for Tyskland, og for stærk for middel­havs­landene, som for sin del bliver efterladt med en klar slagside. Tyskland gør sig ganske enkelt til den eneste kontinentale stormagt, og det på andres bekostning. De andre europæiske politikere er for svage til at afkræve Tyskland betaling for den fordel. Når Trump fortæller Merkel, at det er forkert, burde de snarere takke ham.

Merkels reaktion på G7 er patetisk. NTB skriver:

– Den tid, hvor vi fuldt og helt kunne stole på andre, er til en vis grad forbi, det er det jeg har erfaret de seneste dage, sagde Merkel i en tale ved et arrangement i München søndag.

Selv om Tyskland og Europa skal bestræbe sig på at fastholde gode relationer til USA og Storbritannien, er situationen ændret med Donald Trump som præsident­ og briterne på vej ud af EU. Blandt andet gik det ikke ubemærket hen, at Trump i sin tale på NATO-topmødet tidligere i denne uge, ikke nævnte artikel fem som siger, at et angreb på én allieret skal regnes som et angreb på alle.

– Af den grund kan jeg bare sige: Vi europæere må tage vores skæbne i egne hænder, understregede Merkel.

Problemet med det er, at Merkel på Tysklands vegne i praksis vil fortsætte med at tage de andre europæiske landes skæbne i sine hænder. Indtil nu kan hun ikke siges at have været særlig dygtig i den disciplin, og ikke bare på grund af valuta-udbytningen. Hun slap for eksempel en million migranter ind i Europa, viste sig ude af stand til atlukke den tyske grænse da både hun og hendes regering selv ønskede det, og hun vil gerne prakke andre lande en del af disse migranter på, trods den omstændighed, at migranterne ikke ønsker at det lige så lidt som migranterne er ønskede af landenes befolkninger. Merkel udviser ganske enkelt udenrigs­politisk megalomani.

I de europæiske medier høster den geopolitiske katastrofe, som regerer i Berlin, ikke desto mindre stor anerkendelse. Men Merkels politik er dybest set lige så meget «Germany first» som Trumps er «America first», på trods af, at det faktisk er Trump og ikke Merkel, som har bedt om og fået mandat til at prioritere sit eget lands interesser højere.

Merkel har indtil videre en lydig puddel i Paris. Men briterne er gået deres vej, østeuropæerne mener hun er skør, og i Italien har et populistisk parti som ikke er begejstret for hende, tredive procents tilslutningi meningsmålingerne. Tyskland vil næppe have langsigtet succes med opbygningen af en antiamerikansk alliance. De trans­atlantiske bånde er alt for værdifulde til en sådan kurs, og i den store sammen­hæng vejer uenighederne i  Taormina ikke tungere end det verdensomspændende demokratiske skæbne­fælles­skab. Den dag de stor­politiske svinerier for alvor rammer ventilatoren, vil Tyskland ikke kunne bokse i de tungeste vægtklasser.

ANNONSE


  • KnudMadsen

    Det er jo helt absurd, at Europa mener, at det er rimeligt, at USA’s skatteydere skal betale for det selvsamme Europa’s forsvar, samtidig med at man ryster i bukserne over Putins aggressioner. Er alle da blevet splittergale i EU?
    Og samtidige vil man destabilisere mest muligt internt ved at importere massevis af uintegrerbare, blodtørstige muhamedanere og vilde negre.
    Jeg kan dælme godt forstå, at den gode Præsident Trump bliver mere og mere populær hjemme i USA i sit bagland.

Mest lest

Sorry. No data so far.