Gæsteskribent

Tysklands valg skulle have ført til en triumf for Angela Merkel. Valgresultatet blev meget anderledes end det forventede. Merkels ‘sejr’ ligner en katastrofe: Den kristendemokratiske alliance (CDU-CSU) fik 33% af stemmerne – 9% mindre end for fire år siden og det værste resultat siden 1949. Det socialdemokratiske parti (SPD), der sammen med Merkel regerede landet i de sidste fire år, tabte mere end 5% og gik fra 25,7% til 20% af stemmerne – det er det værste resultat i deres historie.

Alternative für Deutschland (AfD) er et nationalkonservativt parti, der blev stiftet i 2013. De fik 12,6% af stemmerne og vil for første gang komme i Forbundsdagen. Det marxistiske venstrefløjsparti Die Linke fik 9%. Eftersom hverken SPD eller Die Linke ønsker at deltage i den næste regering, og da AfD er kraftigt modstander af Merkels politik, har hun kun to mulige samarbejdspartnere: det libertære Frie Demokratiske Parti og De Grønne. Det er to partier, hvis holdninger til de fleste emner ser ud til at være uforenelige.

Angela Merkel vil fortsat være kansler, men mest fordi der ikke var andre reelle muligheder: For et halvt år siden ønskede to trediedele af den tyske befolkning, at hun blev udskiftet. Der var kun 8%, der ønskede, at hun fortsatte på sin post. Den tidligere formand for Europa-Parlamentet Martin Schultz var SPD’s kandidat. Han tilbød ikke nogen forandring, og han førte en farveløskampagne.

ANNONSE

Hvis det lykkes for Merkel at danne en koalition, vil det være en usikker og ustabil gruppe, der vil fastholde Tyskland på randen af lammelse og gøre landet til det 21. århundredes syge mand i Europa.

Tyskland er reelt allerede et sygt land, og Angela Merkel er en del af denne sygdom.

Tyskland lå i 1945 i ruiner. Landet opbyggede sig selv og blev gradvist Europas førende økonomiske lokomotiv. De fik fornyet styrke, men de markerede sig ikke samtidigt politisk, og de forblev i stedet diskrete, ydmyge, angrende og tavst skamfulde. Tyskland var på grund af sin rolle i krigen modvillige, da NATO-magter bad dem om at gendanne en hær. De antog i stedet en generel eftergivenhedspolitik, der førte til “Ostpolitik“: en tilnærmelsespolitik over for det kommunistiske Øst og Sovjetunionen.

Eftersom nationalismen havde ført til nationalsocialismen, afviste Tyskland enhver form for nationalisme. Det, at Tyskland har begået folkemord, har imprægneret landet med selvhad og afvisning af sin egen identitet.

Tyskland vendte sig mod en europæisk konstruktion og forsøgte at definere sig selv som europæisk for at undgå at kalde sig tysk.

Dette forløb varede indtil Berlinmurens fald og landets genforening. Det var en udbredt holdning i Tyskland, at genforeningen var frugten, som de høstede takket være deres ydmyghed og diskretion.

Angela Merkel, der tilsyneladende legemliggjorde det vellykkede genforenede Tyskland, arvede dette forløb, da hun blev kansler i 2005.

Dårligdommene var allerede begyndt at blive åbenlyse. Den tyske økonomi var stadigvæk sund, men fattigdommen var stigende (i 2005 var 17% af tyskerne officielt fattige og tjente det halve af den gennemsnitlige indkomst i landet), og antallet af arbejdende fattige var stigende.

Fødselsraten var meget lav. Den begyndte at falde i 1967 og faldt hurtigt til 1,5 barn per kvinde. Befolkningen var aldrende.

Tyskland begyndte at tage imod tyrkiske migranter, der skulle kompensere for manglen på arbejdskraft. I år 2000 var antallet af migranter nået op på 3,5 millioner.

Det, at importere muslimske migranter, medførte også en langsom islamisering af landet. Der blev bygget moskeer i de større byer. Der blev åbnet koranskoler. Islam blev integreret i de offentlige skolers læseplaner.

Merkel søgte konstant konsensus og samarbejdede med socialdemokraterne i otte ud af de tolv år, hvor hun stod i spidsen for regeringen.

Tyskerne så ud til at acceptere dette arrangement indtil Merkel besluttede at åbne Tysklands grænser over for en enorm bølge af flygtninge og migranter fra Mellemøsten i august 2015. Mere end 1,5 million mennesker kom ind i landet uden at være blevet undersøgt. De fleste var unge mænd, der havde ret til familiesammenføring.

Påstande om, at flygtninge ville assimilere sig uden større problemer, begyndte at kollidere med virkeligheden. Antallet af voldtægter mangedobledes. Volden eskalerede.

I 2016 blev næsten halvdelen af kriminaliteten i Berlin begået af migranter, der var kommet til landet for nylig. Der dannedes jihadist-netværk. Man begyndte at opleve terrorhandlinger. Muslimsk anti-semitisme førte til angreb på synagoger. Velfærdsudgifterne steg voldsomt.

Merkel udtrykte ingen fortrydelse. Hun havde ikke engang betænkeligheder efter valget: Hun udtalte, at hvis hun skulle åbne grænserne til landet igen, ville hun gøre det. Hun forsøgte at få de skeptiske europæiske lande Ungarn, Tjekkiet og Polen til at indføre hendes indvandringsbestemmelser. Hun forsøger stadig.

Millioner af tyskere føler stadig skam, selv om den svinder. For få år siden viste en meningsmåling, at næsten 70% af tyskerne var vrede over stadig den dag i dag at blive holdt ansvarlige for forbrydelser begået mod jøder. Omkring 25% af de adspurgte var enige i udsagnet “Mange jøder forsøger at bruge Tysklands fortid som Det Tredie Rige til deres fordel”. Nyere meningsmålinger viser, at mellem en trediedel og halvdelen af tyskerne anser Israel for at være det politiske modstykke til Nazityskland. Den tyske regering foregiver nu jævnligt at give Israel lektioner i moral, men den kritiserer aldrig terroristledere som for eksempel Mahmoud Abbas.

Tyskland fører fortsat en eftergivenhedspolitik, hvor de sikrer og styrker de økonomiske bånd til slyngelstater som for eksempel Iran. Den tyske hær er så dårligt udrustet, at de under øvelser bruger kosteskafter i stedet for våben. Meningsmålinger viser, at den tyske befolkning nu mener, at den største trussel mod verdensfreden ikke kommer fra Iran eller Nordkorea, men derimod fra USA. Tyskland er i dag det mest anti-amerikanske land i den vestlige verden. Stern, der er Tysklands mest populære ugemagasin, havde for nylig et forsidebillede af Donald Trump, der udfører en nazihilsen og er draperet i det amerikanske flag.

Den økonomiske effektivitet er lav. Den tyske økonomi er grundlæggende set en industriel økonomi og er ikke tilpasset til den digitale tidsalder. Investeringers andel i BNP er faldet, innovative aktiviteter er svage, produktiviteten stagnerer. Den årlige produktivitetsvækst har siden 2008 kun været 0,5%. Den planlagte lukning af Tysklands kernekraftværker (for at “beskytte klimaet”) forhøjer engrosprisen på elektricitet, mens tyske husstande og virksomheder bærer den økonomiske byrde, at de skal betale nogle af de højeste elektricitetspriser i den udviklede verden. Ufaglærte migranter fra den muslimske verden kan ikke erstatte tyskere, der går på pension eller dør. Antallet af fattige mennesker fortsætter med at stige. Kapaciteten til at modtage migranter har nået sin grænse; leveforholdene er i mange asylcentre blevet ringe: Gulve rengøres ikke jævnligt – de er i dagevis beskidte på grund af blod, urin og ekskrementer, og der er jævnligt invasioner af kakerlakker. Den tyske kommissær for indvandring udtalte for nylig, at det kun var mellem en fjerdedel og en trediedel af de flygtninge, der bosatte sig i Tyskland, der kunne komme ind på arbejdsmarkedet. Resten bliver nødt til at leve af offentlige ydelser resten af deres liv.

Sygdomme, der stort set var udryddet, såsom tuberkulose, er kommet tilbage. Man havde ingen vacciner, eftersom europæerne var holdt op med at producere dem.

Medianalderen er nu 46,8 i Tyskland. Der sker en gradvis udskiftning af den ikke-muslimske befolkning med en muslimsk befolkning. Blandt de børn, der er født i Tyskland inden for de seneste fem år, har 40% nu udenlandske rødder. Den befolkningsandel, der består af nytilkomne, er siden 2005 steget med 24%, mens den oprindelige befolknings andel er faldet med 5%.

Flere demografer fremfører, at medmindre de nuværende tendenser vendes, vil tyskere blive en minoritet i deres eget land om måske 15-20 år.

Der er i øjeblikket ikke noget, der tyder på, at tendenserne vil vende.

Størstedelen af den tyske presse er gennemsyret af politisk korrekthed. Aviser og magasiner bakker op om multikulturalismen og taler ikke om de mest presserende problemer, som landet står over for: en sløj økonomisk vækst, en aldrende befolkning og islamisering. Mange journalister, professorer og forfattere påstår, at der ikke eksisterer nogen tysk kultur. Når islamkritiske bøger kan blive bestsellers, dæmoniserer man straks deres forfattere. Deutschland schafft sich ab (“Tyskland afskaffer sig selv”) var en enorm succes i 2010, men dens forfatter Thilo Sarrazin blev straks behandlet som en “racist” og udgrænset i alle politiske debatter. Rolf Peter Sieferle, der var en tidligere rådgiver for Angela Merkel, skrev adskillige artikler, der beskrev Tysklands selvdestruktion. “Et samfund, der ikke længere kan skelne mellem sig selv og de kræfter, der opløser det, lever moralsk set over evne”, sagde han i 2015. Han blev forhånet og afvist af dem, som han plejede at arbejde sammen med, og han begik selvmord i september 2016. Efter hans død blev en samling af hans optegnelser udgivet – Finis Germaniae (“Tysklands endeligt”).

Partiet Alternative für Deutschland (AfD) lover, at de vil “ryste Bundesdagen”. De 12,6% af stemmerne, som de fik, vil uden tvivl give dem mulighed for at komme til orde. Deres ledere bliver af medierne og andre politiske partier behandlet som inkarnationen af djævelen. Udenrigsminister Sigmar Gabriel har advaret mod, at “rigtige nazier” kommer ind i parlamentet. En leder i det venstreekstreme Die Linke spurgte: “Har vi ikke lært lektien fra krigen?” Jødiske ledere er bange: Formanden for Jødernes Centralråd i Tyskland Josef Schuster udtalte, at AfD benytter strategier, som generelt bruges af aspirerende “fascistiske diktaturer”.

Partiet AfD er imidlertid ikke nazistisk. Deres medlemmer ser snarere ud til at frygte, at Tyskland og tyskere vil forsvinde under vægten af islam. Nazisterne var anti-semitiske, militaristiske, socialistiske og ønskede at erobre land. AfD er hverken anti-semitiske, militaristiske eller socialistiske, og de ønsker ikke at erobre andre lande. Jødiske ledere i Tyskland er skræmte, fordi de mener, at hvis AfD er fjendtligt indstillede over for én minoritet, muslimerne, vil de kunne blive fjentligt indstillede over for andre minoriteter. Lederne tager sandsynligvis fejl. Muslimer og jøder kan ikke sammenlignes. AfD har kraftigt støttet Israels ret til at eksistere og Israels ret til at bekæmpe den islamiske trussel mod dem.

Nogle AfD medlemmer er kommet med kontroversielle udtalelser om tyske soldater og om holocaustmindestedet i Berlin.

AfD er samtidigt det mest Israel-venlige parti i Tyskland for tiden. Det er også det eneste parti, der klart forudser en meget konkret risiko for, at Tyskland glider ind i det islamiske mørke.

Er det muligt for Tyskland at rette sig? Det må vise sig. Det, der er på spil her, er imidlertid meget mere end Tyskland.

 

Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

Islamisk mørke sænker sig over Tyskland
af Guy Millière
20. Oktober 2017
Oprindelig engelsk tekst: Islamic Sunset on Germany
Oversat af Kirsten Valeur

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)