Kommentar

Frankrig er det land i Europa som har de største problemer med islam, men samtidig det største antal intellektuelle som tænker skarpt om sammenstødet mellem Europa og islam.

Frankrig er også det eneste land i Europa, hvor statschefen har sat det han kalder «Islams krise» og den «islamistiske separatismen» på den officielle dagsorden, som præsident Emmanuel Macron gjorde i sin tale i Les Mureaux den 2. oktober.

Macron har fået ros for sin vilje til konfrontation, men nogen har også kritiseret præsidenten for ikke at have forstået hvor dybt problemerne stikker. En af disse er forfatteren, litteraturkritikeren og psykoanalytikeren Henri Rey-Flaud.

I bogen «La France s’éteint, l’Islam s’embrase…» (Frankrig dør ud, Islam gløder…), som kom ud i september 2020, analyserer Rey-Flaud sammenstødet mellem Europa og islam fra et kulturelt perspektiv snarere end et religiøst eller politisk. Efter forfatterens opfattelse får det ikke situationen til at se bedre ud. En ung og energisk kultur har bedre udsigter end en gammel og slidt, selv om den sidstnævnte skulle have en række andre fortrin.

ANNONSE

Den 6. januar 2021 er Rey-Flaud interviewet af Alexis Brunet i det konservative franske tidsskrift Causeur. Samtalen tager udgangspunkt i den franske præsidents islamtale.

CauseurHar Emmanuel Macron ret når han i Les Mureaux-talen siger at man må «skaffe sig en bedre forståelse af islam»?

Henri Rey-Flaud: Der er næsten ingen politikere, der indser hvad der står på spil. Emmanuel Macron har ikke den fjerneste anelse om de kolossale problemer som opstår i mødet mellem islam og Vesten. Kong Hassan II af Marokko, som havde et større intellekt, gik lige til problemets kerne! «Marokkanere kommer aldrig til at blive franske», sagde han i et interview med journalisten Anne Sinclair. Det samme gælder tunesere, algeriere og tyrkere. Disse mennesker kommer aldrig til at blive franske, ikke fordi de bliver afvist af Frankrig, men fordi det handler om to modstridende kulturer.

I bogen minder forfatteren også om et billede Frankrigs tidligere præsident Charles de Gaulle brugte i en tale i 1959: «Prøv at blande olie og vand. Ryst flasken. Efter kort tid skilles de igen. Arabere er arabere og franskmænd er franskmænd.» Dette gælder også resursestærke og højt udannede personer, fremhæver Rey-Flaud.

Tag for eksempel Marokko, et land jeg elsker og kender særdeles godt. Blandt mine marokkanske venner og kolleger findes der en kerne som ikke kan røres. Vi udveksler meninger om mange spørgsmål, men der findes altid en slags glasvæg som hindrer os i at etablere det jeg kalder en fuldstændig kommunikation. Islam er en vishedens civilisation.

Kan De sige lidt mere om denne modsætning, som De fremhæver, mellem den kristne tvivl og den islamske vished?

Den vestlige civilisations fundament er selvransagelsen. «Jeg ved, at jeg ikke ved», sagde Sokrates. «Jeg tænker, altså er jeg», sagde Descartes. Freud sagde at vore tanker ikke kommer fra noget udenfor vor egen person. Islam kommer fra Muhammeds ord, altså fra det som blev dikteret ham af ærkeenglen Gabriel. Enhver som tager Allahs ord op til diskussion, er en blasfemiker. Det hellige findes overalt i den islamiske verden. Alt man rører ved, er altså helligt. Araberne er inderst inde besjælet af denne vished. Dette er en radikal modsætning til tvivlen og den uafladelige selvransagelse som Vesten bygger på.

For vor egen del kan vi lægge til at denne distinktion også fremgår af de religiøse kilder: Moses diskuterer med Gud, og Jesus er også i dialog med ham. Allah er derimod fjern, og driver kun envejskommunikation pr. dekret.

Fraværet af kritisk tradition giver uanset hvad islam en egen drivkraft, og denne gør sig nu gældende midt i blandt os, understreger Rey-Flaud. Også kristenheden har været ekspansionistisk, men væsensforskellene består: For Vesten handler det også om nysgerrighed. Amerika blev erobret af personer, som drog til steder de ikke kendte, bemærker forfatteren.

Men det som dybt besjæler den islamiske erobringen, er at alle lande venter på at blive tilsluttet islam. I de «islamiske menneskerettigheder», en tekst som blev lagt frem for FN´s hovedforsamling, står det skrevet at «islam har et kald om at blive menneskehedens universelle religion». Det betyder at den dag hele menneskeheden deler Islams tro, så har man ifølge denne tekst nået frem til slutningen på historien.

Kristenhedens erobrere var til sammenligning rene eventyrere, konkluderer han.

I nutidig praksis er det alligevel forskellene i skik og brug som er vigtigst, mener Rey-Flaud.

«Når du er i Rom, gør som romerne», skal St. Ambrosius have sagt til St. Augustin. Gælder dette mundheld ikke alle lande i verden, herunder også Frankrig?

Araberne kommer aldrig til at sige at de lever som franskmænd i Frankrig. Tahar Ben Jelloun har skrevet at alle arabiske nationer kan leve i harmoni med den franske republik. Det betyder at republikken er så stor at den kan tillade sig at være gæstfri mod forskellige kulturformer. Men republikken er ikke en tom skal! Jeg elsker Italien og Marokko. Jeg føler mig mere hjemme i Italien end jeg gør i nord Frankrig. Men når jeg er i Marokko, er jeg mere påpasselig, for der er jeg i en anden kultur.

En vigtig forskel som Rey-Flaud ikke dvæler ved, er at Italien har beholdt meget mere af sin religiøse kultur end det langt mere sekulære Frankrig. Et omkvæd blandt amerikanske konservative lyder at «politics is downstream from culture and culture is downstream from religion». Kulturen næres af religionen, men europæerne har langt henad vejen opgivet religionen.

Rey-Flaud er mere optaget af virkning end årsag:

Så burde folk, der kommer fra islam, ikke tilpasse sig den franske kultur?

Det formår de slet ikke!

Og hvorfor skulle de ønske det, hvis de anser islam som den stærkeste magt, mens Vesten betragtes som dekadent? Europa ved ikke engang hvad det er længere, mener Rey-Flaud.

Frankrig befinder sig i en identitetskrise. Det samme gør Italien. Selv den stålsatte identitet vi ser i Ungarn og Polen, er tegn på en identitetskrise. Europa har ikke klaret at skabe en europæisk identitet. På Valéry Giscard d’Estaing og Jacques Delors’ tid troede man at det var muligt.

Joseph Weiler har ofte sagt at Europas identitet bygger på Athen og Jerusalem. Andre inkluderer også Rom. Men ikke ret meget af de to-tre kilder har nogen fremtrædende plads i bevidstheden hos dagens europæere.

Nok engang observerer Rey-Flaud virkningen:

I dag tror jeg den store europæiske drivkraft er opbrugt. Og Frankrig mister gnisten. Det er nok bare at se hvordan franskmændene lever under koronaepidemien.

Her kan vi i parentes bemærke at muslimer i langt større grad skider på smitteværnreglerne, fordi de synes det er vigtigere både at træffes og fejre religiøse højtider. Uforsigtigheden og den manglende lovlydighed er kritisabel, men fænomenet tyder alligevel på at kulturen er vital, selv om den skulle mangle en række andre kvaliteter end den rene livskraft. Selv om flere muslimer skulle dø som følge af dette, viser de alligevel kollektiv vitalitet. Til sammenligning redder europæere det organiske individuelle liv, men lader kulturen og fællesskabet sejle sin egen sø. I et sådan lys virker oprøret mod koronareglerne næsten opmuntrende.

Frankrig lever i realiteten i et apartheid, mener forfatteren. Alligevel fortsætter forfølgelsen af lande som ikke vil have masseindvandring. Den multikulturelle ideologi fortsætter med at dominere efter at være mislykkedes totalt.

Rey-Flaud ser ikke optimistisk på Frankrigs fremtid, og han har følelsen af at noget er i gære.

Jeg ved ikke i hvilken retning Frankrig går, men jeg tror at der kommer til at ske noget spektakulært før præsidentvalget i 2022. Jeg har ikke den fjerneste anelse om hvad, og det er helt sikkert ikke det vi forventer som kommer til at ske.

Vi går mod et skisma.

Er der fare for borgerkrig?

Vi er i en totalt ustabil situation. Frankrig har lukket ned. Landet har mistet troen på sig selv og Gud. Islams styrke er at den har vitalitet. I dagens Frankrig er islam praktisk talt den eneste kilde til spiritualitet.

Europæerne vil nyde livet og øjeblikket, mens islam har blikket fæstet på evigheden, konkluderer Henri Rey-Flaud. Det er let at se at dette kan blive stygt.

Det er også let at se at culture matters – for øvrig titlen på en bog af Roger Scruton som Document vil udgive til foråret. Denne selvfølgelighed, som det er livsvigtigt at forstå, er nu blevet et tabu i et Europa som takket være nye tabuer og nye dogmer har brugt de to sidste generationer på at opdrage sine børn til livsuduelighed. Nok med det for i dag.

 

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE

Mest læst

Det lille jødehad

Bye bye Biden